Læsetid: 4 min.

Bagdad-London tur-retur

Eller er der fundamentalt ingen forbindelse mellem 'vores' Irak-krig og 'deres' terror? Er enhver samtale da fundamentalt udelukket?
15. juli 2005

Så barsk kan det udtrykkes, som den britiske journalist Robert Fisk gjorde det her i avisen for en uge siden, dagen efter terrorangrebene på London: "Det er nemt for Tony Blair at kalde gårsdagens bombeangreb 'barbariske' - selvfølgelig var de det - men hvad skal man kalde de mange dræbte civile under den britisk-amerikanske invasion af Irak i 2003, børnene, der blev sprængt i stykker af klyngebomber, de utallige uskyldige irakere mejet ned ved det amerikanske militærs kontrolposter? Når 'de' dør, er det 'følgevirkninger af krig', når 'vi' dør, er det 'barbarisk terrorisme'.'

Eller som den britiske filosof Jonathan Glover gjorde det her i avisen i går:

"Mange mennesker i Vesten fattede ikke, at palæstinensere kunne juble, da angrebet på de to tårne i New York fandt sted. Omvendt: De fleste briter kender beretningerne om Guernica, men kun de færreste ved noget om de bomber, der faldt i Falluja. Hvorfor er der stor forskel på at kaste bomber mod irakere og efterlade bomber i Londons undergrundstog?"

Betyder det så, at det er 'vores' skyld, at 'de' øver terror mod os eller truer os med det?

Sådan forstår jeg ikke Fisk og Glover. Skulle de mene det, måtte de mene, at terroristerne ingen fri vilje har, ikke selv kan træffe deres valg, intet ansvar har, er uden skyld. Det ville være et mere terroristisk overgreb mod deres menneskerettighed(er) end hele den samlede dansk-britiske-amerikanske invasion af Irak i 2003 og bombardementerne af Falluja.

Terroren er fundamentalt terroristernes egen afgørelse. Den skal de straffes for. Det er ikke til diskussion. Drømmen om en verden uden ondskab er ikke en god drøm, for den er løgn. Friheden er også frihed til at begå det onde, og den kan ikke udryddes uden at udrydde mennesket. Den fremskridtstroende "sociale ingeniørkunst", der, hvad enten den er nyliberalistisk eller gammelsocialistisk eller den-tredje-vej lige midt imellem, efterstræber et (verdens)-samfund, hvor risikoen for terror én gang for alle er udelukket, må forkastes som - umenneskelig.

Terrorristernes eget valg

Hvorfor skal Fisk og Glover så blande 'vores' invasion af Irak og bombardementer af Falluja ind i overvejelser af terroren mod sagesløse mænd, kvinder og børn i London og måske også på et tidspunkt i København? Når terroren fundamentalt er terroristernes eget valg, egen skyld?

Det er der to lige så fundamentale grunde til - En barsk og en blød:

Fejer man ikke for sin egen dør, før man fejer for andres, hvad man bør gøre, så kan man dog ikke med afsky tage afstand fra terroren i London uden også at måtte spørge, om det ikke er terror, hvad vi har udøvet og -øver i Irak. Bevars, vores klyngebomber kastes for det godes skyld, terrorbomberne mod os detoneres for det ondes skyld, men sådan opfattes det ikke af alle. Naturligvis ikke af terroristerne, men heller ikke af mange, mange andre, som af hjertet er lige så uforsonlige modstandere af terror, som vi er. Den erkendelse kan være hård at gøre, når vi nu i egen bevidsthed er så gode, som vi er, men erkendelsen er uomgængelig af moralske og af fornuftige grunde. Moral og fornuft strider ikke mod hinanden: Hykler bliver man i moralsk forstand, hvis man ikke erkender andres anderledeshed, så hvad der for os er godt, er for andre ondt. Dum er man i praktisk forstand, hvis ikke man overvejer andres mulige reaktioner på ens egne ord og handlinger, uanset hvor gode man selv opfatter dem.

Den bløde, men ikke mindre fundamentale grund er såmænd, at skønt det er umenneskeligt at efterstræbe en verden, hvor friheden til at begå det onde er totalt udryddet, er det lige så totalitaristisk at opgive ethvert håb om og enhver praktisk bestræbelse på at gøre verden bedre. Derfor gør Glover sig de overvejelser, han gjorde i avisen i går, og da jeg ikke har bedre at byde på, henviser jeg til dem.

Så er der selve vores invasion af Irak tilbage. Da Human Rights Watch (HRW) netop påberåber sig de menneskerettigheder, hvis udbredelse invasionen nu begrundes med, kan modstanden mod Irakkrigen næppe begrundes bedre, end HRW har gjort: Såkaldte humane miltær-interventioner i menneskerettighedernes navn kan gennemføres i et land, også selv om massedrab og massive overgreb i det pågældende land hverken aktuelt finder sted eller er direkte overhængende, hvis det sker uden at man derefter vilkårligt kan gribe til krig mod stort set et hvilket som helst land i verden. - Der må være overvejende sikkerhed for, at kaos eller blodig borgerkrig efter interventionen ikke bliver større end før. - Alle andre muligheder for at undgå krig skal være udtømte. - Ingen af disse betingelser er opfyldte og opfylder vores intervention i Irak, ifølge HRW. For HRW må hensynet til det intervenerede lands befolkning være den primære begrundelse og ikke f.eks. forsvaret af én selv mod terror. I så fald er det jo ikke en humanitær intervention men - krig. Hvad Osama bin Laden selvfølgelig straks udnytter til sit eget formål: "Hvis I bomber vore byer, bomber vi jeres," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her