'Man tager sit parti - hvad vil det sige?' lyder det i versromanen Adam Homo af den nu kanonudgrænsede Fr. Paludan-Müller, hvorefter der følger en drøftelse af valg af livsmuligheder, og hvor helten vælger de mest indbringende og personnedbrydende.
Det er nu at begynde temmelig langt fra ånden i At tage tingenes parti, som den i øvrigt fremragende oversættelse af Le parti pris des choses (1942) lyder, et af den franske lyriske modernismes hovedværker, forfattet af Francis Ponge (1899-1988). Der ligger imidlertid ikke alene en gammel eksistentialisme i et sådant valg, men ved siden af en filosofi også et kunstnerisk valg, og en metode, som trænger sig på i moderne tid, hvor tingene hober sig op i industriens og forbrugets verden, og tingsliggørelsen truer menneskelige relationer. Og aldrig har der været en sådan tingsopmærksomhed som i nyere litteratur, nåja, fra H.C. Andersen og videre frem. Rilke er berømt for sin optagethed af ting, af genstande, og han tolkede dem idealistisk som tegn af en anden verden, en højere orden. Til gengæld ser man i modernismen en mere udbredt, materialistisk funderet glæde og skræk ved tingenes massive tilstedeværelse, en konfrontation, der prøver forudsætningsløst at tage dem i øjesyn. Herhjemme er der tydelige eksempler hos Rifbjerg, Ørnsbo, Robert Corydon og helt demonstrativt hos Palle Jessen, hvor også ordene er ting og selv taler med.
Den bevidste eller ubevidste dialog med Francis Ponge er indlysende. Tingenes spor er en hel litteraturhistorie og selvfølgelig en langt længere filosofihistorie.
Objekter
Mens det ikke er svært at finde eksempler på en terrorbalance mellem ting og mennesker, er Ponges prosadigte et solidaritetsudtryk og en stærk oplevelse for læseren af dette nærmest kosmologiske samliv, antireligiøst og humanistisk i sin partitagen. Et samliv hengivent i objektet uden selvfølgelig at kunne gennemføre en egentlig objektivitet, sådan som den forhenværende surrealist nu tilstræbte med sin debutbog, træt af denne bevægelses ekstreme subjektivisme og roden rundt i jeg'et. For det er lutter fortolkninger af tingenes tale og væsen. Og ting er et vidt begreb, viser det sig.
Mest kritiker-opmærksomhed har der været om de nære, mere begrænsede ting så som cigaretten, stearinlyset, appelsinen, brødet, vidjekurven, døren, bregnerne, brombærrene, sommerfuglen samt indledningsdigtet 'Regn': "Regnen, jeg ser i gården, falder i mange forskellige fremtoninger", som derefter analyseres, f.eks. "Den lette ringen for enden af de lodrette vandstråler, nedløbsrørenes klukken, de små slag på gonggongen mangfoldiggør sig og genlyder samlet i en koncert uden monotoni, men ikke uden nænsomhed." Alene det sidste ord viser, hvor let en besjæling lister sig ind. Så var der egentlig mere materialisme i Apollinaires regndigt, hvor bogstaverne konkret illustrerede de lodrette stråler. Refleksionen over ordenes principielle forskellighed fra tingen selv kommer til udtryk i 'Brombærrene': "På de typografiske buske aftegnet af digtet langs en vej, som hverken fører ud af tingene eller frem til ånden, er visse frugter dannet af en ophobning af sfærer, hver fyldt med en dråbe blæk." Således skrevet under digterens professionelle spadseretur.
Og han mangler ord til at vedgå sin "beundring for selve indpakningen omkring den bløde, skrøbelige og rosa ballon af oval form inden i et tykt, fugtigt trækpapir" af en appelsin.
Hjemfølelse
Særlig fascineret er han af sneglen, bløddyret, eremitkrebsen, strandskaller, og de korte tekster på ca. én sides længde vokser til hymner eller akkumulerede notater om kyster, om vandet, om fauna og flora, vegetation og rullesten. Her kommer bestandighed, uforanderlighed i bevægelsen, evig gentagen vækst på tale i meget personlige syner og fantasier, knyttet til den tavse hjemfølelse i det en kropslig oprindelighed samtidig med erfaringen om at være i den fragmenterede verdenmellem dens blufærdige objekter.
Der er megen stilfærdig humor i Ponges undertiden labyrintiske syntaks, der er fuld af musik, forsøgsvis bevidst eftergjort af oversætterne, der må genskabe en dansk sætningsfølge af anden art. Her ryger vi ind i en lang, lang sætningsperiode, der samtidig beskriver metoden, vedrørende 'rejen', som får en grundig analyse: "-og i første omgang er det egentlig ikke så vigtigt at nævne dyret som at fremmane det med forsigtighed, glide ind i dets egen bevægelse ad omskrivningens kanaler og så til sidst gennem ordet nå frem til det dialektiske punkt, hvor-"
Interessant er det, at mennesker og miljøer kan skildres som ting: gymnasten, den unge mor, en restaurant samt to adresser og arbejdssteder. Det kontor, hvor han arbejdede som ung, får det glatte lag: "Straks derefter åbner sig, med en frygtelig larm, jernskabe i alle afdelinger - hvorfra sagsmapper som afskyelige, velkendte fuglefossiler forlader deres jordlag og dumper tungt ned på bordene, hvor de basker med vingerne". Her blomstrer metaforerne.
Hvad er tingen i sig selv, og hvad er tingen for mig? Men glem al filosofi, nyd den forunderlige musik af krop og ånd, der her tilbydes på både fransk og dansk, vejledt om man vil af Per Aage Brandts efterord og oversætternes introduktion. En bog at tage parti for, at tage i hånden og føre med i lommen.
