Læsetid: 4 min.

Aznars tilbagetog

4. september 2003

AT GIVE frivilligt afkald på magt er det sværeste valg, en magthaver kan komme ud for i sit liv. Det er så vanskeligt, at den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger i det Herrens år 1989 endda skrev en hyldest til ’tilbagetogets helte’, der – som bl.a. Sovjetunionens Gorbatjov, Polens Jaruzelski, ja, og Spaniens Suárez – forstod at rømme de magtpositioner, som tiden lunefuldt havde spillet i deres hænder. De var alle produkter af totalitære regimer, men valgte modigt at indlede en historisk demontage af det gamle syge magtsystem. De tog de første skridt til den demokratiske normalitet, hvor myten om evindeligt sejrrige feltherrer og de korpulente kentaurer såre let bliver latterliggjort og afklædt.
»Det er på tide at vore små statsmænd tager mål af demontagens fagfolk,« lød Enzensbergers opfordring dengang i december 1989, hvor de demokratiske revolutioner kastede et nyt lys over Østeuropa – ja og endda gav genlyd til en række afrikanske lande.

ZOOMER man videre, er der ingen fremtrædende europæiske regeringschefer, der fra magtens tinde har bevist, at de forstod betydningen af tilbagetogets kunstart. I 90’erne så vi et væld af korruptionsskandaler i omkredsen af regerende partier, som var så beruset i magt, at de endte med at misbruge den. Og vi har set statsministre, der har klamret sig til magten med nye subtile spinmetoder til at massere folks virkelighedsopfattelse. I Italien har mediekongen, den almægtige Silvio Berlusconi, endda gjort sig selv immun over for ethvert angreb fra retsstatens dommere. Magten er for ham den sublime fuldbyrdelse af sit eget ego i det evige lys fra Pantheons høje kuppel, og hans store brede smil kan stadig ses på tv.
Der er heldigvis relativt hæderlige politikere – som bl.a. den tyske lederduo Schröder-Fischer – der forsøger at styre deres land igennem det kriseramte rum, hvor selv de mægtigste politikere til tider kan føle sig helt magtesløse. Men det er undtagelsen, at de frivilligt giver afkald på magten, inden vælgerne sender dem ud i kulden.

NETOP i det lys er det opsigtsvækkende, at den spanske ministerpræsident, José Maria Aznar, nu har indledt et tilbagetog fra magten og besluttet ikke at genopstille til næste års spanske valg i marts 2004.
I en alder af kun 50 år står denne lille fhv. skatteinspektør fra Valladolid på højdepunktet af sin karriere, efter syv år ved regeringsmagten og med et absolut flertal bag sig i parlamentet.
De fleste succesrige ledere ville sikkert lade sig friste af fortsættelsen og klamre sig til magten til den bitre ende. Men hvorfor har Aznar valgt at sige fra? Det er et mysterium for mange.
Det er kun få måneder siden, at han stod med sit skæve anstrengte smil på Azorerne og nød stormagtsskyggerne fra USA’s præsident Bush og Storbritanniens Tony Blair. Det var før Saddams totalitære regime i Irak var væltet af de angel-saksiske krigsherrer, der ikke ville lytte til resten af det internationale samfund i FN. Og det var længe før, at en ny bølge af terror, væbnet modstand og kaos væltede ud af krigens ruiner. Populariteten for Bush og Blair er siden skyllet væk, men Aznar – og hans konservativt-liberale parti, Partido Popular – er kommet ret helskindet ud af Irak-krisen. Selv om ni ud af 10 spaniere var imod krigen, har partiet stadig udsigt til at kunne vinde næste års valg med et forspring på seks-otte procent.

ALLIGEVEL siger Aznar farvel ved næste valg. I weekenden udpegede han på autokratisk stil en arvtager til at lede Partido Popular. Og her i tirsdags blev den 48-årige pragmatiske og midtsøgende Mariano Rajoy så kåret enstemmigt til at være partiets nye generalsekretær og spidskandidat.
Det er anakronistisk i et europæisk demokrati, at en stærk mand får almagt til at kåre sin arvtager. Spaniens omvæltende historie har været fyldt med autoritære ledere, som troede, at hele nationens skæbne hvilede i deres alfaderlige hænder. Aznar har stadig rester af den tradition – viser udpegningen af Rajoy – men han frigør sig også fra den ved at træde tilbage. To valgperioder eller otte år ved magten må være nok, mener han – med inspiration fra det amerikanske demokrati.

ROSVÆRDIGT er det at kende sine egne begrænsninger. Aznar undgår at træde i fodsporet af den karismatiske socialist Felipe González, der efter 14 år ved regeringsmagten fra 1982 til 1996 endte med grimme korruptionsskandaler – som socialisterne den dag i dag har svært ved at slippe fri af. Aznar har som González en tendens til at holde slemt belærende taler til nationen og oppositionen, men han viser med sit indledte tilbagetog, at han er mere generøs over for sine efterfølgere og demokratiet.
Ikke kun Spanien – men også andre europæiske lande – har brug for ledere, der forstår at trække sig tilbage i tide. Og har en høj personlig moral til at gøre det, inden de bliver helt korrumperet af magten.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her