Læsetid: 4 min.

Efter autokratiets OL

17. juli 2001

RIGERE OG mere magtfuld er den internationale olympiske komité blevet i de 21 år, hvor Juan
Antonio Samaranch, har styret komiteen med stram og autokratisk hånd. I går sluttede hans epoke, da 122-komitémedlemmer af IOC valgte den belgiske kirurg, Jacques Rogge, til at efterfølge den 81-årige Samaranch som IOC’s præsident.
Rogge lovede i den berømte søjlesal i fagforeningernes hus i Moskva at beskytte den olympiske bevægelse mod »doping, korruption og vold«, og så gav han sin spanske ’protektor’ et kys på hver kind og kaldte Samaranch for en »prestigefuld præsident«.
Den gamle spanske fascist med initialerne J.A.S.
stod med en IOC-guldmedalje hængende om halsen, han var tydeligt beæret og roste sin 59-årige efterfølger som en »meget ung« og »troværdig« leder.

OG ISCENESÆTTELSEN var en mafiafilm værdig. Det var ikke fiktion. IOC er verdens mægtigste sportsorganisation, og den berømte søjlesal har tidligere været brugt af så magtfulde folk som den russiske zar Alexander II og af Lenin og Stalin. Det var en velvalgt scene.
Autokraten Samaranch har på godt og ondt været IOC’s ’padrino’. Så sent som søndag var han med til at udmanøvrere den unge hr. Rogges nærmeste modkonkurrenter. Først opstod der presserygter om, at den koreanske kandidat, Kim Un-yong, ville ’bestikke’ hvert IOC-medlem med op til 450.000 kroner om året for at få deres stemme. Kim havde derfor ingen chance inden mandagens anden stemmerunde, for i IOC har man nok at gøre med at rydde op efter Salt Lake City-bestikkelsesskandalen.
Og selvsamme søndag gik Samaranch til pressen og sagde, at der er et forfærdeligt rod i verdens antidopingkomité – der er ledet af canadieren Dick
Pound. Så var Dick udmanøvreret i præsidentkapløbet, og det var en formssag at få kåret hr. Rogge – der allerede er formand for Europas magtfulde sammenslutning af olympiske komiteer – som IOC’s præsident.

GAMLE autokrater ved, hvordan der trækkes i trådene. Kun 12 af komiteens medlemmer er trådt ind i IOC’s ledende cirkler, før Samaranch kom til magten i 1980, og mange medlemmer føler måske, at de skylder ham ’tjenester’. Og det kunne mærkes i går. For i skærende kontrast til den demokratiske tidsånd, der ellers hylder principper om ligeværdighed og åbenhed, fik Samaranch i går 71 IOC-medlemmer til at stemme for, at sønnen Juan Antonio Jr. optages i komiteen. Det er nepotisme, så det klodser, men J.A.S. er ligeglad. For det gælder beskyttelsen af autokratens arv – og enhed i krop og komité!
Selv om man må fordømme den mentalitet, der står bag nepotisme og korrumperende magt, så kan det ikke benægtes, at IOC også står i gæld til Samaranch.

GÆLDEN HAR sin forhistorie. Den olympiske komite lå næsten i ruiner, da den gamle J.A.S. blev valgt til præsident i 1980. IOC befandt sig økonomisk på afgrundens rand, og man var blevet hvirvlet ind i en storpolitisk kold krig, fordi USA og mange andre vestlige lande samme år boykottede De Olympiske Lege i Moskva i protest mod den sovjetiske invasion i Afghanistan.
Siden fulgte en kommunistisk tak-for-sidst-boykot af OL i Los Angeles i 1984, men Samaranch og IOC overlevede. I stedet satte man fuld skrue på professionaliseringen, OL blev gjort til en reklame- og mediebegivenhed og de sidste amatøridealer blev skåret væk. Det var magtfuldt og forførende, og OL blev en profitabel forretning. I Barcelona 1992 blev USA’s dream team i basketball budt indenfor, og siden fulgte beachvolley – men også brækfornemmelser under OL i Atlanta, hvor kommercialiseringen tog overhånd.
Samaranch har dog skabt en gigantisk succes. Prisen for tv-rettighederne til OL er fjortendoblet siden 1980 – fra cirka 100 millioner dollar til 1,4 milliarder dollar før næste OL i Athen i 2004. Dertil kommer alle de reklame- og sponsorpenge, som OL-maskinen trækker til sig. Men maskinen har sine skyggesider: Skandaler, bestikkelse af IOC-medlemmer, ekstra begær blandt de internationale sportsforbund og øget dopingmisbrug blandt udøvere, der drømmer om at
få del i de gevinster, som maskinen skaber. Det bør Rogge rydde op i.

EPOKEN under Samaranch har også haft positive momenter. Man har styrket kvindernes repræsentation i IOC, givet Sydafrikas apartheidstyre en kold skulder på et afgørende tidspunkt, afholdt en mindeceremoni for Sarajevo midt under Balkankrigen og sikret fælles koreansk indmarch ved OL i Sydney.
Det er mere usikkert, hvordan eftertiden vil bedømme valget af Kina og Beijing som vært for OL i 2008. Aktivister klager med rette over det autoritære etparti-styres krænkelser af den universelle menneskeret og forfølgelse af politiske modstandere, men man skal ikke på forhånd afvise, at Kinas åbning over for omverdenen kan føre positive reformer med sig. OL-værtsskabet og Kinas snarlige optagelse i WTO kan bruges offensivt til at lægge pres på Kinas autokratiske partistyre.
Også i IOC er der behov for forandring. For set med demokratiske og liberale briller overlader Samaranch en arkaisk organisation, der har været præget af autokratisk lederstil, klientillisme og nepotisme.
Hvis Rogge skal bevare sin ’troværdighed’, så må
han indlede et opgør med denne arv fra Samaranch.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her