Læsetid: 2 min.

Bænken

København er dækket godt ind af både lyrik og prosa i både vel- og modvilje
15. august 2005

Overspringshandlinger kender jeg alt for vel. Mere interessant er det ufrivillige overspring af tid, det tomrum der opstår, når planlagte handlinger går i stå, når man f.eks. kommer for tidligt til en aftale. Som gammel skolelærer har jeg præcise mødetider siddende i kroppen og kommer hellere lidt for tidligt end lidt for sent, hvad der er ellers det almindelige. På en måde har jeg lang erfaring med ventetider.

En selvpåført venten fandt sted i Frederiksborggade lige ved Kultorvet. Fem til syv minutter for tidligt til at melde mig hos min fodterapeut, der sørger for min lettere gang på jorden. Der står en kommunal bænk af den kendte model over for Tiger og kældrene med fisk og kød. Der anbragte jeg mig i solen på det hårde bræt med et godt udsyn til de forbipasserende, som her før klokken 10 hastede og slentrede af sted. Selv om det var efter morgenmyldretiden, havde mange det målbevidste udtryk og raske tempo, der røber en plan med bevægelserne, som var de et stykke foran sig selv, hengivne i tanken om arbejde, der venter, indkøb, der skal gøres, besværlige eller glade møder, der skal ordnes.

Tykke og tynde pigeben

Formiddagens oplagthed lå i de fleste kroppe, selv om nogle lignede tvivlrådige turister eller ældre, som bare gik, fordi det endnu var muligt. En enkelt hinkede i sin egen skæve gangart. Børn var der ingen af, for længst anbragt som de var på skoler, i børnehaver, jo, der kom en fuldt proppet barnevogn forbi. I min egen opstandsning var jeg i betragterens rolle som den, der fantaserende gætter på hver enkelts ærinde eller tankeforløb, sådan som Peer Hultberg gav sig af med det i en storslået analyse i hans polyfone roman Requiem af folk i byen. Dér er få glade gågængere, i kredsløb som de er om deres evige konfliktstof.

Det var ikke klagesangens musik, der fyldte mig ved synet af de ilende, men en pludselig og uimodståelig følelse af sympati i sensommerlyset. Selvsikre, sårbare skikkelser i en fredelig, endnu uskadt by. Ingen efterladte rygsække kunne bekymre kvinder i deres fuldstændig musikalske gang i opfyldelsens ro eller forventningens spændthed.

En fjern strofe meldte sig:

Reflekterende står jeg i vrim-

len,

midt på det vrimlende strøg,

hvor tykke og tynde pigers ben

drejer sig utålmodigt.

Fra et digt om København af Johannes Wulff, der henne på torvet ved boghandelen havde sin sidste stamcafé, hvor han cyklede ind hver dag fra Hareskoven. Nu betragtes stedet af Hanne Varmings bronzeskulptur af et ældre menneskepar på en bænk. Lidt mindre end os andre er de. Der er plads ved siden af dem.

. Efter behandlingen går jeg letfodet hjem gennem Købmagergade, som det også er muligt at opleve i et ganske andet humør, som hos Asger Schnack i antologien Københavner kantsten:

Så let som snot og løftet ud af

sit eget kranium

er København her på hjørnet

af Købmagergade og

hvad de nu hedder alle sidega-

derne se et hæftet lys

på færdslen der er lutter fod-gængere og udtryksløse

Et nys af mismod. Den slags, som skal gås væk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her