Læsetid: 4 min.

Bag Maginot-linjen

17. september 1998

Charles Pasqua, den førende gaullistiske modstander af ØMU'en, satte trumf på, da han forleden advarede mod den blinde tillid til euroen: "Det minder slående om den tyrkertro, der omgav Maginotlinjen".
For franskmænd er det en metafor i damphammer-klassen. Maginot-linjen var den kæde af gigantiske fæstningsværker, der skulle sikre Frankrig mod et tysk angreb. Den blev bygget i løbet af 1930'erne og blev færdig et par år før det tyske angreb, der løb Frankrig over ende i sommeren 1940. Mens de franske generaler (undtagen de Gaulle, der for resten kun var oberst før krigen) tænkte statisk, forberedte tyskerne en ekstremt mobil, motoriseret krigsførelse, og ved panserfelttoget over Ardennerne strøg de simpelt uden om Maginot-linjen - der således viste sig værdiløs.
Uheldigvis har Pasqua valgt at fyre denne salve af på et tidspunkt, hvor den ØMU-venlige presse i Frankrig svømmer over med triumferende kommentarer: Under de asiatiske og russiske finanskriser har euroen - endnu før sin fødsel - netop vist sig at være et effektivt værn. Enhedsvalutaen har på forhånd beskyttet landene i euro-zonen mod de negative virkninger af kriserne, mens de valutaer, der står udenfor, eksempelvis den danske og den svenske krone, har været under pres, påpeges det. ØMU-politikken begrænser inflationen og tiltrækker kapital.
Finansminister Dominique Strauss-Kahn betegner euroen som et 'skjold', og næstformanden for den tyske Forbundsbank, Jürgen Starck, erklærede i denne uge: "Mens vi er vidne til kriser i mange regioner af verden, har den kommende euro-zone hidtil vist sig at være en pol af stabilitet og, for investorerne, en rolig havn".

Skeptikerne vil måske hefte sig ved ordet 'hidtil' i denne autoritative tyske kommentar, og der er da også i pro-euro kredse højt kvalificerede folk, der advarer mod for megen optimisme. Alt afhænger af omfanget og varigheden af det kaos, der hersker i andre dele af verden, siger de.
Det nye argument til fordel for euroen virker dog plausibelt og burde kunne udnyttes i den debat, der nu varmer op i Frankrig i anledning af den forstående ratificering af Amsterdam-traktaten. Men blandt politikerne i ja-lejren sporer man ikke megen begejstring for sagen eller tillid til opinionen.
Både Pasqua og den kommunistiske partileder, Robert Hue, har krævet folkeafstemning, men præsident Chirac og premierminister Jospin, der i fællesskab har tiltrådt traktaten i juni 1997, siger nej. De frygter en folkeafstemning som pesten, fordi den ville udstille splittelsen inden for både regeringspartierne og oppositionen - og måske føre til forkastelse af traktaten.
Den samme valenhed sporer man i den begyndende diskussion omkring listerne til EU-parlamentsvalget i juni 1999. Ingen synes at have lyst til at være spids-kandidat ved et så lidet mobiliserende valg, og de førende politikere har travlt med at pege på hinanden. Formanden for det gaullistiske parti RPR, Philippe Séguin, synes dog indstillet på at gå i spidsen for en fællesborgerlig liste, men det bekymrer til gengæld Chirac. Da Séguin er en nylig omvendt skeptiker - det er svært at glemme, at han anførte nej-kampagnen mod Maastricht-traktaten i 1992 side om side med Pasqua - søger Chirac at overtale ham til at vige pladsen for en mere overbevist europæer fra samme parti, Nicolas Sarkozy.
I stedet for folkeafstemning vil Chirac og Jospin have Amsterdam-traktaten ratificeret sidst på året ved en såkaldt Kongres, d.v.s. et højtideligt fællesmøde i Versailles af parlamentets to kamre. Ved denne procedure, som forfatningen åbner mulighed for, risikerer man ikke forkastelse af traktaten, da den støttes af et flertal af parlamentarikerne. Men ved den forudgående offentlige debat undgår man ikke at stille splittelsen i partierne åbent til skue.

Der er ikke blot de gamle rygmarvsreflekser mod det overstatslige Europa i gaullisternes og kommunisternes rækker og Front Nationals højrepopulistiske, ultranationalistiske modstand. Siden folkeafstemningen om Maasatricht i 1992 ved man, at nationen er splittet i to store blokke på tværs af venstre og højre. Der er modstandere inden for alle partier, og gaullisterne er splittet på midten. I vælgerbefolkningen var nej-blokken tæt på flertal i 1992.
Ved den lejlighed afsløredes en chokerende afstand mellem folket og dets repræsentanter. Mens kun 51 procent af vælgerne stemte ja, godkendte parlamentarikerne med to trediedeles flertal (og 89 procent af de afgivne stemmer!) indirekte Maastricht-traktaten, da de i Versailles tre måneder før folkeafstemningen vedtog de nødvendige forfatningsændringer.
Sporene skræmmer - med det resultat, at regeringen og præsidenten i dag simpelt hen ikke tør spørge om folkets mening. Men i et land, hvor der er notorisk splittelse og bitre modsætninger om Europa, ville man gøre klogt i at gøre rent bord ved en folkeafstemning. Hvis præsidenten og regeringen føler sig sikre på folkets flertal, behøver de ikke være bange for en folkeafstemning. Og i modsat fald er et klart nej et bedre end et fordækt ja.
ØMU'en er - med hele sin kortege af disciplin, ofre og suverænitetsafgivelse - ikke forenelig med fransk tvetydighed. Man har før oplevet, at et europæisk
projekt er faldet til jorden på grund af indre fransk vaklen og tvivl.
På det plan er det billede, Pasqua har fremmanet, ikke uden aktualitet. Det franske sammenbrud i 1940 skyldtes i den sidste ende ikke bare militære styrkeforhold, men det indre franske kaos, den politiske og moralske splittelse - langt bag ved Maginotlinjen.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu