Læsetid: 3 min.

Avisnyheder

Bliver vi i medierne præsenteret for nødvendig viden eller slet og ret ’avisnyheder’, som vi ville leve lige lykkeligt (eller ulykkeligt) uden?
28. september 2006

Det var alt sammen kun 'avisnyheder', konstater Sebastian Haffner i En tyskers historie om de mange artikler om regeringsforhandlinger, koalitioner og gisninger om den politiske udvikling, der i de turbulente år først i 1930'erne fyldte størstedelen af de tyske dagblade. Det vil sige, uddyber han, at "det udspillede sig i en sfære, som for 99 procent af alle mennesker ville miste enhver realitet i det øjeblik, der ikke længere eksisterede aviser".

Således langt fra den "læsernes virkelighed", Knud Romer efterlyser i 'Tæskeholdet' den 20. september, og som han kun finder ét sted i dansk presse: "I Den Blå Avis. Under diverse".

Efter nogle eksempler fra denne barske, selvoplevede og -udleverede virkelighed konkluderer han: "Det er ikke nyheder, som er værd at skrive om i dagspressen - til gengæld er de sandfærdige, og når det kommer til stykket, er der ikke mere nyt i et militærkup i Thailand, liderlige Venstrepolitikere og Pavens idioti".

Gentagelsens tomgang er Haffner ikke ene om at bekræfte. Samme foragt for 'avisnyheder' genfindes hos en række ældre forfattere, der, hvor forskellige de end er, er fælles om en kritisk holdning til udviklingen, blandt andre Goethe, Kierkegaard og den aldrende Henrik Pontoppidan, der i det følgende skal være talsmand for væmmelsen ved det, en fjerde åndsaristokrat, Thoreau - det er ham som foretrak Livet i skovene frem for civilisationen - omtaler som "såkaldte nyheder". "De, som udgiver og læser dem, er en flok gamle kællinger, der er til theselskab," fastslår han - så er den oplyste læser advaret.

Pontoppidans repræsentant for disse gamle kællinger finder man i De Dødes Rige, som foregår i tiden op mod Første Verdenskrig. Direktør Zaun hedder han, en velmenende mand, politisk engageret på det, der dengang var venstrefløjen, og ifølge forfatteren lidende af "avisforslugenhed, denne abeagtige optagethed af alt det ligegyldige, der skete omkring i verden". Bekymret spørger romanens mandlige hovedperson, Torben Dihmer, derfor: "Læser de ikke for mange aviser, Hr. Zaun?"

"Ok, nej," svarer denne, "man overkommer desværre så skrækkelig lidt! Bladene vokser i omfang år for år - og der sker jo så uhyre meget nu om stunder - og det har dog alt sammen interesse, ikke sandt? Men det bliver mere og mere vanskeligt at skaffe sig et virkeligt overblik over Verdensbegivenhederne."

Da Zaun så bekymret opregner en jernbaneulykke i Japan, oversvømmelser i Østrig og den politiske krise i Portugal, betragter Dihmer "den lille mand med oprigtig medfølelse, Han kendte fra sin egen fortid lidt til denne uhyggelige allestedsnærværelses-mani, som blev indpodet folk ved aviserne".

Informationssamfundet

Dette foregår som nævnt i 1900-tallets begyndelse, dengang Henrik Cavling omlagde Politiken til Danmarks første omnibusavis med alskens nyt stof og - ledsaget af Pontoppidans sydende ironi - bebudede en søndagsavis på 14 sider. 14! Når der allerhøjest var relevant nyhedsstof til tre-fire sider.

Det var også før nogen havde opfundet ordet 'informationssamfundet' eller blot kunne forestille sig den endeløse flodbølge af informationer fra ethvert selv nok så lille hjørne af et globaliseret verdenssamfund, som med et tryk på en knap kan blive tilgængelig for enhver.

Nødvendig viden, eller slet og ret 'avisnyheder', som vi ville leve lige lykkeligt (eller ulykkeligt) uden? Ja, måske ville vi, som Pontoppidan og hans åndsfæller mener, endog leve lykkeligere, hvis ikke vi belemrede os med dem?

Gehør for sidstnævnte synspunkt er der ikke i informationssamfundet. Tvært-om har det siden Cavlings dage været en ambition, at stadig flere var optaget af og engageret i alt, hvad der rører sig. Nært eller fjernt, fra liderlige Venstrepolitikere til militærkup i Thailand. Omfanget af engagementet og det at have en mening om stort som småt anses i oplysningens optik ligefremt proportionalt med udviklingen hen mod et sandt demokratisk samfund. Som om, for nu at trække på endnu en knarvorn afdød, Ludvig Holberg, de enfoldige bønder på Bjerget blev en snus lykkeligere eller for den sags skyld dygtigere til avlingen til deres eget og landets bedste, hvis de kunne overbevises om, at Jorden ikke er flak, men rund. Hvad den tids direktør Zaun, alias Erasmus Montanus, som bekendt forgæves forsøger.

Men man må jo følge med. Alternativet forekommer i hvert fald ikke lystigt, kan man læse såvel hos Knud Romer, der i Den Blå Avis finder "et billede af Danmark, der er overtroisk og fattigt og ensomt og depressivt og desperat", som hos ingen anden end Pontoppidan selv, der fører Torben Dihmer ud i en isolation, de færreste kan magte - og til en død, som bekræfter G.K. Chesterstons aforisme:

"Journalistik består stort set i at sige 'Lord Jones er død' til folk, som ikke kendte Lord Jones, da han levede."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her