Mandag morgen publicerede den britiske tænketank Oxford Research Group en rapport om mulige konsekvenser af bombardementer af de iranske nuklearanlæg.
Tænketankens budskab var klart og entydigt: Den militære option mod Iran er udelukket! Analysen lyder, at Iran før eller siden vil blive en atommagt. Skulle USA ønske at lægge magt bag sine målsætninger om at standse spredningen af atomvåben til Iran, vil det kræve en kontinuerlig krig, advarer rapporten og anbefaler "alternative tilgange".
I en mere realistisk gennemgang af Irans muligheder for at afskrække amerikanske angreb, anlægger den pensionerede oberstløjtnant Steven R. Ward en anderledes synsvinkel. I en artikel i efterårsudgaven af The Middle East Journal, påpeger Ward, at de konventionelle iranske gengældelsesmuligheder er stærkt overdrevne. Her kan den iranske ledelse, ifølge Ward, regne med sine 250 til 300 Scud-missiler samt et ukendt antal Shahab-3 missiler. Imidlertid har disse missiltyper enten en begrænset rækkevidde eller meget lav præcision. Med andre ord egner de sig ikke til at gennemføre angreb på militære amerikanske mål i regionen. Derimod kan de forventes at blive brugt mod mere udstrakte civile mål såsom regionens hovedstæder eller andre områder med stor befolkningstæthed. Irans mest effektive konventionelle våben kan altså primært bruges til at afskrække Irans nærliggende nabostater fra at støtte Amerikanske angreb.
Oliens passage
Den iranske ledelses næste mulighed er at angribe amerikanske mål i Mellemøsten eller amerikanske allierede i regionen pr. stedfortrædere. Her er terrororganisationerne Hizbollah og Islamisk Jihad oplagte kandidater. Gennem årene har Iran forsynet den libanesiske terrororganisation Hizbollah med våben, og gruppen ligger inde med missiler som ville kunne anvendes i gengældelsesangreb mod mål i Israel.
Alternativt kunne Iran aktivere terrorceller, som kan udføre terroraktioner, der ikke umiddelbart kan spores tilbage til den iranske ledelse. Denne gengældelsesmulighed kan ikke afskrives, og enhver, som måtte ønske at gennemføre militære aktioner mod iranske mål, skal derfor også forholde sig til modtagere af iranske dollar og våben gennem to årtier.
Irans arsenal over ikke-konventionelle gengældelsesmuligheder rummer også forhindring af oliens frie passage gennem det strategiske Hormuz-stræde. Under Iran/Irak-krigen 1980-1988 gennemførte såvel iranske som irakiske orlogsfartøjer straffeaktioner mod olietankere som transporterede modpartens olie til verdensmarkedet.
Herudover straffede Iran den kuwaitiske økonomiske støtte til den irakiske krigsmaskine med 'fejlangreb' mod kuwaitiske olieraffinaderier. Med andre ord har regionen rig præcedens for at forsøge at standse eller obstruere oliepassagen. Skulle den iranske ledelse som et minimum ønske at gengælde amerikanske angreb ved at sænke egne skibe og blokere strædet, kan der ventes en dramatisk stigning i oliepriserne på det internationale marked.
Katastrofescenarie?
Står vi over for katastrofescenariet i fald USA jævner den iranske ledelses ambitioner om at blive den næste atommagt i verden med jorden? For nu at rekapitulere, mener Oxford Research Group, "Ja", mens Ward udtaler et forsigtigt "Måske". I den optimistiske ende af spektret lyder svaret et bestemt "Nej", i forskningschefen ved The Washington Institute for Near East Policy, Patrick Clawson's seneste publikation om emnet.
Lad os nu genoverveje Irans ikke-konventionelle muligheder. I dagens politik er der international konsensus om at fordømme enhver form for terrorisme. Skyller der en bølge af terror over Israel som gengældelse, vil ansvaret for terroren blive placeret hos den iranske ledelse. Skulle Iran blokere for oliestrømmen gennem Hormuz-Strædet, vil Iran heller ikke kunne opretholde olieeksporten. Lukkes Strædet, lukkes det for alle.
Derfor er det slet ikke så sikkert, at krisen vil udvikle sig så voldsomt. Det værst tænkelige scenarie behøver ikke at materialisere sig, og den iranske ledelse har, som en hvilken som helst anden rationel statsaktør, en selvopretholdelsesdrift.
Så længe den amerikanske ledelse målretter angrebene mod de iranske nuklearanlæg og ikke forsøger at dekapitere regimet, vil de iranske reaktioner være afmålte. Skulle USA derimod signalere, at målet med aktionen er et regimeskifte og vælger at ramme den iranske politiske ledelse, vil der være en anderledes voldsom reaktion.
Litteraturhenvisninger:
Iran: Consequences of a War. Oxford Research Group (2006): www.oxfordresearchgroup.org.uk
Clawson, Patrick & Henry Sokolski (ed.)(2005): Getting Ready for A Nuclear Iran. Washington D.C.: Strategic Studies Institute
Ward, Steven R. (2005): 'The Continuing Evolution of Iran's Military Doctrine'. The Middle East Journal. Vol.59, Iss.4
