Læsetid: 4 min.

Avantgarden indtager Valby

Valby er ved at etablere sig som et kunstnerisk smørhul. Og det er - set i bakspejlet - en naturlov, at den kunstneriske forpost på et tidspunkt bliver opslugt af den offentlighed, som den hele tiden har forsøgt at distancere sig fra
19. september 2006

I sidste uge åbnede der endnu to gallerier, hvor den københavnske undergrund og unge, vilde og avantgardistiske kunst er repræsenteret. I forvejen er der de etablerede gallerier Mogadishni, Helene Nyborg comtemporary og Bendixen Contemporary. Valby er dermed ved at etablere sig som det nyeste gallerimekka.

Ifølge Anne-Louise Sommer, avantgarde-teoretiker og ansat ved Danmarks Designskole, er det udtryk for en tendens:

"Jeg ser det som en generel tendens, at den kunstneriske forpost søger atypiske områder, som ikke er traditionelle byrum, men som netop er knyttet til det industrielle univers. Det er en forfalds-æstetik med det lidt rå, det lidt slidte, det ikke alt for pæne, man søger," fortæller hun.

Det her med at åbne udstillingsrum i gamle industribygninger er ifølge Anne-Louise Sommer en velkendt tendens. Musée d'Orsay i Paris er en gammel jernbanestation, og Ruhr-distriktet i det vesttyske gennemgik en udvikling, hvor det gamle sværindustrielle område i 1990'erne blev en del af det etablerede kulturelle landskab. Og med avantgardens kunstneriske forpost til at indlede processen.

I den unge og vilde kunst ligger der en selvforståelse, der gør, at man opsøger steder, som ikke allerede er klassificeret som etablerede. Det gør man, fordi som udgangspunkt er imod det konforme, borgerlige og konventionelle.

Valby-gallerierne står på mange måder ved en skillelinje, hvor den etablerede kunstinstitution personificeret ved kunstkritiker Bente Scavenius, ARKEN's museumsdirektør Christian Gether og Kulturminister Brian Mikkelsen i fællesskab omfavner Valby som "en af vor egne", ligesom de gjorde, da de i sidste uge var med til åbningen i Valby.

Avantgarde og medløbere

Hvis man tager København, så var der ingen kunstnere med respekt for sig selv, som ville slå sig ned i Valby for 10 år siden. Det ville have været for småborgerligt, forklarer Anne-Louise Sommer. Man skulle hellere ind på Istedgade eller i en baggård på Vesterbro eller Nørrebro.

"Men nu er disse steder bare ikke rå og beskidte mere. Nu har der været kvarterløft og ejendomsmæglernes annoncer om det nye 'latinerkvarter', og et nyt segment af befolkningen er rykket ind."

Nu er tiden så kommet til Valby og Sydhavnen, hvor man tidligere ville have nægtet at kunsten ville kunne florere.

"Jeg tror i høj grad, at kunsten rykker ud, løfter et område og tiltrækker et bestemt segment af folk, og så er det jo en gradvis proces: Fra forposten, som klassificerer et sted som kunstnerisk interessant, til gruppen af medløbende intellektuelle og forskellige former for progressivt tænkende mennesker, og så drypper det videre ned i systemet. Til sidst har vi så den gruppe, som bare synes, det er smart at være et sted, hvor der er "noget med kunst" og hvor der sker noget. På den måde kan man godt sige at kunsten er en form for motor i den proces," siger Anne-Louise Sommer.

"Og så bliver det lynhurtigt kommercialiseret, som det her jo også viser. Når Bente Scavenius, Christian Ge-ther og Brian Mikkelsen klipper tråden, så bliver det vist ikke mere etableret," lyder dommen.

Den ordinære fare

I det øjeblik hvor ganske ordinære folk, som ellers ikke har noget forhold til kunst, begynder at valfarte til den nedlagte fabrik i Valby for at se på kunst, så er kunstnerne allerede et andet sted henne, spår Anne-Louise Sommer.

"Jeg ved ikke om Valby-gallerierne har skudt sig selv i foden ved at invitere Brian Mikkelsen og følget. Man kan jo også spørge: 'Hvad er det egentlig de vil i Valby'? For hvis man er kunstner, vil man selvfølgelig gerne eksponeres, man vil gerne leve af det, på den måde er kunsten jo kommerciel - og blevet det i højere grad indenfor det sidste årti. Men man ser også i samme periode en kunst, som har et større socialt engagement og flere relationer. Kunsten er blevet et krydsfelt, hvor kunst som finkultur, design som brugskunst og arkitektur som anvendt kunst blander sig mere i vores hverdagsliv."

The Name of the game

Det er selvfølgelig komplekse forhold og udviklinger, der flytter sig hele tiden, pointerer Anne-Louise Sommer.

Men det er nærmest en naturlov at avantgarden på et tidspunkt bliver slugt af den her offentlighed, som den hele tiden forsøger at distancere sig fra ifølge hende.

"Jeg ved ikke, om Brian Mikkelsen er udtryk for at det punkt er nået, men man skal jo også have lov til bare at tænke stragtegisk."

Ingen kunstnere gider at sidde på et kvistkammer og lave kunst for sig selv uden nogensinde at få det ud over rampen. Så kan man lige så godt lade være, lyder det tørt fra Anne-Louise Sommer.

"Det finansielle grundlag er jo på mange måder the name of the game - det er overlevelsesbetingelserne at få den her eksponering, når Brian Mikkelsen står og klipper snoren over."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her