Læsetid: 5 min.

Bag sømmen i Kina

Tekstilvarer fra Kina er ved at erobre verdensmarkedet. Lave lønninger og lange arbejdstider for tekstilarbejderne er togtets hovedingredienser. Det er op til vestlige firmaer at påvirke deres kinesiske underleverandører, hvis forholdene skal forbedres, mener forkæmper for arbejdsrettigheder
27. april 2005

BEIJING - Endnu engang blev Liu Kaiming skuffet. "Som altid var forholdene elendige," siger han.

Liu har tidligere på dagen gået en tekstilfabrik efter i sømmene. Virksomheden i den østkinesiske by Ningbo er en af Kinas mest moderne inden for sit felt, og de 3.000 ansatte har trods alt bedre forhold end hovedparten af Kinas 15 millioner tekstilarbejdere. Alligevel var forholdene, han blev præsenteret for, hovedrystende, fortæller Liu: Arbejdstiderne var for lange, lønnen for lav og arbejdsmiljøet for dårligt.

Liu grundlagde i 2001 Institute of Contemporary Observation (ICO), en privat hjælpeorganisation, der beskæftiger sig med arbejdsrettigheder, og den er Kinas første og største af sin slags.

"Kina udvikler sig så hurtigt på mange områder, men forholdene for landets arbejdere forbedres ikke i samme tempo," siger han.

Kina står til at sejre i den internationale tekstilkamp - en industri som på årsbasis omsætter for 350 milliarder dollar (2.000 mia. kr.) . Siden den såkaldte multifiber-aftale og dens kvoteordninger for verdens handel med stof og tøj frafaldt den 1. januar, er Kinas andel af det globale tekstilmarked eksploderet. I begyndelsen af året stod Kina for cirka 20 procent af markedet. Verdensbanken vurderer, at det tal hurtigt vil stige til 45 procent.

Femdoblet produktion

Udviklingen har allerede haft en effekt i landets tekstilfabrikker.

"Ja," siger Liu sarkastisk. "Fabriksejerne tjener flere penge. Men gennem mere overarbejde tjener arbejderne dog også mere. Dog skal de arbejde endnu mere for at følge med efterspørgslen," siger Liu.

"Den større produktion vil ikke forbedre deres arbejdsforhold. Snarere tværtimod."

Kinas tekstilindustri gennemgik en dramatisk vækst, allerede inden kvoterne blev sløjfet. Den er vokset med 500 procent fra 1990 frem til i dag, og her er nu 40.000 tøjproducenter. Langt de fleste er koncentreret omkring floddeltaerne i Sydøstkina, hvor 80 procent af produktionen ligger.

Det er dog ikke kun de lave lønninger, der sikrer Kina en større andel af handlen. Landets tekstilvirksomheders effektivitet og landets transportnetværk - forbedret betydeligt inden for de sidste år - giver yderligere fordele. For eksempel vurderes det, at Vietnams tekstilfabrikker kun er 60 procent så effektive som deres kinesiske konkurrenter.

Samtidig sikrer den naturlige kontakt med handelsselskaber fra Taiwan og Hong Kong hurtige eksportruter for de kinesiske virksomheder.

Kritisable arbejdsforhold

Kinas stigende dominans på tekstilmarkedet er blevet mødt med beskyldninger om, at den er baseret på statsejede sweat-shops med lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. Rapporter fra grupper, der er engageret i kinesiske arbejderes rettigheder, lader til at underbygge det indtryk.

Christian Industrial Committee (CIC), en NGO med base i Hong Kong, foretog sidste år en grundig undersøgelse af tre tekstilfabrikker i Guangdong-provinsen. Billedet, som studiet udpensler af de udvalgte fabrikker, er typisk for industrien, siger CIC. De ansatte arbejder op til 13 timer om dagen med ingen eller en enkelt fridag om måneden. Beskyttelse af arbejdernes sikkerhed og helbred tages der ikke højde for. Lønningen i de tre fabrikker, der alle er underleverandører for udenlandske firmaer, ligger på omkring 2,6 yuan (1,80 kr.) i timen. Overtidsarbejde betales med 2 yuan ekstra (1,50 kr.) i timen, hvor loven ellers foreskriver, det skal være 150 procent af den normale sats.

Arbejderne protesterer

CIC oplyser, at arbejderne på en af de undersøgte fabrikker strejkede sidste sommer - de havde simpelthen ikke fået løn i fire måneder.

Problemer med at få udbetalt løn har plaget mange ansatte i Kinas arbejdsintensive industrier. 2.000 arbejdere på en tekstilfabrik i Hubei-provinsen demonstrerede efter at have haft samme oplevelse som deres fagfæller i Guangdong. Seks af dem blev arresteret, og tre andre blev sendt i arbejdslejre.

Tekstilindustrien oplevede også en af Kinas længstvarende strejker, da arbejdere i det nordvestlige Xianyang gik på gaden. I syv uger demonstrerede de mod deres nye arbejdsgivers plan om at fyre alle for derefter at genansætte nogle få med lavere lønninger. Myndighederne besluttede sig til sidst for at sætte politiet ind og tilbageholde protestlederne.

"Embedsmændene i Xianyang valgte at bruge undertrykkelse som taktik frem for at tage en konstruktiv dialog med arbejderne," udtalte Han Dongfang efterfølgende.

I 1989 blev Han udvist fra Kina efter forsøg på at oprette en selvstændig fagforening. I dag er han leder af China Labour Bulletin i Hong Kong, og fortsætter derigennem arbejdet for en fri fagbevægelse.

Det skal tillades kinesiske arbejdere "at have en organiseret og selvstændig stemme i deres eget samfund," sagde Han Dongfang. Beijing godkender kun statskontrollerede fagforeninger, mens selvstændige aktivister ofte fængsles.

Udenlændinge har ansvar

Den kinesiske regering lover ofte bedre arbejdsforhold og vedtager love, men kontrol af lovenes effektuering udføres alt for arbitrært, mener kritikere.

Liu Kaiming finder heller ikke, at forholdene vil blive forbedret gennem arbejderprotester.

"Arbejderne er generelt ikke klar over, at de overhovedet har nogle rettigheder. De giver udtryk for, at arbejdet er hårdt, og de er trætte, men anser det som en naturlig tilstand," siger Liu.

En af hans NGO's primære målsætninger er netop at oplyse arbejderne om deres rettigheder.

Stort set alle arbejderne i Kinas tekstilfabrikker er migranter, folk fra landet, der er kommet til byerne for at finde arbejde. Selv om lønnen er kummerlig, er den dog bedre, end hvad de ville kunne skrabe sammen på landet.

"Derfor giver mange udtryk for, de er tilfredse," forklarer Liu.

Det mest effektive middel til at forbedre arbejdsforholdene er derfor at udnytte de udenlandske firmaers potentielle indflydelse.

"Det er op til de udenlandske købere. De skal presse deres kinesiske underleverandører," mener Liu.

Det var faktisk et europæisk firma, der bad Liu tage til Ningbo for at undersøge forholdene hos sin underleverandør. Det er en lang liste med foreslåede forbedringer, han vil præsentere dem for.

"De tager som regel min rapport alvorligt," siger Liu om de udenlandske virksomheder, han førhen har samarbejdet med.

"Det fører ikke til revolutionerende forbedringer, men bestemte henvendelser fra oversøiske storkunder får som regel de kinesiske ejere til at revurdere deres behandling af arbejderne," siger Liu.

Han mener, at chancen for succes er større ved at påvirke udenlandske firmaer.

"De er mere følsomme over for offentlighedens mening, og vil bibeholde et image som ansvarlige arbejdsgivere."

"Det er normalt ikke noget kinesiske fabriksejere spekulerer over," siger Liu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu