Læsetid: 4 min.

Aznarismens solsejr

14. marts 2000

I ET EUROPA, hvor konservative og kristelige demokrater er i defensiven, og socialdemokrater sidder på magten i de fleste EU-lande, er søndagens politiske jordskred i Spanien opsigtsvækkende. For her har de konservative under ledelse af José Maria Aznar erobret næsten 45 procent af stemmerne og et absolut flertal i parlamentet. Mens ingen længere taler om Margaret Thatcher, Tysklands tidligere kansler Helmut Kohl er faldet i unåde og Frankrigs gaullistiske præsident Jacques Chirac er blevet ramt af korruptionens skygger, har en totalt ukarismatisk tidligere skatteforvalter fra Valladolid forvandlet sig til Europas førende konservative leder.

DEN hårdt arbejdende og beskedne Aznar er ikke en stor taler - det indrømmer han selv - og han gør sig i det hele taget skidt foran imagologernes alter, fjernsynskærmen, med sit anstrengte smil under det sorte overskæg og sine sammenknebne øjne. Han inkarnerer alt andet end den karismatiske stærke lederfigur á la Adolfo Suárez og Felipe González, som det unge spanske demokrati har dyrket siden general Francos og diktaturets død.
Søndag aften på balkonen i Madrid talte Aznar om moderation og nødvendigheden af dialog med alle politiske og sociale kræfter, selv om han netop har vundet et absolut flertal. Men moderationen er måske hemmeligheden bag hans vælgertække.

EN STÆRK vilje til praktiske reformer på den politiske midte, en social pagt med fagforeningerne og solide økonomiske resultater, der har skabt velstandsfremgang og 1,8 millioner nye arbejdspladser til spanierne. Nok har Aznar lavet privatiseringer i et rekordtempo, der sætter Margaret Thatcher i skyggen. Men han har i modsætning til den emsige englænder ikke indledt et ideologisk angreb på statens velfærdsordninger, for han mener, at i et moderne samfund er der brug for barselsorlov, socialt sikkerhedsnet, effektive hospitaler o.s.v. Han er stolt af at have kvalificeret Spanien til euroens førergruppe, og ambitionen er at gøre Spanien til et af de ledende europæiske lande, hvor Thatcher led af en klaustrofobisk angst for, at
det europæiske projekt ville ødelægge den britiske nations imperiale glans.
Aznar er konservativ, men ikke forankret i drømme tilbage til den konservative traditionalisme eller nostalgisk længsel tilbage til det spanske imperiums guldalder.
Socialisterne i PSOE og den rød-grønne venstrefløj har siden begyndelsen af halvfemserne forsøgt at dæmonisere Partido Popular som arvtager for frankismen. De har spillet Psycho-musik og trukket frådende doberman-hunde frem i valgvideoer, men sandheden er, at Aznar med sine centrum-højre orienterede reformer er beslægtet med Storbritanniens Tony Blair og fjernt fra de sorte skygger fra general Franco.

ET FLERTAL af de spanske vælgere vil ikke stemme ud fra ideologisk konstruerede skræmmekampagner - og lader sig slet ikke overbevise af et PSOE, der efter 'det søde nederlag' i 1996 undlod at lave en dyb selvransagelse og gøre op med felipismens autoritære tics, de statslige GAL-terrorister, den korruption og den berigelse af venner og velstillede, som socialistiske regeringer havde ansvar for i Felipe-epoken 1982-1996.
Socialisternes strategi ligger i ruiner efter søndagens valg, der var det dårligste siden 1979. Det tjener Joaquin Almunia til ære, at han træder tilbage som leder af PSOE. Man må håbe, at partiet tager ved lære af nederlaget og ikke forsøger at klamre sig til fortidens ideologiske spøgelser. For i et spansk demokrati, hvor de konservative har absolut flertal, er der mere end nogensinde brug for en solid fornyelse af venstrefløjen.
Aznars jordskredssejr er et opgør med myter, som siden det første demokratiske valg i 1977 har floreret på den spanske venstrefløj: At flertallet i Spanien er venstreorienteret, at det venstreorienterede repræsenterer det moderne og at det spanske demokrati kun er legitimt, hvis det regeres af venstrefløjen. Ved alle valg siden 1977 har PSOE og resten af venstrefløjen - først eurokommunisterne i PCE og siden de rød-grønne i Izquierda Unida - været større end højrefløjen, men efter søndagens valg er venstrefløjen kommet i mindretal.
Demokratiet er ideologisk farveblindt, pluralt og åbent, og ingen fløj har patent på, hvad der kan betragtes som legitimt og moderne.

RISIKOEN er, at Aznar falder for flertallets fristelser, bliver hovmodig og lader sig korrumpere. Men indtil nu er der intet, der tyder på, at han vil gentage felipismens fejltagelser.
Aznar har fået et politisk overherredømme, der styrker hans position over for de nynationalistiske kræfter i Katalonien, Baskerlandet og Galicien. 'Nynationalismen' - der i grunden blev født i den melankoliens tomhed, som bredte sig i slutningen af det 19. århundrede, da den gamle spanske nationalstat mistede sin sidste rest af imperial storhed - er den afgørende udfordring for det spanske demokrati. Og for Aznar.
Spanien er på kanten af det 21. århundrede blevet et plurinationalt og stadig mere moderne og åbent samfund. Aznars sande politiske format skal ikke måles på hans evne til maksimere den økonomiske vækst eller opnå absolutte flertal. Men på, om han kan få nynationalisterne til at moderere sig og acceptere Spaniens demokratiske forfatning.
Det kræver en ny balance mellem magtens centrum og de politiske kræfter i nationens periferi. bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her