Læsetid: 5 min.

Både-og epistler

Kan liberale overhovedet bruge kristne ideer til at begrænse magtmisbrug? Eller noget om, hvorfor det sekulære Europa måske er tættere på Jesus end det bibelske USA
7. maj 2005

Selv om der er mange europæere, der godt kunne tænke sig det, så vil religionen, endsige kristendommen, ikke bare forsvinde ud i historiens dunkle tåger. I kølvandet på først Johannes Paul den Andens død og siden det hemmelighedsfulde valg af Joseph Ratzinger som pave Benedikt XVI har der i verdens medier været en intens mediedækning. Intellektuelle på begge sider af det store Atlanterhav har benyttet anledningen til at gruble over det mysterium, at religionen i moderne udviklede, oplyste og vestlige overflodssamfund stadig kan betyde noget. For nogen.

Den liberale Oxford-professor Timothy Garton Ash har i avisen The Guardian jublet over de katolske kardinalers valg af Ratzinger:

"Ateister bør hilse valget af pave Benedikt XVI. For den aldrende, lærde, konservative og ukarismatiske bayerske teolog vil sikkert fremskynde den afkristning af Europa, som han søger at vende. Ved afslutningen af hans pavedømme kan Europa meget vel være lige så ukristent, som det var, da Sankt Benedikt, en af Europas skytshelgener, grundlagde sin benediktinske munkeorden for 15 århundreder siden."

Mens Ash som ateist vælger at betragte pavevalget som positivt, er der kritikere, der kalder Ratzinger for 'Guds Rottweiler' og tegner billedet af en autoritær og doktrinær person, der i sin tid som vogter af troens doktriner optrådte nærmest inkvisatorisk overfor såvel befrielsesteologer som europæiske kritikere som bl.a. Hans Küng. Og Ratzingers forestilling om, at frelsen kun findes inden for den katolske kirke, virker sekterisk.

Joseph Weigel, der er seniorforsker ved Washingtons center for etik og offentlig politik, og har skrevet bogen The Cube and The Cathedral: Europe, America, and Politics Without God, har taget Ratzinger i forsvar. Det skete i ugemagasinet Newsweek, hvor Weigel skrev, at "fjernt fra at være en rottweiler, er den nye pave en Mozart," der er god til at lytte og et har et lyst og vittigt sind.

Realisten Ratzinger

Weigel mener ikke, at det klassiske politiske skema - 'liberal versus konservativ' - kan bruges på Ratzinger. Ikke desto mindre betegner han Ratzinger som en 'radikal kristen', der som Johannes Paul II, har 'helliget sit liv til Guds vilje'. Det vil ateister, agnostikere og moderne rationalister uden tvivl betegne som ærkereaktionær konservativisme. Men her påstår Weigel, at Ratzinger frem for alt er 'realist'. Ord kan gives mange betydninger. Weigels forklaring er denne:

"En augustinsk, kristen realisme har fået Benedikt XVI til at advare om, at det 21. århundrede kan blive en ny mørk tid, i hvilken en radikal moralsk relativisme gør den offentlige debat om offentlige goder umulig, og hvor det menneskelige geni i medicinske og biologiske videnskaber på ulykkelig vis kan føre ned i Huxleys fagre nye verden. Det var med den samme kristne realisme, at han absorberede læren fra Den Anden Verdenskrig: et øjeblik med kolossal menneskelig ondskabsfuldhed, der blev drevet frem af et forfærdeligt ægteskab mellem hedensk ideologi og moderne teknologi."

Hvor Weigel tror, at Benedikt XVI kan hjælpe til at 'genopbygge de moralske grundpiller for det frie samfund', vil Garton Ash helst være fri for pavestolens doktriner:

"Europa er nu det mest sekulære kontinent på jorden," fastslår han. Ash tror ikke, at pavens moralske udfald mod 'relativismens diktatur' og sækularismen kan bidrage til andet end at gøre kirken mindre. Pavens gammeldags og reaktionære udfald mod homoseksualitet - nærmest som værende 'et iboende moralsk onde' - kan Ash som liberal sindet fritænker forståeligt nok ikke tolerere.

Politiseret religion

For nylig advarede forfatteren Salman Rushdie i The New York Times mod den voksende 'politisering af religionen'. USA's aktuelle præsident betragter sig som "en budbringer, der følger 'Guds vilje' og udtrykker 'moralske værdier'" men har fået "genrejst den gamle homofobe og anti-abort fanatisme." Rushdie opfordrer enhver humanistisk demokrat til at kæmpe for at styrke de verdslige principper, så det ikke bliver Mel Gibsons verdensbillede, der hersker i det sociale og politiske liv.

Forleden skrev Mario Vargas Llosa i El País, at 120 millioner nordmerikanere hver uge går i kirke, tv-prædikanten Billy Graham samler fulde huse selv på Harvard-universitetet og de kristne fundamentalister er i færd med at forvandle USA fra en liberal til en konfessionel stat. Vargas Llosa er bekymret over, at de liberale, de progressive og demokraterne ikke kan dæmme op over for de nye missionærers propaganda, og så stiller han det selvkritiske spørgsmål:

"At forcere moderniseringen frem i et tempo, der ødelægger konsensus kan fremprovokere et tilbageskridt og en mobilisering, der kan få et land til at vende tilbage til faser, som forekom ganske overvundet." Avantgarden forvandlet til reaktion.

Jesus' lærestykker

"Gud deler Europa fra Amerika," skrev historikeren Niall Ferguson forleden i en kronik. Han refererede de Gallup-undersøgelser, der viser, at halvdelen af Vesteuropas befolkning næsten aldrig går i kirke og i det nordlige Europa er det mindre end 15 procent, der gør det en gang om måneden. Og han citerede Spaniens socialistiske ministerpræsident, Rodríguez Zapatero, der har sagt, at de moderne spaniere ønsker 'mere motion og mindre religion'.

Men er det sandt at amerikanerne er vendt tilbage til de traditionelle kristne værdier, mens europæerne er ved at blive afkristnet eller i alt fald forsvarer den sekulære stat? Det kan diskuteres.

I hvert fald hævder forfatteren til en bog om den europæiske drøm, Jeremy Rifkin, - i en kronik der blev trykt i Information i mandags - at det måske er omvendt. Selv om amerikanerne går mest i kirke, og 93 procent af amerikanerne ejer en bibel, så er EU-landene i den politiske praksis tættere end USA på at følge Jesus. Og så stiller Rifkin et centralt spørgsmål:

"Hvad er den definitive prøve på et moralsk liv; at gå i kirke eller at praktisere, hvad Jesus prædikede? Er Jesus' lærestykker mere levende i USA eller i Europa? Det er noget at tænke over," skriver han. Jesus og evangeliet er næppe noget, der optager de selverkendt ikke-religiøse, men den selvudnævnte kristne korsfarer George W. Bush kunne godt svare i praksis.

Samtale med teologien

Hvis ikke han selv kan finde ud af det, kunne han søge hjælp hos den Ratzinger, som ingen sandelig kan beskylde for at være frisindet, liberal og 68-apostel. Sidste år førte Ratzinger en debat med filosoffen Jürgen Habermas på det katolske akademi i Bayern, som Det Hvide Hus kunne have glæde af at lytte til:

"Det er rettens styrke og ikke de stærkes ret, der må herske," sagde Ratzinger, der kaldte den retsløse frihed for anarki. "Den gensidige begrænsning af magten og frygten for egen overlevelse har vist sig at være den reddende kraft."

Habermas kom dog også med nogle ord, som antyder, at idédebatten ikke bør reduceres til religion contra sekularisme, men snarere som et både-og:

"Historien om Middelalderens kristelige teologi hører naturligvis til menneskerettighedernes genealogi" sagde Habermas. Radikaliseringen af fornuftskritikken har, erkendte han, tvunget filosofferne til også at reflektere over det religiøst-metafysiske ophav og føre en åben samtale med teologien.

"Mange af vor tids stærkeste begreber er afledt fra religiøse kilder. (...) Ordene om, at Gud skabte mennesket i sit eget billede har en blivende betydning. Den moderne ide om den menneskelige værdighed, som hævdes at være lige for alle og enhver, er inspireret af dette billede. (..) Betydningen i vores kultur af et individ, som en enestående og uerstattelig person, har en bibelsk oprindelse."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu