Læsetid: 4 min.

Op og ned af avenuen

To bands, der kalder sig Warwick Avenue og Grand Avenue, tager livtag med den store forkromede poprock i den store internationale tradition. Med vekslende held
29. august 2005

Ordet avenue har noget stateligt over sig. Det er ikke bare en gade, slet ikke et stræde eller en smøge, og vel også lige et nummer mere drabeligt end en boulevard. Man ser de imposante avenuer, der flyder til og fra Triumfbuen i Paris for sig, og det er jo et syn for guder og lignende mytologiske luftspejlinger. Når nu et band vælger at inkorporere begrebet i sit navn, tør man vel tage det som udtryk for noget storslået og himmelstræbende, noget, der virkelig vil frem her i verden.

Og det er da også det indtryk, man får af debutanterne Warwick Avenue, der gør deres entre på pladescenen med albummet Let It Out. For både band og plade lander med begge ben lige midt i den famøse mainstreams midte, med et udtryk, der er både poleret og perfektionistisk, men til gengæld ikke en hujende hattefis originalt; faktisk er det svært at finde skyggen af en eneste selvstændig tænkt strofe eller tekstlinje på Let It Out, der er mere end tilfreds med at traske rundt i sko, andre for længst har gået dejligt store og rummelige.

Ikke at det minder os om noget bestemt, men til gengæld til overmål om en hel masse af den slags, der i tide og (mestendels) utide står ud af bilradioer og modeforretninger. Det er de gammeldags dyder - (hæderlige) melodier, engelske tekster (på det jævne), tætte arrangementer, kompetent spillemandshåndværk, udsøgt, international produktion og i Jakob Illeborg en fremragende sanger - der er i højsædet her. Og er man til dybt professionel og stort set anonym poprock, går man da heller ikke skuffet fra bordet. Holder man derimod af sved, passion og transcendens, bedes man gå andetsteds med slige tilbøjeligheder.

Sjovt nok stammer tre af musikerne fra det hedengangne jazzensemble Once Around The Park, der i senhalvfemserne ikke var bange for at prøve grænser af, men efter at Warwick Avenue (der dengang hed Circus) kollektivt hev teltpælene op og forflyttede til London, har de åbenbart glemt alt om deres mere afsøgende ungdom til fordel for et smooth og ufarligt udtryk, der vitterligt ikke kunne gøre en flue fortræd. Man kan alt efter temperament vælge at imponeres eller irriteres derover, men det forekommer denne anmelder, at livet er for kort til endnu et ophold på den harmonisøgende Flinkeskole, men vi hører, det p.t. strømmer ind med ansøgninger dertil.

Lidt mere på spil

Der er måske nok lidt mere på spil hos Grand Avenue på deres anden langspiller, She, om end ikke helt nok til at lytteren decideret går bagover af benovelse. Også her søges den store internationale fællesnævner og også her på bekostning af det både personlige og særegne; til gengæld lyder det som om, at Grand Avenue virkelig mener det (mand!), ikke mindst på grund af sanger Rasmus Walter Hansens udtryksfulde organ. Bono har i hvert fald ikke levet forgæves. Og så er produktionen ganske enkelt tiptop i orden og ganske eksemplarisk inden for sin genre, selv om den altså også er med til at udglatte og anonymisere; det er det, der gør den 'international'.

Det hele er klangligt storladent lagt an i den der pomprock-stil, nogle måske vil huske fra 80'er-navne som Simple Minds, de unge U2 og The Alarm, hvilket ikke mindst skyldes måden Niels-Christian Bærentzen går til guitarspillet på; lige dele The Edge og Charlie Burchill. Det kan vel betegnes som dansk højlandsrock, hvis man partout vil give barnet et navn. Det betyder, at der er lagt i ovnen til en god gammeldags omgang sturm und drang i nogle arrangementer, der ikke frygter dynamiske udsving eller bratte fald. Gruppens force er dog sangskrivningen, idet der flere steder findes melodisk dækning for de mange grandiose udsagn, teksterne myldrer, med og man kan sagtens forestille sig, at nogle af alle disse monumentale og ofte absolutte udsagn kan finde klangbund hos yngre lyttere.

Dét sagt, kørte undertegnede hurtigt træt i en plade, der trods alle gode takter har noget deprimerende enslydende over sig, og som i et væk søger det storladent højstemte. Men det handler så nok om temperament.

Man kan i sit stille sind grue for, at et af disse to bands skulle opnå det eftertragtede udenlandske gennembrud og dermed åbne for en syndflod af ensembler med en lignende klang og attitude. Nå, den tid, den sorg. Her i huset blev ørerne - efter at have haft de to ovennævnte plader i heftig rotation et par dages tid - skyllet heftigt efter med Aksel Schiøtz' Danske Sange, vol. 3. Så kunne vejret ligesom trækkes normalt igen.

Warwick Avenue: Let It Out (Columbia/Sony) Udkommer i dag

Grand Avenue: She (EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu