Læsetid: 4 min.

Bag om Benedikt XVI

Pavevalget gik overraskende hurtigt og synes virtuost styret af kardinal Joseph Ratzinger, nu pave Benedikt XVI
21. april 2005

Det er kun lidt over et år siden, at kardinal Ratzinger, nu Benedikt XVI, gav et højst opsigtvækkende interview til det tyske dagblad Die Welt, hvori han kom ind på behovet for Europas genkristning og herunder også hvorfra man kunne forestille sig, at man hentede efterfølgeren til den svækkede pave Johannes Paul II. Ratzinger lagde her op til, at det sagtens kunne blive en afrikaner, hvorefter opmærksomheden samledes om den da 69-årige nigerianske kardinal Francis Arinze.

Var betydningen af dette signal at forberede valget af den første ikke-europæiske pave? Eller var det at kaste slør over, at Ratzinger selv kunne tænkes at kandidere til posten? Ratzinger selv havde da passeret den normale aldersgrænse for biskopper i aktivt embede, 75, og bedt paven om at blive frigjort for sine forpligtelser, så han kunne tage hjem til Tyskland, men han havde bøjet sig for pavens ønske om, at han skulle forblive i sit centrale embede i Vatikanet en tid endnu.

Men det er et gammelt særpræg ved bispe- og pavevalg, at det diskvalificerer en kandidat at gå åbent efter posten. Efter Arinze blev erklæret som favorit, gik han således selv meget stille med muligheden for, at han kunne blive den næste pave.

Målbevidst

Det er imidlertid vanskeligt at frigøre sig fra det indtryk, at kardinal Ratzinger er gået meget målbevidst frem efter sin forgængers død. Det var ham, der var den centrale person ved begravelsen, det var hans organiserende hånd, som mærkedes ved den usædvanligt hurtige og effektive konklave, som efter kun halvandet døgn besluttede sig for - Ratzinger.

Denne må have fået over to tredjedele af stemmerne, selv om disse tal aldrig offentliggøres. I det hele taget var konklavet præget af total lukkethed, og deltagerne har også bagefter tavshedspligt. Så ingen ved, hvordan og hvorfor posten havnede hos Ratzinger.

Hvad kan have fået de andre kardinaler til så hurtigt at give efter over for valget af en ubestrideligt højt begavet, dygtig og sprogbegavet, men også ganske overordentlig konservativ kandidat, som i de seneste år af Johannes Paul II's regeringstid i meget høj grad har formuleret de stramninger, der er sket især på det personlige moralske område? En teolog, der er så meget mod kvinders medvirken i kirken, at han ikke bryder sig om kvindestemmer i kirkekorene? En mand, som synes uden forbehold i sin fordømmelse af homoseksualitet og næppe kan forestille sig at rokke ved cølibatet? Vi ved det ikke. Men man kan godt gøre sig visse tanker.

For det første var Ratzin-ger i valgforsamlingen den ene af kun to kardinaler, som var blevet udnævnt af en tidligere pave end den konservative Johannes Paul II. Ratzinger, som stod den netop afdøde pave nær, har givet haft en betydelig indflydelse på, hvem der faktisk er blevet udnævnt til kardinaler gennem de senere år.

Endvidere er han både argumentatorisk og organisatorisk en mand med stor myndighed og styrke.

Modstanderne, der ønskede sig en pave, der kunne liberalisere kirken, finder man ikke i kredsen af kardinaler over 80.

Og skal man læse Die Welt-interviewet fra sidste år med fremadskuende øjne, så ligger måske det vægtigste argument fra Ratzingers side skjult her: At det er i Europa, kirken er mest truet, og at det at vælge en pave fra Vest-europa vil være et træk, der kan parallelliseres med valget af en pave fra Østeuropa i 1978: Pavens oprindelsesland angiver den vigtigste slagmark for kirkens tilbageerobring af sjælene, og det skal ske ved en kompromisløs fastholdelse af de strenge normer.

Det er i EU, slaget skal stå - det EU, som afviste at lade Gud eller kristendommen optræde med navns nævnelse i præamblen til den europæiske forfatning. Det er i lande som Tyskland, hvor folk i disse år melder sig ud af kirkerne i stort tal, og i tidligere katolske højborge som Spanien og Italien. At vælge den 78-årige Razinger kunne se ud som valg af en overgangspave. Men det er næppe tilfældet, det er snarere et offensivt træk mod sækulariseringen i Europa.

Navnet er et signal

Valget af pavenavnet er et signal i sig selv. Johannes Paul II valgte sin kortvarige forgængers navn, som igen var valgt i respekt over for Johannes Paul I's to forgængere, Johannes XXIII og Paul VI.

Pavenavnet Benedikt går langt tilbage. Benedikt I regerede 575-579, og der har faktisk været i alt 18 paver med navnet Benedictus (den velsignede), men to af dem, Benedikt (XIII) og Benedikt (XIV) fra 1400-tallet, blev afsat og strøget af pavelisten.

Også Benedikt V og VI (begge i 900-tallet) og Benedikt IX og X (begge i 1000-tallet) er blevet afsat, Benedikt IX endda hele to gange, men dog forblevet på pavelisten.

Så det er et noget turbulent pavenavn, Ratzinger har valgt sig. Hans nærmeste forgænger med navnet er Benedikt XV, som regerede 1914-1922 og som forgæves forsøgte at mægle mellem verdenskrigens parter i 1917.

Men den mest sandsynlige inspiration for Ratzinger er nok den 'rigtige' Benedikt XIV, som regerede fra 1740 til 1758 og regnes for 1700-tallets største pave, stor teolog, forfatter af værker om salig- og helgenkåring og den kirkelige retshistories fader. Politisk var han smidig og imødekommende over for tidens katolske fyrster, indadtil strammede han op på kirkens organisation og lære og forbød riter og ceremonier med hedenske træk hos katolikkerne i Indien og Kina.

Blandt samtlige paver anses han for en af de lærdeste. Så brugen af navnet Benedikt kan være et udtryk for, at det er en intellektuel pave, som nu beklæder embedet. Men også en pave, som holder strikt på ritualer og regler.

Men Benedikt XVI vil næppe få 18 år på pavetronen som sin forgænger fra 1700-tallet - her er det nok mere sandsynligt med de otte år, som blev Benedikt XV beskåret i forrige århundrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her