Læsetid: 3 min.

Bad motherfuckers

3. maj 2007

Men inderst inde i verdens værste slum i verdens farligste by på klodens grusomste ø har Asger Leth i 2003/04 opsporet en gadebande, som er selveste legemliggørelsen af the Maddest, Baddest & Saddest. De kaldes les chimères, 'spøgelserne', og fungerer som Haitis daværende præsident Jean-Bertrand Aristides hemmelige privathær.

De er store, dumme, sorte fyre med store, dumme, sorte guns. De er på stoffer. De er dødsensfarlige, ikke mindst for sig selv. Fingeren sidder løst på aftrækkeren, og kug-lerne flyver omkring ørerne, når banden drager hærgende igennem gaderne.

Asger Leth og hans serbiske fotograf, Milos Loncarevic, har fundet verdens røvhul. Det må man tage hatten af for. Og man kan ikke bagefter hænge den på en knage af social indignation eller Oplysning til Borgerne om Samfundet. 36-årige Asger har arvet sin far, Jørgen Leths, æstetiske blik på virkeligheden. Også han mobiliserer sit talent til forførerisk og hypnotisk at fremvise den verden, som han samtidig behændigt undgår at tage ansvaret for. Men hvor Jørgen er en intellektuel minimalist, er Asger opvokset med MTV. Lækre billeder, hurtige klip, fed musik. Ghosts of Cité Soleil er en nonstop filmisk tour de force, et euforisk visuelt trip, slumromantik for en ny generation.

Filmens åbning taler for sig selv. En gruppe sorte mænd kører i bil gennem Cité Soleils støvede og fattige gader. De ryger joints og hører hiphop, mens deres rifler ubekymret stikker ud af vinduerne. Tempoet er højt, kameraet håndholdt og farverne ekstremt mættede. Chaufføren synger. Det er filmens synspunkt: Forarmelsen forvandlet til en fest, en dødlækker dødsfest.

En sand drømmer

To brødre, to chimères, er i centrum. Bily og 2pac. Bily er brutal, mens 2pac er en af denne verdens sande drømmere. Ved siden af sit job som gangster laver han rapmusik og håber på en karriere, der kan løfte ham ud af slummen. I en scene fører han en telefonsamtale med sit musikalske forbillede i USA, Wyclef Jean, der har komponeret filmens suggestive soundtrack.

Oprørerne nærmer sig fra nord, og jorden begynder for alvor at brænde under brødrenes fødder. Imellem dem står Lele, en kvindelig fransk nødhjælpsarbejder, som giver begrebet nødhjælp en helt ny betydning. I en enkel sekvens ser vi hende blande nogle piller, men ellers virker hun mest optaget af at hænge ud med de unge sorte fyre med deres store guns. Til sidst får hun udbytte af sine anstrengelser. Hun ligger saligt forløst i 2pacs arme, og den lykke under man hende gerne, efter at hun modigt har sat sit liv på spil. Sex og død er en effektiv cocktail.

Turistguide i helvede

Ghosts of Cité Soleil er klip-pet som en spillefilm med stærke karakterer, der har en mission, fortæller instruktøren. Men selv om klipperne har gjort et glimrende arbejde, kan det ikke skjules, at der er blevet filmet uden manus, uden mål og med.

De sorte bandemedlemmer er - hvis jeg må være så fri - svære at se forskel på i billedstormen. De medvirkendes navne skrives derfor jævnligt på lærredet, men det er ikke nogen elegant løsning og svarer til at indkalde en turistguide, der fortæller os, hvad der er op og ned i helvedet. Ærlig talt, who cares?

Asger Leths film er en im-ponerende debut og et vel-fortjent kick til den sanse-forskrækkede dokumentar-genre. Ingen tvivl om det. Men når filmen ikke - som ventet - er strøget til helt tops på festivaler, er der en forklaring. Vi vil gerne fascineres, men vi vil også gerne bevæges. Og det sidste formår Ghosts of Cité Soleil ikke. Fascination uden følelse er udmattende.

Ghosts of Cité Soleil. Instruktion: Asger Leth. Dansk (Palads, Dagmar og Empire i København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her