Læsetid: 3 min.

Avisen der virkelig kunne holde kæft

New York Times anklages for at tilbageholde oplysninger for læserne i en celeber sag om afsløringen af en CIA-agent, hvor avisens journalist blev fængslet for at beskytte sine kilder
22. oktober 2005

Ligesom Berlingske Tidende blandt københavnere ofte kaldes 'Tante Berling', henviser newyorkerne gerne til avisen The New York Times som 'The old Lady'; ikke kun for at påpege damens alder, men for at vise respekt for hendes dyder såsom visdom, erfaring og integritet. New York Times er sammen med Washington Post USA's journalistiske flagskibe, som - i hvertfald indtil den seneste Irak-krig - har kunnet bryste sig af at have de højeste standarder for, hvordan journalistikken bliver til.

All the News that's Fit to Print står der som garanti hver dag i øverste venstre hjørne af Times-forsiden, 'Alle de nyheder, der fortjener at blive trykt'.

Det princip kan man næsten kun forstå sådan, at hvis den journalistiske historie er sand, så trykkes den i avisen.

Det kan kun vanskeligt forstås som, 'hvis historien er sand, men ubelejlig for avisen eller for den amerikanske regering, så kan den ikke trykkes'. Eller som 'hvis historien er løgn eller misvisende og mangelfuld, så kan den trykkes'. Og det er netop problemet, for New York Times anklages i dag både af egne medarbejdere og andre avisers mediekommentatorer for at rode rundt i fortolkningen af egne erklærede principper - og holde væsentlige oplysninger tilbage for læserne.

I søndags kunne newyorkerne således læse en udredning på 5.800 ord om, hvordan det gik til, at avisens journalist Judith Miller blev rodet ind i sagen om afsløringen af CIA-agenten Valerie Plame i juli 2003.

Plame blev angiveligt 'outet' af præsident Bushs mest betroede rådgivere, Karl Rove og I. Lewis Libby, for at straffe hendes mand; tidligere ambassadør Joe Wilson, for offentligt at have anklaget Bush-regeringen for misbrug af CIA's efterretninger om masseødelæggelsesvåben i Irak.

I den efterfølgende dækning talte Miller efter eget udsagn med talrige medarbejdere i Det Hvide Hus og stykkede en række artikler sammen om, hvordan lækagen formodentlig skete og kom fra.

Da sagen kort efter blev genstand for en storjury-undersøgelse - det er en alvorlig forbrydelse at lække en CIA-agents navn - fandt Miller sig imidlertid slæbt foran en dommer med krav om, at hun opgav sine kilder til historierne om, hvem der kunne have lækket Valerie Plames navn.

Miller sagde i første omgang "rend og hop" med henvisning til lov om ytringsfrihed og pressens ret til frit at indsamle nyheder, men kom efter 85 dage i spjældet i juli i år på bedre tanker. Hun indgik en aftale med anklageren om, at give storjuryen adgang til nogle af sine notater og til at besvare spørgsmål om sine samtaler med en kilde i det Hvide Hus.

Avisen havde ellers stået last og brast med Miller, men måtte sande, at hverken storjury eller avisens egne redaktører kunne få fuld klarhed over, hvem Miller egentlig havde talt med hvornår, og hvad de havde sagt til hende.

Avisen skrev dog i søndags, at Miller er en "energisk reporter, som redaktørerne til tider har haft vanskeligt ved at kontrollere".

Ledelsen på New York Times, og journalisterne bag søndagens lange udredning, har således ikke haft adgang til Millers notater, da hun lavede interviews og research. Efterfølgende har hun også afvist at vise kollegerne sine notater eller diskutere hvad hun talte med redaktørerne om, da historierne blev til.

Ved siden af den lange udredning i søndagsavisen stod ellers Millers egen 3500 ord lange forklaring om sagen.

Men Miller skriver intet om sagens forløb foran storjuryen eller om hvilke kilder hun talte med udover I. Lewis Libby. Hun skriver til gengæld en del om ikke at kunne huske hvem hun talte med eller, at hun simpethen ikke havde kendskab til nøgleinformation i sagen.

Og det er her kæden hopper af for Miller og New York Times. For det er løgn; Miller ved det, og redaktørerne ved det. Selvfølgelig kan Miller sine kilder i det Hvide Hus på fingerene. Alligevel stod det i avisen.

Samtidig fortæller ingen af dem alt hvad de ved af interesse for læseren, men gemmer oplysninger af hensyn til dels avisen, dels deres egen sag foran en storjury.

Det er for tyndt og helt sikkert ikke værdigt til at trykkes i New York Times, eller som newyorkerne maske kalder avisen nu, den tavse gamle dame.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her