Læsetid: 2 min.

B for Bournonville

30. august 2005

Trods Den Kgl. Ballets fornemme markering af 200-året for August Bournonvilles fødsel - festival, symposium og gallaforestilling - er alletiders største danske koregraf og 'balletdigter' ikke genstand for nogen bred interesse blandt danskerne.

De synes nemlig at mene, at Bournonvilles balletter som indbegrebet af biedermeiersk ufarlighed er uden den eksistentielle dybde, et moderne publikum fordrer.

Var det ikke for dronningens interesse ville DR trods sine public service-forpligtelser én gang for alle have opmagasineret nationalklenodiet blandt glemte effekter.

Så meget desto mere prisværdigt er det, at DK4 nu vier Bournonville en seriøs interesse med en serie på 14 afsnit, som rehabiliterer den gamle balletmester som andet end en borgerlig optimist på tåspidser.

Således var det for mig en ny nøgle til Napoli at høre Anne Marie Vessel Schlüter og Erik Aschengreen redegøre for denne ballets konflikt mellem ånden og kødet. Den lille detalje i 2. akt, hvor Teresina, der er forvandlet til en najade, løfter sine hænder som til en bøn, men i stedet slynger armene op på sin skulder som en fiskehale, åbnede for en bedre forståelse af samspillet mellem ballettens tema og koreografi.

Det samme gjorde den fine iagttagelse af Teresinas afsked med den dragende triton Golfo, da hun igen er blevet sig selv og nu følger sin forlovede ud af Den Blå Grottes erotiske fristelser, men vel at mærke baglæns, med ryggen til Gennaro og front mod Golfo, som et udtryk for den erkendelse af sanseligheden, hun har vundet.

James står i den samme konflikt - drømmedrift med sylfiden eller giftermål med Effy - i Sylphiden, som Nikolaj Hübbe på Det Kgl. Teaters Bournonville-symposium i forrig uge kaldte "ren eksistentialisme". Med andre ord rangerer Bournonville på linie med eksistenstænkeren par excellance, Søren Kierkegaard.

Den brudte harmoni

Faktisk kan man netop se Napoli og Et Folkesagn som koreografiske iscenesættelser af Kierkegaards pseudonyme drama i Enten - Eller mellem æstetikeren A og etikeren B.

Det er livsanskuelser, der brydes mod hinanden i en kamp for en eksistentiel og etisk definition af den givne virkelighed for ikke at gå til grunde som James i Sylphiden.

Heri ligger et mere eller mindre rigoristisk dannelsesskema, men selvom det heldige resultat i Napoli og Et Folkesagn er givet ved det forsyn, som afspejler Bournonvilles håbefulde kristendom, så har heltene - Teresina og Gennaro, Hilda og Junker Ove - netop gennemlidt fortvivlelsen og splittelsen, inden alt ender i fryd og gammen.

Vil man nu se dette resultat - realiseringen af det almene i det betryggende ægteskab, hvor lidenskaberne holdes i ave - som en ligefrem beskrivelse af virkeligheden, så misforstår man igen Bournonville.

Han ved godt, at harmonien bestandigt brydes, og derfor må balletternes lykkelige slutninger ikke forstås deskriptivt - som et forsøg på at lukke publikums øjne for virkelighedens brudflader - men normativt.

Som hos Kierkegaards etiker B illustreres et etisk program i fuld bevidsthed om dets ugunstige betingelser, og derfor er Bournonvilles balletter ikke udtryk for biedermeiersk bedsteborgerlighed. B for Bournonville!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu