Læsetid: 2 min.

Axel Strøbye: Godt gammeldags dygtig

Axel Strøbye er død, 77 år
15. juli 2005

Axel Strøbye var i 1960'erne og 70'erne en af de populæreste danske filmskuespillere. Han høstede roser for sine teaterpræstationer, bl. a. på Det kgl. Teater, men kun en meget lille brøkdel af danskerne så ham her, sammenlignet med det millionpublikum, der flokkedes til Min søsters børn (1966) og de tre Gyldenkål-film, som han i høj grad var med til at bære. Føj dertil hans faste koleriske politimand i Olsen-banden-filmene, og man har en folkekær farce-spiller, der hverken var kræsen i valg af opgaver eller virkemidler.

Først og fremmest var han dygtig til at pointere og karikere - nogle gange næsten lidt for dygtig. Der kunne blive noget solopræget tyrannisk over den energi, han lagde for dagen, når han gav den en spand kul - og så én til for galleriet. Men med den rette rolle og instruktør kunne han sagtens holde igen, f. eks. som den ufølsomme Skjold Hansen i Matador, hvor han giver det bøffelagtige et forsonende skær af åbenhjertighed. Kynisk og vulgær, javist, men også befriende ærlig.

Også seriøs

Strøbye var længe om at finde sin komiske hylde. Han har medvirket i næsten 100 film, men i starten sås han kun i småroller, de fleste af dem alvorlige. Og da han første gang fik en hovedrolle, var den langt fra komisk - hans lavmælte modstandsmand i den nuancerede besættelsesfilm Den sidste vinter (1960). Her yder han med sin maskuline følsomhed en af sine bedste (og mindst selviske) præstationer.

Men det var på tv, at der i starten af 1960'erne blev tilbudt de bedste roller, og han var en ustyrligt veloplagt Henrik i Holbergs Den ellevte Juni (1962) og viste betydelig udstråling som hul kontor-Don Juan i Leif Panduros banebrydende En af dagene (1963). Senere havde også Bille August blik for, at Strøbye kunne være en meget stærk dramatisk aktør, når han aflagde manererne, og hos August var han en skræmmende mandschauvinist både i tv-filmen Maj (1982) og Pelle Erobreren (1987). Og han forsvarede stille og tappert en dyster rolle som forhundset ægtemand i Sandemosefilmen Tjærehandleren (1971).

Strøbye kunne altså indgå i et ensemble og underlægge sig en realistisk stil, men i sine komiske roller kørte han ofte solo - ganske skægt som det forfjamskede psykolog i Min søsters børn, men ofte noget mekanisk. Rollerne var heller ikke altid de mest inspirerende. Til gengæld kunne han så vise sin alsidighed på teatret, hvor han efter gennembrud på i 1960 i Ionescos Næsehornet tog kegler som charmør i Piger på en sky det følgende år. I 1967 engageredes han til Det kgl. Teater, hvor han var Helmer i Et Dukkehjem, Caliban i Stormen, spillede titelrollen i Den politiske kandestøber og vandt endnu en Holberg-sejr som Per Degn i Erasmus Montanus (1983).

I 1992 gik han i vrede fra Det kgl. Teater, der nu kun gav ham meget lidt at lave. Derefter stod den på turné-teater nogle år, inden han trak sig tilbage. Han var gift med to skuespillerinder, først Lone Hertz, dernæst Hanne Borchsenius, og iøvrigt kendt som en habil kunstmaler.

mopi@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu