Læsetid: 3 min.

Avislæsningens etik

Man kunne forestille sig, at gratis- og omnibus-avisernes selvmorderiske tærsken løs blandt læserne vil ende med at fostre en renæssance for de politiske holdningsaviser
26. august 2006

Forleden dag gjorde en af mine venner mig opmærksom på en yderst kuriøs reklame, der kunne beses i den københavnske trafik. På et stillads var opsat noget, der i størrelse mindede om de mægtige bannere, man i svundne tider pakkede de moskovitiske facader ind i. På den måde kunne de marcherende proletarer i stedet for en faldefærdig bygningsmasse glæde sig over synet af politbureauets generalsekretær, der med stålsat vilje malet i ansigtet stirrede ud i horisonten mod den aktuelle femårsplans storslåede mål.

Nu var det ikke ambitiøse tal for traktorproduktionen i Hviderusland, der forkyndtes oppe fra stilladset, selvom det glade budskab stod med hvide typer på en rød baggrund, der måtte røre enhver nostalgiker. Derimod blev trafikanterne lovet at få del i landets glæde, nemlig "Danmarks nye gratis morgenavis". Under den løfterige tekst havde annoncøren suppleret budskabet med en installation, der uden sippet hensyntagen til god tone kan beskrives som en mand med bukserne nede om hælene og i færd med at skide. "24 timer"!

Det sidste var naturligvis ikke den ulykkelige dom over en stakkels mand med kronisk diarré, men den geniale titel på bemeldte gratisavis. Dén er så lille, at manden, der laver stort, kan nå at læse den, mens han uforstyrret klarer et af døgnets rutinemæssige ærinder. Formentlig var det en sådan association, trafikanterne skulle få ved synet af den forunderlige reklame, men min ven kom i stedet til at tænke på en passus i en af Søren Kierkegaards dagbogsoptegnelser. Her beklager filosoffen sig over, at hensigten med at udgive journaler - altså aviser - efterhånden er blevet så determineret af hensynet til indtjeningen, at niveauet har nået den laveste fællesnævner; ja, skriver han, "naar det kunde betale sig, er jeg sikker paa, at man fik et Msk. til at udgive en Journal som var beregnet paa at læses paa Locumet."

Som mellemlægspapir

Nu kan man gratulere nationen med, at den citerede kulturpessimist endegyldigt er blevet bekræftet i sin syrlige antagelse. Aviser er ikke længere noget, man læser for at 'vide mere', 'komme videre' eller 'udfordres', men ene og alene for at have noget at tage sig til, mens man træder af på naturens vegne. Kierkegaard bemærkede, at nogen brugte aviserne som mellemlægspapir, og at han sågar havde set én benytte Berlingske Tidende som serviet. Alene af den grund kunne han ikke drømme om at skrive noget i denne avis, der dårligt kunne honorere hans krav til læserens omhyggelige tilegnelse af hans tanker. Han ville næppe heller ønske at skrive i 24 timer, som man uvilkårligt må forestille sig blive brugt til at tørre andet end blot krummer af munden.

"Men det gjelder i Forhold til Alt at Omgivelsen har stor Betydning", hedder det videre i Kierkegaards dagbog; "hvad derfor, uden at være saa høit at det ikke meget godt kan forstaaes af Enhver, ønskes at gjøre en Læser om muligt lidt alvorlig: det maa ikke læses paa den Maade." Med andre ord er det ikke alene avisens skyld, at Kierke-gaard finder den for let. Læseren er medansvarlig, når han ikke omfatter avislæsningen med tilstrækkelig stor alvor. Det bliver læseren sandt for dyden heller ikke motiveret til, når avisen kværner petitstof og nyhedsoversigter sammen i en flom, der åbenbart egner sig som lokumslekture.

Alvor

Hvordan man overhovedet skal være stemt for at læse avis, er selvfølgelig ikke noget, der kan lægges fast én gang for alle. Men i det mindste må der, som Kierkegaard skriver, en vis alvor til, hvis avislitteraturen skal forblive en selvstændig genre med en bare nogenlunde fast kontur. Traditionelt har aviserne retfærdiggjort sig ved henvisning til den politiske opgave, som de varetog over for læserne, der skulle kvalificeres som kompetente og velinformerede borgere med ret til at vælge deres repræsentanter på tinge. En sådan retfærdiggørelse klinger stadigt mere hul i takt med, at omnibusaviserne omgærder det politiske stof med allehånde letfordøjelige betragtninger over boligindretning, livsstil og børnepasning eller hvad, der end måtte formodes at fornøje læseren.

Ikke desto mindre kunne man forestille sig, at gratis- og omnibusavisernes selvmorderiske tærsken løs blandt læserne vil ende med at fostre en renæssance for de politiske holdningsaviser. Måske den succes, Kristeligt Dagblad har kunnet notere sig de seneste år, kun er et forvarsel om en stabil afsætning af aviser med politiske eller religiøse livsanskuelser til et afgrænset segment med den fornødne - alvor.

Tilbage bliver det åndelige proletariat, der forholder sig rent æstetisk til avisen som et organ for pirrende eller dulmende lystlæsning i frikvarteret, i metroen eller på lokummet. Træk, og slip!

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu