Læsetid: 4 min.

Auteur-film, glamour, marked og presse

Om en lille uge begynder filmfestivalen i Cannes. Anders Morgenthaler repræsenterer Danmark med sin usædvanlige debutfilm, 'Princess', og traditionen tro er både gamle og nye navne at finde i det officielle program
11. maj 2006

I sin blog på den i øvrigt ret seje hjemmeside for debutfilmen Princess skriver instruktøren Anders Morgenthaler om det at blive udvalgt til Cannes: "... det jo fantastisk ... det betyder blandt andet at man ikke kan tage sin egen telefon... der bliver i stedet henvist til en pr-mand ... og det betyder så at man er lidt ensom... man venter hele tiden på det næste pr-kick, interview etc... det er dejligt bekræftende, men man sidder tilbage med en lille ensomhed i kroppen... nu må vi se, hvordan det går i Cannes ..."

Ja, det skal blive spændende at se, hvordan Princess modtages af den internationale presse. Filmen skal åbne sideserien Quinzaine des Réalisateurs, der ligesom Semaine de la Critique blev stiftet i en slags protest mod det mere elitære hovedprogram, og som siden er blevet en velanskrevet del af filmfestivalen i Cannes.

Det er da også ofte i disse to sideserier, at man finder de største overraskelser og de mest eksperimenterende film af unge, fremadstormende instruktører, og det er en god placering for Morgenthalers film, som er langt fra de daglige avisstriber eller tv-programmer, han har lavet sammen med makkeren Mikael Wulff.

Princess blander japansk inspireret animation med realfilm og handler om en mand, August, der sætter sig for at udviske sin afdøde søster, Princess', fortid som pornostjerne. Det er en meget stærk film, som bestemt ikke minder om meget, jeg har set før.

Lys på auteur-filmen

Men ellers samler opmærksomheden sig om hovedkonkurrencen og det officielle program, der traditionen tro byder på en skønsom blanding af gammelt og nyt, etableret og uprøvet. Åbningsfilmen er Ron Howards længe ventede filmatisering af Dan Browns bestseller, Da Vinci Mysteriet, og den vises hele tre gange for pressen, hvilket er usædvanligt og et tegn på, hvor stor man forventer, interessen vil være.

Man kan da heller ikke sige sig fri for en vis forventningens glæde - hvilket måske har lige så meget at gøre med al den ballade, der har omgivet bog og film, fordi Dan Brown så frisk og frejdigt - og i spændingsgenrens hellige navn - rykker ved selve kristendommens grundpiller.

Udvælgelsen af film til det officielle program i Cannes forestås af festivalleder Thierry Fremaux og hans stab, der kæmper sig gennem bogstavelig talt tusindvis af titler hvert år. Om hvad der kendetegner de film, der udvælges til festivalen, siger Fremaux, at "det er det vigtigste spørgsmål... og svaret er det sværeste at formulere. Cannes forbliver tro mod sine principper, og filosofien, der styrer udvælgelsen, er den samme: At kaste lys på auteur-filmen, en søgen efter unikke stemmer i forskellige kulturer, kvaliteter inden for instruktion, udøvelsen af film som kunstart, en verden, som betragter sig selv gennem de film, der vises. Til det hører også forholdet mellem filmens tilstand og publikums samme såvel som den massive tilstedeværelse af journalister og professionelle. Festivalen i Cannes består altså af en legering af auteur-film, glamour, marked og pressen."

Gammelt og nyt

I den 20 film store hovedkonkurrence er der således blevet plads til nye film af festivalfavoritter som spanske Pedro Almodóvar, tyrkiske Nuri Bilge Ceylan, mexicanske Alejandro Gonzáles Iñárritu, finske Aki Kaurismäki, engelske Ken Loach og italienske Nanni Moretti.

Om filmene er gode, ved man selvfølgelig ikke endnu - selv om der er skrevet positive ting om flere af dem i deres respektive hjemlande. Men umiddelbart lover deres tilstedeværelse godt, og så får de tilmed selskab af en række yngre og i hvert fald lige så interessante filmskabere som amerikanerne Sofia Coppola, Richard Kelly og ikke mindst alsidige Richard Linklater, der har hele to film med til Cannes i år: Fast Food Nation, der er i hovedkonkurrencen, og den animerede Philip K. Dick-filmatisering A Scanner Darkly, der vises i Un Certain Regard. Det er vist første gang, at det er sket for en instruktør.

I spidsen for juryen, som skal dele Guldpalmer og andet godt ud, står den kinesiske instruktør Wong kar-Wai, der blandt andet er kendt for filmene Chungking Express og In the Mood for Love, der skiller sig ud fra de fleste andre film på Hong Kongs filmscene. I juryen sidder også tre andre instruktører, Patrice Leconte, Elia Suleiman og Lucrecia Martel, og en håndfuld skuespillere, Samuel L. Jackson, Tim Roth, Monica Bellucci, Helena Bonham Carter og Zhang Ziyi.

Film om film

En af de store glæder ved filmfestivalen i Cannes - ud over, naturligvis, alle de nye film, man får at se - er det forholdsvis nye programpunkt Cannes Classics. Som navnet antyder har man under denne overskrift mulighed for at se en række som regel ældre filmklassikere i restaurerede udgaver, gerne ledsaget af instruktørforedrag og spørgsmål-svar-seancer.

I år sættes der blandt andet fokus på den britiske instruktør Carol Reed, der mest er kendt for Graham Greene-filmatiseringerne Den tredje mand (1949) og Vor mand i Havana (1959), men som også har instrueret en lang række andre gode film, hvoraf fire vises i Cannes: The Way Ahead (1944), The Fallen Idol (1948), manuskript af Greene, Odd Man Out (1947) og Kid for Two Farthings (1955).

I den modsatte ende af spektret finder man den chilenskfødte instruktør Alejandro Jodorowsky, som også har lavet tegneserier sammen med Moebius. To af Jodorowskys meget mærkelige film fra 1970'erne, El Topo og The Holy Mountain, vises i år i Cannes. Plads er der også blevet til film af Miyazaki, Rossellini, Eisenstein og Duras.

Sidst, men ikke mindst, vises hele fire nye dokumentarfilm om film. Boffo! Tinseltown's Bombs and Blockbusters fejrer branchebladet Varietys 100 års-jubilæum, mens Once Upon a Time... Rome Open City hylder en af den italienske neorealismes hovedværker, Rom åben by, instrueret af Roberto Rossellini, som ville være blevet 100 år i år.

John Ford/John Wayne: The Filmmaker and the Legend - det siger sig selv, hvad den handler om, og Marcello, una vita dolce er et portræt af skuespilleren, der blev et begreb: Marcello Mastroianni.

Jeg kan næsten ikke vente med at komme af sted.

www.festival-cannes.fr

www.princessmovie.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu