Så er der ballade med ungdommen igen. De råber skældsord og truer med at kaste med brosten. Det er "ned med politiet" og "fascistsvin". Grimt lyder det.
Og så ser de oven i købet frygtelige ud med deres skriggrønne hår, sorte tøj med nitter, dramatisk malede øjne og ringe i både næse, mund og ører og andre unævnelige steder.
De er lette at blive vrede på, disse unge mennesker, der i hele deres udtryk signalerer afstand til alle os andre. Alle vi pæne borgerdyr med vores lov-og-orden og rene- negle-samfund. Livet skal leves skævt og udfordrende som en lilla hanekam på en skaldet isse.
Men det er selvfølgelig ikke til at forstå for en pæn ung politibetjent fra Herning, der er kommet helt herover for at tjene sit samfund netop med at opretholde lov og orden. Han bliver selvfølgelig frygtelig provokeret af sådan en flok udmajede dovendyr, der pr. definition kun har foragt til overs for ham og hans. Og oven i købet tillader sig at råbe grimme ord efter ham, når han kommer for at passe sit arbejde.
Og så har vi balladen. Det ene ord tager det andet, og pludselig står de og slår løs på hinanden. Hvem er det, de slår på? De slår på et fjendebillede. De forsvarer deres fordomme, uden at tænke. For tænk, om de begyndte at tænke. Hvem er det, jeg står og slår på?
Svære at forholde sig til
Hvem er de, disse punkere, der er så lette at få øje på og så svære at forholde sig til? Hvad vil de, andet end at sidde og hænge på Gammeltorv og forsvare retten til at have et sted at høre deres rædselsfuldt larmende musik med de dystre, samfundsfjendtlige budskaber? Gavner de vores samfund?
Er de ikke bare en flok utilpassede tabere, som man gør rigtigt i at sprede for alle vinde, så de kommer ind i nogle ordentlige miljøer og måske alligevel kan få en fremtid som gode, nyttige borgere?
En af disse 'tabere' står mit hjerte ganske nær. En dag skiftede hun sine korngule rottehaler ud med knaldblåt strithår og kom ned til morgenmaden med hullede gamacher, læderjakke med nitter og store, klodsede armystøvler. Og så begyndte forhandlingerne om, hvor mange piercinger vi kunne blive enige om, og hvor de skulle sidde.
Hvis man tror, det værste er overstået, når ens unger ikke mere skal mades og have skiftet ble, så bliver man godt nok klogere. Ak, den tid, hvor man vidste, hvor de var. Når man havde badet og puttet de små, og de lå med røde kinder og sov sødeligt i deres senge-
Nu hedder det Ungdomshuset fredag aften. Og da vi bor helt herude i skoven, er der en masse mas med at komme hjem fra byen. Så hvem er du sammen med? Hvad tid tager I S-toget? Hvornår skal vi hente dig ved stationen? Hvad laver I derinde? Hvem er de andre? Er der nogen 'voksne'? Hvad drikker I? Hvad sker der?
Hvem er hun så, min lille samfundsfjendtlige 'taber' herhjemme?
Hun er en kvik og meget selvstændig 15-årig, som passer sin skole, læser bøger og aviser og har meninger om alt og masser af planer for sin fremtid. For hende er punkmiljøet ikke et spørgsmål om at melde sig ud af samfundet og give op, men om at have stil og holdninger og repræsentere et modbillede til 'normen' og 'det almindelige'. Det er et spørgsmål om lidenskab og udlængsel.
Er det usundt? Det er i hvert fald usundt at have et samfund, der ikke har plads til drømmeriske, rebelske unge, der søger en identitet i det anderledes.
Satanisme og anti-stil
Vi har mange diskussioner med vores datter herhjemme. Bl.a. om hvorfor det er fedt at høre Marilyn Manson, hvis tekster er sorte og depressive. Og om satanisme, som min datter bliver ved med at hævde ikke handler om satandyrkelse, men mere om provo og anti-stil. Hun kan jo både sit fadervor og sin trosbekendelse, så mor, hvad vil du mer? Og så er der det med politiet.
Punkerne omkring Ungdomshuset er ikke en ens-artet størrelse. Der er både de idealistiske unge, der søger identitet og fællesskab. Men der er selvfølgelig også dem, der mest af alt er ude på ballade. Og ligefrem venter på, at det kan komme til en konfrontation med politiet. Ikke engang min datter er så blå-øjet, at hun ikke også kan se, at der er nogle, der er "for langt ude".
For er politiet fjenden? Det har vi også diskuteret mange gange. Og påpeget, hvor tåbeligt og fordomsfuldt det er at gøre alle betjente til voldsliderlige fascister.
Alligevel kan jeg ikke udelukke, at man en dag vil finde min datter blandt dem, der i kampens hede også råber "fascistsvin" efter en blåklædt uniform. Fordi sådan er det nu, når man er ung og rebelsk og tror, man har hele verden imod sig.
Overskud og indsigt
Men ligesom hun godt ved med sit fornuftige hoved, at der bag enhver uniform er et menneske ligesom hende selv - så bør politiet også have så meget overskud og være så begavede og indsigtsfulde, at de ved, at der bag den strittende hanekam og de sort-malede øjne er en sød ung pige eller dreng, der kæmper med at blive voksen og finde ud af, hvem de er, og hvorfor vi er her og alt det andet, en teenager er oppe imod.
Jeg er overbevist om, at netop de unge mennesker, vi herhjemme kender fra miljøet omkring Ungdomshuset, vokser op og bliver forstandige borgere med den rummelighed over for andre, der tit fødes af at have prøvet kræfter med det skæve og det skrøbelige. Det er i hvert fald helt paradoksalt, at den suspekte religiøse sekt, der ad lumske veje har købt de unges hus og vil smide punkerne ud, kalder sig Faderhuset. Jesus siger: "I min Faders hus er der mange boliger". Så giv plads - vi kan sagtens være her, alle sammen.
