Læsetid: 3 min.

En avis i forandring

22. juni 1999

FØRST EN advarsel. Denne leder handler ikke om de store problemer i den store verden. Den handler om den lille avis og om, hvordan den dog ser ud.
Som den opmærksomme læser vil bemærke, er avisen i dag ikke helt sig selv. Den har fået udskiftet noget helt fundamentalt: Sine bogstaver. Ikke blot de store rubrikskrifter er forandrede - også brødskriften er ny. Antagelig har De, kære læser, aldrig set denne skrift før. Den hedder Poynter - og er udviklet specielt til avisbrug på det amerikanske institut af samme navn. Faktisk er der ikke tale om en skrifttype, men om en hel familie af skrifter, der tilsammen dækker de forskellige signaler, en avis gerne vil udsende. Skrifter med og uden fødder, tynde skrifter og fede af slagsen. Og skrifter med og uden kursiv.
Det er første gang Poynter bruges i en dansk avis. I USA og Latinamerika er en del aviser gået over til skriften, men i Europa er der med Information nu i alt fire dagblade. De dele af skriftsystemet, som Information har valgt, er for det meste lyse og elegante skrifter - der uden omveje signalerer seriøsitet.

NU ER udseendet som bekendt ikke alt. Folk, der er skeptiske overfor dette udsagn i avissammenhæng, kan blot kaste et blik på de seneste års udvikling i dansk presse. Den største oplagsstigning har Jyllands-Posten præsteret - trods et ganske grimt layout. En af de største nedture over de senere år står Aktuelt for - til trods for at avisen undervejs lavede et prisbelønnet redesign.
I vort eget nye design har det været afgørende at bruge ændringerne i udseendet til at fremhæve indholdet. Hensigten har været at skabe mere overskuelighed og skabe bedre rammer omkring dé bærende tekster, der er avisens fundament. Det sker ved hjælp af en række mindre virkemidler, som ret beset ikke burde kræve den store introduktion - de skulle gerne virke uden. Det nye 'bånd' øverst på næsten alle sider fortæller, hvor man nu er i avisen, og er samtidig rammen om en ny type korte historier. Samtidig vil et nyt system af 'faner' fortælle læseren, hvad der er emnet for forskellige enkelt-elementer på siden. Blandt hvilke grafik i øvrigt oftere vil være at finde. Korte faktuelle historier får en ny plads i den særlige spalte, der vil stå til venstre på mange sider.
Dagens grafiske ansigtsløftning er et af mange skridt i avisens løbende udvikling. De fleste aviser ændrer sig faktisk ganske meget over årene - og ofte i en proces, der er så gradvis, at læserne knapt opdager det. Det er således helt typisk, at mange husker galt, når de taler om, hvordan avisen så ud engang.
Tager man for eksempel Information for blot 5-10 år siden, ser den faktisk meget anderledes ud end dagens avis. Og går man 20-30 år tilbage, var det en helt anden avis. En avis der indeholdt et stort antal korte artikler - ofte ganske rodet sat op. Så mange korte artikler som dengang bringer vi langt fra i dag - heller ikke efter omlægningen.

LÆSELIGHED og overblik har været nøgleordene for de grafiske øvelser, vi i dag præsenterer. Med dét bragt på plads, vil vi henlede opmærksomheden - og bruge vore egne kræfter - på det, der står på linjerne. Vi bevæger os nu ind i den nyhedsfattige tid - agurketiden - hvad vi sådan set ikke begræder. For de kommende uger giver os og læserne tid og plads til at granske emner, som det daglige informationsbombardement ofte spærrer for.
Hen over sommeren vil vi f.eks. bringe en serie af gode nyheder, 'solstrålehistorier' om de betydelige fremskridt, der gøres med at nyttiggøre solens energi, vinden osv. Vi bringer en række billeder af hverdagslivet, hvor mennesker, der ellers aldrig når avisernes overskrifter, fortæller om deres tilværelse i senhalvfemserne. Vi indleder et stort projekt af artikler, 'Tusindåret', der forholder sig til menneskehedens gerninger, tanker og håb før og nu. Hvor andre tager solbad, tager vi på højskole for at undersøge, hvordan det står til med det levende ord.
Og så er der de artikler, som vitterlig er skrevet til læsning under solbadet: En vildtvoksende serie om agurkens paradigmeskabende betydning, reportager fra årets Tour de France i EPO's skygge, små fortællinger om verdens store aviser - og Jan Purkmistr Sonnergaards bloddryppende bersærkergang.
Ham kan De møde igen i dagens avis. Sammen med første artikel i en serie om det drømmeslot, nogle ser vokse frem på begge sider af Øresund.
Vi ønsker god læsning og god sommer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her