Læsetid: 3 min.

Autoritær snarere end autoritativ

Et mystisk sammensat filmudvalg har opstillet en filmkanon, der kun rummer en enkelt direkte brøler og kunne være meget værre
25. januar 2006

Ingen af de medlemmer, Kulturministeriet har indsat i kanon-udvalget for film, har offentligt demonstreret et kritisk overblik over dansk filmhistorie.

Et par af de navne, der synes selvskrevne i denne sammenhæng - super-eksperter som Peter Schepelern og Marguerite Engberg, for blot at nævne to - figurerer f.eks. ikke i udvalget. At man er en betydelig instruktør (Susanne Bier), en fortjenstfuld producent (Tivi Magnusson) eller en dygtig filmkonsulent (Vinca Wiedemann) giver jo ikke nødvendigvis det fornødne filmhistoriske perspektiv til en så speciel opgave. Og disse tre er suppleret med to filmjournalister, Jacob Neiiendam og Ole Michelsen, om hvem meget godt ligeledes kan siges, men ikke, at de har manifesteret en særlig indsigt i dansk filmhistorie.

Hvad skal Matador dér?

Brian Mikkelsens filmkanon kan altså i sit oplæg ligne et forsøg på at videreføre den kamp mod 'ekspertvældet', Fogh Rasmussen i sin tid indvarslede. Kanonen kan vanskeligt siges at være autoritativ, men undgår ikke at virke autoritær - et bastant forsøg på en statslig blåstempling og smagsstyring, der savner et fundament af ubetvivlelig sagkundskab.

Når dette er sagt, må det straks understreges, at den kanon-liste, udvalget nu præsenterer, i det store hele virker fornuftig, ganske velafbalanceret og ikke så tandløst traditionel, som man kunne frygte. En enkelt fadæse stikker i øjnene - inkluderingen af Matador, der ganske enkelt ikke er en spillefilm på linje med de 11 andre værker, men som bekendt en kæmpemæssig tv-serie. Dermed falder den - både produktionsmæssigt og æstetisk - udenfor spillefilmskategorien og er reelt usammenlignelig med de kandidater, den er oppe imod.

Valget af Matador lugter da også langt væk af kompromis, som en let spiselig luns kastet ud til folkedybet - når man nu (berettiget nok) ikke synes, at en enkelt Olsen-bandefilm vejede tungt nok til at komme på listen som repræsentant for Erik Ballings kvalificerede folkelighed.

Ellers er listen ikke præget af den populisme, der kunne være fristende, når man nu engang har at gøre en folkelig kunstart.

Den eneste instruktør, som får to titler med, er den ufolkelige Carl Th. Dreyer, og begge titler er velvalgte. Man gør forfriskende opmærksom på det stumme hverdagsdrama Du skal ære din Hustru fra 1925, der ufortjent har stået i skyggen af den langt mere berømte stumfilm Jeanne d'Arc's Lidelse og Død (1928). Og valget af Vredens Dag som Dreyers væsentligste talefilm kan heller ikke fremkalde protester herfra.

Utraditionelt, men ikke uberettiget, er det også at lade den forrevne, hudløse og sarkastiske Dogme-film Idioterne repræsentere Lars von Trier frem for den betydeligt større internationale succes Breaking the Waves. Sat side om side med Vinterbergs Festen indikerer det ikke blot Dogme-konceptets centrale position, men anerkender også, at Idioterne fra Triers hånd måske nok er et mere dybfølt personligt værk end den spektakulære Breaking the Waves.

Benny med de fine

Mere filmhistorisk vanetænkning er der i medtagningen af Ditte Menneskebarn og Babettes gæstebud, der ikke med nutidens øjne forsvarer deres klassiker-status så indlysende som listens Soldaten og Jenny, Sult, Kundskabens træ og Pelle Erobreren. Bedre valg end det evige menneskebarn og den fejlcastede Babette havde efter min mening været Der var engang en krig og Johnny Larsen.

Som rosinen i pølse-enden og det eneste eksempel på sprælsk animation og børnefilm kommer så Bennys badekar (1971), som man hjerteligt under en plads i det fine selskab. Bare den så ikke bliver pædagogisk pligtpensum sammen med de tungere mesterværker. For som det er sagt: Intet kan dræbe den sande kunstinteresse som statsautoriseret pligtstof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her