Margrethe Auken (MA), nu flankeret af Anne Grete Holmsgaard (AGH), tager nu igen bladet fra munden den 3. august - nøjagtig som i sit indlæg "Lesbisk ansvar" den 21. oktober 2002 og med nøjagtigt samme fordomsfulde pointer, som jeg også dengang tilbageviste i et indlæg den 25. oktober 2002 uden nogensinde at få svar.
MA og AGH kommer med et langt indlæg mod lesbiske, der får børn ved hjælp af ukendt donorsæd uden ét eneste argument for, dels hvad der gør, at to mødre ikke er kvalificerede nok som forældre, dels hvorfor den ene forælder skal være af hankøn.
Sådanne argumenter er åbenbart ikke relevant viden, hvorfor fordomme og letkøbte antagelser i stedet anvendes. Som når de mener, (og giver praktiske råd til hvordan) lesbiske selv skal inseminere hjemme, fordi de ikke kan lide at have sex med mænd.
Men hvis samme argumentation anvendes i det heteroseksuelle parforhold med ringe sædkvalitet, må det da være oplagt, at kvinden går ud og bliver gravid med en anden mand, for hun kan jo lide det med mænd - eller hvad?!
Umiddelbart er det ikke noget argument for at nægte lesbiske inseminering eller behandling mod barnløshed (lesbiske kan godt have lukkede æggeledere!), men tværtimod en nedladende usaglig påstand.
Det handler ikke om had
Hvis MA og AGH havde sat sig ind i området og rent faktisk havde talt med lesbiske, som har brugt ukendt donor, ville de vide, at det ikke er had til mænd eller meninger om, at mænd ikke dur som forældre, der motiverer brug af ukendt donor.
Det er ganske almindelig kærlighed til hinanden og til det ufødte barn, samt sikkerhed for og tro på, at man som to mødre godt kan give børn en god opvækst, uden at den ikke-fødende mor skal gøres til en tredjepart.
Der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at to mødre uden far giver ringere opvækst, hvorfor flosklen om, at barnets tarv ikke varetages af lesbiske par også må stå udokumenteret tilbage.
Og de lesbiske par, I påstår at møde, med kendt donor, som deler jeres modernistiske familieforståelse - mener de dermed, at deres ligesindede er helt forkert på den, fordi de har valgt en ukendt donor?
Og at de iøvrigt ikke duer som forældre, fordi de kun er to piger? Ville de dermed save den gren over, de selv sidder på og harcelere mod mennesker, hvis liv deres eget i øvrigt har mange ligheder med? Næppe. Erkend det, I to er for konservative til den slags nymodens og postmoderne familieformer, som allerede findes og udbredes.
Jeres bidrag til debatten er med til at skabe en diskurs om, at de børn, der allerede går i jeres børnebørns dagsinstitutioner og skoler, pr. definition ikke får en god opvækst, fordi de har to mødre og ingen far!
Det handler ikke længere kun om biologisk ophav og traditionelle kønsroller. Forældreskab handler om kærlighed, omsorg og overskud, hvilket man ikke får mindre at give af som mor, blot fordi man er to af slagsen.
Det må aktivt erkendes i SF, som huser medlemmer, der på det homopolitiske og kønsmæssige område ligger på linie med Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, og som uden partimæssige omkostninger eller reaktioner får lov til at stigmatisere eksisterende homofamiler.