København. Tidlig morgen på Rådhuspladsen. Koncentreret trafik. Trætte trafikanter tøffer tæt forbi hinanden i den abrupte morgentrafik. Biler kommer for langt ud i krydset ved rødt lys: Når lige nøjagtig med over for grønt; når ikke med over for grønt.
Der dyttes. Store lastvogne, grå skraldevogne, gule busser, dobbeltdækkerbussen svinger nonchalant sine 90 grader ind fra Vesterbrogade, efterfulgt af endnu én. Tætpakket fodgængerzone, travle fodgængere og trækkende cyklister med rygsække, småløbende jakkesæt over Rådhuspladsen mod krydset, over krydset. Alle tilsyneladende fem minutter for sent på den. En tætpakket cykelsti med cyklister masende af sted, skulder ved skulder, ud foran hinanden - ind foran hinanden, ringeklokken lyder. Kigger trætte lige frem for sig med malende, let svingende sædepartier koncentreret om trafikken og lyskurven foran; koncentreret om at komme frem mellem de andre morgentrafikanter.
Ramt af møde
En cyklist smiler pludselig, og skærper samtidig blikket og sin koncentration om trafikken foran sig. Undviger rutineret den fremstrakte gratisavis med spændte arme på styret og overkroppen let drejet til venstre mod H.C. Andersens Boulevard. Smilet, lyser endnu mere op - og bliver siddende.
Noget har ramt cyklisten. Og det breder sig. I et splitsekund virker det som om, trafikken er fokuseret på noget uden for dens egen mekanik og asende fremdrift. Skuldrene på de mange cyklister bliver blødere, og det koncentrerede ansigt suppleres med smil.
Det, der har ramt cyklisten, er mødet med gratisavisuddeleren.
"Kunsten er en mødetilstand," siger den franske kunsthistoriker og filosof Nicolas Bourriaud.
Når kunstværket ikke længere er et objekt, der kan sælges, men handler mere om at skabe nye relationer mellem mennesker. Modsat mange andre aktiviteter har kunsten ingen anden funktion end at udsætte sig selv for et samkvem med beskueren og derigennem inspirere. Den æstetiske form udvikler sig som et møde mellem forskellige former, der mødes. Den finder på aktivistisk vis sted i nu'et. Der er på samme måde tale om en 'mødetilstand' mellem cyklisten og dét udefrakommende, som påvirker hende eller ham, hvorved nye former udvikles; nye former for adfærd, der afviger fra trafikkens vante rytme. Noget sker... rytmen brydes.
Han insisterer
I bogen Relationel æstetik folder Nicolas Bourriaud begrebet 'relationel æstetik' ud, og med hans begreb bliver avisuddelerens optræden et vidnesbyrd om en fordomsfri interaktion. Avisuddeleren er ubetinget åben over for en hvilken som helst trafikant. Ingen favoriseres; ingen forsømmes. Det er derved hverken gratisavisuddeleren i sin rolle som avisuddeler eller cyklisten i sin rolle som modtager, der er vigtig her. Det er selve mødet, eller relationen, og det nye, der opstår i mødet, der er vigtigt.
Gratisavisuddeleren tager initiativet til mødet med sin insisterende optræden og direkte henvendelse til trafikanten, hans publikum, hvorved mødet åbner op for en anden adfærd. En relationel æstetik, ligesom smilet, der bliver hængende, selv efter at avisen er lagt i tasken.
Helt cool
En køn, lyshåret pige ryger en cigaret ved fodgængerzonen. Også hun får en sammenfoldet avis ind under armen. Så snupper han cigaretten ud af hendes hånd og tager den i munden, går selvsikkert frem og afleverer fire sammenrullede aviser til holdende cyklister i to rækker: Dem, der skal ligeud, og dem, der skal dreje. Han tager et par hvæs på cigaretten og afleverer den igen, helt cool. Hun er ét stort smil, på en lettet, afslappet måde. Får grønt, og følger strømmen ud i krydset.
Han er allerede henne ved sin avisvogn og folder nye aviser stramt sammen. Rækker en avis ud til en passerende cyklist.
Cyklisten griber ikke avisen, der får lov at lande på cykelstien, hvor den puster sig op i vinden. En ældre dame på cykel holder for rødt og kigger febrilsk på den halvt udfoldede avis, der basker med bladene og overvejer at slippe jorden.
Avisuddeleren tager den op med et hurtigt fodboldtrick og griber den med hånden, som hurtigt folder den - og stopper den ned i damens cykelkurv. Hun griner lettet. Thank you!, råber han i blæsten.
Hun griner til de andre cyklister. Der bliver grønt, og hun cykler over.
Når Nicolas Bourriaud beskriver kunst som 'relationel æstetik', beskriver han det, der sker, når beskueren møder kunsten som 'nærhedens utopi'.
Teori og begrænset scene
Nærhedens utopi er et bedre bud på det, der sker nu og her. Utopi bliver nær, når kunsten viser os, at vi kan leve i verden på en sjovere eller mere interessant måde. Denne erkendelse viser sig i mødet, hvor den ene form udvikler den anden, og omvendt.
Med Bourriauds 'relationelle æstetik' og 'nærhedens utopi' in mente, vidner avisuddelerens performance om, at øjeblikket kan se anderledes ud, tilføje deltagerne noget andet, noget bedre.
Gennem sin performance forsøger han at give noget videre, sætte noget i gang. Han anvender teatralske elementer på en ubegrænset scene - Rådhuspladsen i København. Han iscenesætter sig selv og trafikanterne i et show, hvor han selv som den eneste spiller med i længere tid, end det tager at krydse pladsen.
Han uddeler ikke bare sine aviser, først og fremmest smiler han, griner, siger "godmorgen!", råber - og udsender energi, som trafikanterne kan tage med sig til nye møder, der hvor de skal hen. Han har brugt sig selv til at bryde trafikanternes hidtidige måde at omgås.
Når avisuddeleren rækker avisen frem, og trafikanten tager imod den, tager hun imod avisuddelerens opmærksomhed for et øjeblik, kommer selv i centrum. Alle kan få hans opmærksomhed og komme i centrum, han ser nemlig dem alle sammen, alle har de chancen for at deltage.
Det er hans show, men han tilbyder alle sine publikummer den kontrakt, som gør dem til en del af showet, hvad enten de tager imod avisen eller ej. Blot ved kontakten, smilet, kan man deltage - selv uden at tage imod avisen. Han søger kontakten i sig selv, vi kan deltage med smil eller et håndtegn. Det handler om energi.
Det er måden...
En lastbil dytter, hilser, chaufføren ruller vinduet ned. Avisuddeleren har allerede set det. Han kaster, og de får deres gratisavis leveret direkte i kabinen. Hornet lyder igen til hilsen, på trods af den tætte trafik. Måske siger det "Ha' en god dag!". De kender ham...
Det, han rækker videre, kan ikke reduceres til 50 siders nyheder og reklame. Det er ham og hans måde at aflevere den på, der er nyheden. Han repræsenterer en afvigende oplevelse, der bryder med vores vaner - og vores vane med at følge vanen.
For hvem deler normalt cigaret med en fremmed i det indre København? Hvem beder normalt om at få noget kastet ind igennem sin bilrude? Hvem accelererer på sin cykel med hånden fremstrakt for at gribe en avis? Hvem lader sig normalt glædes og berøres at de tilfældige møder, som dagligdagen også rummer? Hverdagssituationen er et frugtbart terræn for oplevelser og erkendelser. Den måde, som denne gratisavis bliver uddelt på, inddrager modtageren af avisen, som derved selv er med til at skabe mødet. Måden er i sig selv større end avisen, fordi uddeleren tilføjer avisen det, den bliver. Nemlig noget, som tages med videre, som man kan nævne på arbejdet, til en grillaften, i en kronik.
Der er tilsyneladende ikke nogen dybere moral i dette show, blot en opfindsom og energisk skabelse af en verden, som trafikanten for en stund kan koble sig på.
Storladent
Det moderne menneske, som ofte søger det nye, om det så er inden for mode, design eller nyheder, bliver pludseligt selv opsøgt af selv samme nyheder - i skikkelse af avisuddeleren. Er det, fordi mennesket i sig selv stadigvæk er dagens bedste nyhed?
Man kan sige, at eksemplet er noget storladent, det er jo bare en glad dreng.
Vi kunne ikke være mere enige: Avisuddeleren er glad. Andre passer kassen i supermarkedet, laver humanitært arbejde, samler et stykke papir op fra gaden - som gjaldt det livet. Avisuddeleren på Rådhuspladsen er ét eksempel på, hvordan man kan bidrage til en lidt sjovere og glædeligere dagligdag.
En ældre herre i flannelsbukser og grå vindjakke kommer cyklende i et majestætisk tempo. Han forsøger koncentreret at undvige avisuddeleren. Da den ældre adstadigt og med rank ryg passerer avisuddeleren får han en par dask i røven med en sammenfoldet avis. Kærligt.
Den ældre herre slingrer roligt en smule til venstre, mens han hæver sin venstre arm til en anerkendende hilsen, som gjorde han tegn til stop.
Klokken nærmer sig 10, solen er for alvor begyndt at varme over Rådhuspladsen. Trafikken er taget af nu. Avis-uddeleren tænder en cigaret, tager et dybt hvæs og samler en avis op, som ligger mellem nogle bænke bag ham.
"I must clean the floor," fortæller han et smilende par på bænken.
Han kaster den opsamlede avis ned i den tomme kasse på Christiania-cyklen, hopper op på sadlen og retter på presenningen foran. Han kigger ud i den aftagende morgentrafikken, der bliver grønt. Han bukker bagud mod os, blinker til os, hopper op på cyklen og sender derefter en salve opadvendte tommelfingre i vores retning.
Elegant glider han over H.C. Andersens Boulevard... smilende.
Finn Janning er ph.d. i filosofi og Morten Nielsen stud. mag. i dansk
