Læsetid: 4 min.

En avis' fødsel

18. august 2006

Beslutningen om, at Berlingske også skulle kaste sig ud i det store danske gratisavis-cirkus, blev tilsyneladende truffet på et møde tirsdag den 8. august i København. Berlingskes kommende ejer David Montgomery var med. Efter den korteste drægtighedsperiode i dansk avishistorie -otte dage - blev Dato født, og gætterierne er i fuld gang: Var det et lille uheld, et ønskebarn eller var det ren voldtægt. Montgomery er den påståede barnefader. Og det er en mand, der har haft susende travlt de sidste par år.

Den 25. juli i år traf Montgomerys lille mediefirma Mecom (fem ansatte) en aftale om, at Mecom skulle overtage samtlige aktier i Orkla Media AS og Det Berlingske Officin A/S for 7,55 milliarder norske kroner, når formaliteterne er på plads - formentlig i september. Aftalen var blevet forsinket. Montgomery havde ikke alle pengene.

Men Orklas ejere ville sælge til Mecom. Så de flinke nordmænd lånte i sidste sekund Montgomery 1,09 milliarder kr. I handelen fik Orkla 146 millioner nye Mecom-aktier, og skulle det ske, at Mecom ikke kan betale lånet tilbage skal Montgomery bare give Orkla endnu flere aktier i Mecom.

Kompromisløs

Montgomery er kendt som en brutal og kompromisløs boss. Han er en stor mand med et lille firma. Beskrevet som "europæisk mediemogul". Noget, en Rupert Murdoch formentlig griner højt af. Medie-aktiverne er beskedne - og nyindkøbte.

I juni købte Mecom nogle regionalaviser i den hollandske provins Limburg for godt to milliarder kroner. Købet blev finansieret af lån og "institutionelle investorer". To mindre tyske dagblade, Berliner Zeitung og Hamburger Morgenpost, blev købt i efteråret 2005 og foråret 2006. I en periode i 2005 ejede Mecom ingen aviser. Man havde lige tjent en pæn slat ved at sælge to små nordirske dagblade efter kun 14 måneders ejerskab med tilhørende benhårde rationaliseringer.

Potentiale for besparelser

31. marts 2006 udstedte Mecom 300 millioner nye aktier for ca 1,6 mia. kroner for - som det hed - at købe "europæiske regionale udgivervirksomheder - der er attraktrive, fordi deres arbejdsmetoder og effektivitet ofte er år bagefter standarden i Storbritannien og USA", og fordi "deres drifts-profitter generelt er langt lavere end i Storbritannien".

Mecom forklarer selv, hvorfor Berlingske falder smukt inden for denne kategori:

"Orkla Medias driftsoverskud (EBITDA) er 7 procent - langt under, hvad tilsvarende virksomheder tjener ... Der er potentiale for substantielle besparelser baseret på nye arbejdsmetoder og centraliserede operationer".

I begyndelsen af juli roste David Montgomery på et pressemøde i Oslo Berlingskes ledelse:

"Jeg har mødt ledelsen af Orkla Denmark ... jeg er overbevist om, at den er i stand til at håndtere en en angrebsstrategi, hvor de vil udvikle deres egne aviser aggressivt i forhold til konkurrencen - og jeg håber, at jeg kan støtte dem tilstrækkeligt med vores erfaringer med aviskrige i Storbritannien-"

I Børsmeddelelsen tre uger efter beskrev han strategien i forhold til de nye gratisaviser i Danmark som "en proaktiv strategi som fokuserer på at styrke eksisterende titler".

Berlingske-strategien indeholdt eksempelvis introduktionen af tabloidformatet den 28. august, en plan for styrkelsen af milliard-taberen Århus Stiftstidende og den populære, men igennem næsten fem år tabsgivende gratisavis Urban.

Indtil tirsdag den 8. august var der tydeligvis ikke sat nogen ny gratisavis i gang. Der var måske tanker eller skitser. Men der var ingen chefredaktør, ingen distributionsaftaler, ingen medarbejdere, måske endda ingen titel.

Ret ind eller forsvind

Dagbladet Børsen fortæller, at David Montgomery på mødet dekreterede, at han ville have en gratisavis, og det skulle være NU - og de i ledelsen, der ikke ville være med kunne forlade lokalet. Historien er hverken blevet bekræftet eller entydigt dementeret. Den kommende koncernchef Lasse Bolander "afviser forlydendet" i en bisætning i sin egen avis. Berlingskes egne journalister fik af Montgomerys sekretær at vide, at han ikke er "involveret i den operationelle drift". Det er det, amerikanerne kalder et "ikke benægtende dementi". En strategisk satsning som Dato er naturligvis et ejer- og bestyrelsesanliggende. Så hvis Mr. M. blandede sig, var det ikke i driften.

En avis blev født

Berlingske har lavet aviser i et kvart årtusinde. Knapt to procent af de 3.000 medarbejdere blev Dato-medarbejdere overnight. Layoutet blev kopieret fra britiske The Guardians nydelige ditto. Bladkompagniet sagde ja til at hægte Dato på JP/Politikens 24timer, hvilket havde to småkedelige konsekvenser: JP/Politikens abonnenter får så ikke avisen - og Svenn Dam fra den kommende "Nyhedsavisen" klagede til konkurrencemyndighederne med en anklage om karteldannelse. Det havde JP/Politiken og Berlingske allerede anklaget Svenn Dam og PostDanmark for, så det var vel bare tak for sidst

Montgomery er forresten kun kommende ejer. Så Orklas bestyrelse i Oslo mødtes tidligt tirsdag morgen for at give grønt lys. Tre timer efter blev Dato lanceret i København.

En avis blev født. Hvordan og hvorfor er fortsat uklart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu