Læsetid: 3 min.

Under bæltestedet

25. november 2000

LANGT NED i halsen. Sådan hedder en berømt pornofilm, og den slags hænger os langt ud af halsen, siger en ny forening af danskere, der kalder sig Pornofrit Miljø. Foreningens modige miljøforkæmpere er trætte af i tide og især utide at få kastet kønsorganer i synet, når de eller deres børn uskyldigt køber stanglakrids i døgnkiosken. Eller når de en nattestund i København zapper forbi lokal-tv.
Foreningen har netop afholdt en demonstration i det forurenede offentlige rum, indsamlet en snes tusinde underskrifter mod uvæsenet og afleveret dem til en, der gøres medansvarlig for smudset: Kulturministeren, det pæne menneske.
Pornofrit Miljø, der først får papir på at være en forening ved en stiftende generalforsamling i Odense den 2. december, har så vidt det kan bedømmes ud fra råb under gadedemonstrationen allerede tiltrukket nogle kristne fundamentalister, som gerne ser brunst og pornografi i enhver sammenhæng drage ad helvede til for dér at brænde til aske.
Det er forstemmende, hvis det lykkes en minoritet af seksualitetsforskrækkede fanatikere at komme til at tegne den ny forening. For der er brug for Pornofrit Miljø med sund dømmekraft!

LIGE NU LIGGER befolkningen jo, som den har redt. De sene 1960’eres seksuelle frigørelse er for længst blevet til tvang. Med eller mod danskernes vilje maser ubønhørlige kommercielle interesser vammel erotik ind i alle offentlighedens sprækker. Få har turdet tale fremskridtets spredte ben imod, for man er vel tolerant.
Men nu skal der omsider ryddes op. Pornofrit Miljø foreslår blandt andet, at videofilmkassetter vendes, så blot en uanstødelig bagside kan ses i butikslokalet på den tankstation, som supplerer benzinindtægterne med pornosalg.
Hvor betænksomt forslaget end er over for de mindste, som ikke har bedt om sadomasochisme og lignende udskejelser, synes pornoficeringen af samfundet at have taget et omfang, som kalder på langt mere end nogle i øvrigt praktiske greb og et forbud mod sjofelt natteroderi på en primitiv tv-kanal.
Sagen er, at blød porno i dag smøres ud over programfladen i ressourcestærke tv-kanalers bedste sendetid og således når mange seere i alle aldre.
Nedringede tv-værtinder flirter med publikum, hvad enten kanalen er privat eller public service. Og man skal ikke lede længe efter sære dyreforsøg med mennesker: En flok parrings- og kamplystne unge lokkes med en formue, isoleres og sættes under pres på
en øde ø (Robinson) eller i en aflåst bygning (Big Brother – snart i et fjernsyn nær dig). Så er spøgen at følge spændingerne vokse og måske overvære en seksualakt.
Det er svært at finde en mere passende betegnelse end ’pervers’ for denne globalt udbredte, let tilgængelige og bredt accepterede underholdning. Tager Pornofrit Miljø således sin opgave alvorligt, vil foreningen virkelig komme på hårdt arbejde.

LAD OS DOG ikke på forhånd tage modet fra det offentlige rums forsvarere, som sandsynligvis taler på vegne af et fornuftigt flertal i befolkningen, men stilfærdigt minde om, at det næppe er pornografien i sig selv, der er problemet. Pornografi har eksisteret i alle kulturer, og børn og unge har i historiens løb nyfigent søgt at vende de forbudte blade – vel uden at tage den helt store skade.
Dagens forældregeneration voksede op i et samfund, hvor der gik en tydelig grænse – til tider sikkert urimeligt skarp – mellem god og dårlig opførsel, mellem det kærlige og udnyttende, mellem det anstændige og svinske.
Dagens børn og unge lever derimod i et samfund, hvor grænserne er flydende eller væk, og hvor alt for mange af de voksne har svært ved at sige fra og nej og hertil og ikke længere. Når porno kastes i grams i denne normløshedens sump, risikerer forvirrede individer at mudre forskellen mellem seksuelle fiktioner og virkelighed til. Og så er fanden faktisk løs.
Det er vanskeligt alene at forbyde sig ud af klemmen og tro, at bæltestedet kan fastsættes ved lov. Der kan gives gode grunde til at lukke en ukodet, kynisk tv-kanal, men hvad med Internettet, som flyder med det frække? Skal brugen af det tyvende århundredes måske mest perspektivrige opfindelse bremses? Der må være grænser, også for forbud og tvang. Ligesom skoleuniformer ikke er svaret, når små piger efter forbillede i musikvideoerne klæder sig ud som liderlige lolitaer med bare maver og piercede navler.

LANGT MERE er der brug for forældre, som selv tør være forbilleder, det vil sige som påtager sig at opdrage. Som lytter, forklarer, tager stilling og insisterer. Som selv slukker for skidtet, ikke mindst det snigende plat på de pæne kanaler.
Og som ikke lægger skjul på, at sex er sjovt og ligesom mad meget bedre, når man ikke spises af med fabriksfremstillet fastfood.

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her