VOLDSOMHEDEN LIGGER PÅ LUR ved enhver teaterforestilling. Sanserne bliver bombarderet med ord og kroppe og billeder, og tilskueren har intet andet værn end intellektet, der må halte bagefter og forsøge at forstå alt det, som kroppen har reageret på fra første sekund.
Nogle forestillinger er imidlertid ikke bare voldsomme, men også voldelige. Og noget teater udtrykker sig så virkeligt gennem vold, at det kan diskuteres, om det så er kunst - eller bare arrangeret vold.
Informations anmeldelse af Dr. Dantes Paradis var en reaktion på en sådan overdosis af vold, men også et forsøg på at definere fiktionens grænser inden for det ny teater. Andre Dante-tilskuere og anmeldere reagerede blot med et "nå".
Den efterfølgende vold&kunst-debat, både her i bladet og andre steder, har forgrenet sig til mange almene betragtninger om kunstens brug af vold.
Mange af argumenterne er indlysende: Volden findes i samfundet, ergo må den også findes i kunsten. Det har teateranmelderne faktisk indset forlængst - (også dette blads anmelder, der sidenhen så hjerteligt er blevet anbefalet at anmelde børnebøger eller Barbara Cartland i stedet).
90'ernes teater har netop succes, fordi det uden forskønnelse forsøger at gengive virkelighedens meningsløshed og destruktion. Det kan selvfølgelig siges at gælde al moderne kunst, men i teatret er nybruddet ikke mindst sket gennem den hyperrealistiske form.
TEATRETS ÆSTETIK er derfor den egentlige kerne i debatten. Det hidtige teaterkoncept er ikke længere tilstrækkeligt - det realistiske dagligstueteater, som Strindberg og Ibsen var med til introducere. Grænserne er efterhånden visket ud. Det er ikke længere entydigt, hvad man kan vise på scenen.
Tværtimod. Nøgenhed er ikke længere tabu, men snarere et must. Blod og pinsler er ikke længere sjældne pikanterier, men hyppige højdepunkter - og velsagtens nødvendige PR-elementer - hvadenten de optræder i form af splatter eller som reel piercing, tilsøling eller vold; (endnu er deciderede selvmordsforestillinger dog kun et amerikansk kult-fænomen). Og psykologisk nedbrydning og identitetssmadring præsenteres som post-freudianske tag-selv-borde frit efter Strindberg og Norén.
"Shakespeares stykker er jo også fyldt med blod", siger folk på den hovedrystende side af debatten. Sandt nok, men Shakespeares teater var så vidt vides så stiliseret og karikeret, at der aldrig var nogen tvivl om forskellen mellem teater og virkelighed. Den tvivl opstår først nu.
Teatret i vort århundrede har svælget i naturalismens virkelighedsefterligning. Og efter filmens gennembrud har teatret forsøgt at være endnu mere virkeligstro end før.
I 1912 var det revolutionerende, at skuespillerne på Det Kongelige Teater spiste rigtig, dampende aftensmad i Indenfor Murene - i dag skal de helst huske kondomet, inden de kaster sig ud i elskoven foran tilskuerne...
NYE ASPEKTER er dukket op i de seneste ugers teaterdebat. Dr. Dantes Paradis fik følgeskab af to forestillinger skabt i samme tidsånd - Christian Lemmerz' ALP-TRAUM på Edison og Jokum Rohde og Katrine Wiedemanns Fantomsmerter på Kaleidoskop.
I anledning af disse to premierer noterede anmelder-nestoren Jens Kistrup sig i fredags i Weekendavisen, at Politikens anmeldere gjorde sig til talerør for en helt ny teateræstetik - nemlig at man ikke nødvendigvis skal forstå teatret; man skal man bare opleve det.
Men Kistrup protesterer: "Jeg vil forstå. Jeg vil vide, hvad det, der sker på scenen, handler om. Jeg vil ikke - og jeg kan ikke - ændre min tilskuer-rolle totalt. Er det ikke det, den ny teater-æstetik forlanger af mig?"
KONFLIKTEN ER interessant - dilemmaet mellem at forstå og føle. Men samtidig er problemstillingen i følge sin natur kunstig, netop fordi teatrets kunstart kræver begge dele af sit publikum. Særligt 90'ernes teater, hvor iscenesættelsen (altså forestillingens kropslige tolkning) dominerer teksten - hvilket har bragt krop og tanke i konflikt på scenen på samme måde, som følelser og forstand kæmper om indtrykkene på tilskuerpladserne.
"Nå, det var da meget godt", siger teatertilskuere ofte til hinanden på vej ud af teatret - sådan en venlig og halvhjertet kommentar.
Men dybest set er "Nå, det var da meget godt"-reaktionen en måde at afværge teaterindtrykket på. Et forsøg på at undgå, at scenevirkeligheden kommer for tæt på.
Spørgsmålet er så, om Dr. Dante egentlig blot ønsker at appellere til dette "nå". Om Dr. Dante er det første rendyrkede eksempel på et nyt teater, som vil bekræfte tilskuerne i , at teater er uforpligtende underholdning. Og som byder på oplevelser for både krop og tanke, der i virkeligheden kun kan opfattes med nå-filteret hen over sanserne. Ellers bliver det voldsomme for voldeligt - og virkeligt.
Inden for celluloidproduktionen taler man om B-film. Så hvorfor kan en forestilling som Dr. Dantes egentlig ikke bare kaldes B-teater? Sådan en omgang B-kunst, der uproblematisk kan friste borgerdyr og bonderøve, blodsugere og bladsmørere - og bangebukse iøvrigt?
Det ville gøre debatten enklere, både for Dr. Dante og os andre - den ville bare ende i et stort "nå".
AFC (Anne Flindt Christensen)
