Læsetid: 3 min.

Hvad bagerhylden gemte

24. juni 2006

Begiver man sig en lørdag formiddag hen ad Østerbrogade i København, vil et sælsomt syn åbenbare sig. Foran en bagerforretning af navnet Emmerys står en alenlang kø. Går man lidt tættere på, viser det sig, at den allermest postmoderne del af den voksende, lokale overmiddelklasse på Østerbro står i kø for at købe brød. Rimeligt nok kan man sige - det er vel strengt taget ideen med en bagerforretning. Men forsker man lidt dybere i sagen, opdager man, at disse mennesker er indstillet på at give rundt regnet en halvtredser for et franskbrød.

"Københavneri," ville den gamle far sige og tilføje "så meget kan et brød ikke være værd." Han tager fejl på to punkter. Dels er bagerfirmaet oprindeligt fra Århus, og dels har butikken evnet at 'brande' sig til ideen om indkøbsoplevelser og livsstil i en grad, så kunderne er overbeviste om, at brødet og det andet habengut er pengene værd. En omtale i blærerøvsmagasinet Wallpaper cementerede påstanden til evig tid.

Ud over surbrødsbaserede bagervarer er Emmerys' butikker et sandt eldorado af overflødighed. Håndæltet sæbe, røget laks, afsindig dyr pesto og ditto køkkengrej er kun eksempler på den livsstilsrigdom, der gemmer sig på de hylder, der vel burde være reserveret rundstykker, basser, håndværkere og den kvarte sød.

Morgues de Gres

På hylderne finder man også vin. Meget af den temmelig dyr og ret almindelig, men leder man længe nok, kan blind høne som bekendt også finde korn. I samarbejde med vinfirmaet Bichel Vine i Lystrup, sælger kædens 14 butikker i København og Århus blandt andet Costières des Nîmes-vine, der er langt bedre, end man er vant til fra det område.

Vine fra Costières des Nîmes, der i 1986 opnåede den ret intetsigende AOC-status, er der sjældent nogen, der skriver om. De dukker op på tilbudshylderne, og ord som 'uinspirerende' anvendes ofte om de hvide, mens de røde og roséerne farer bedre i omtalerne. Kategorien er altid billig, jævn vin. Intet kunne være mere forkert, når det gælder vinene fra Morgues du Gres, som bagermesteren i juni og juli har sat på tilbud. Faste og fyldige med klare signaler om den friske Syrah-dominans. Her er stram stil uden fad, og god højde på markerne sikrer kølige nætter og fasthed. Det kommer der yderst drikkeværdig vin ud af, og selv om påstanden om "bedste vingård i Costières de Nîmes" ikke umiddelbart kan efterprøves, er der noget om snakken. Vinbonden, Francois Collard, er mest kendt for sine røde vine, men især den hvide faldt i denne anmelders smag. Roséen er bestemt også værd at nævne. Der findes meget elendig rosévin i det sydfranske, som ikke tåler rejsen mod Nord, så der er grund til at glæde sig, når man falder over en, der kan.

Skulle man - og det ville glæde den gamle far - alligevel synes, at det er for åndssvagt at stå i kø hos bageren for at købe sæbe, laks og rødvin, er der håb. Firmaet Bichel driver en udmærket internethandel, der leverer landet over. Træffer man det valg, bevares også muligheden for at følge eksemplet fra den kreative direktør på et større københavnsk reklamebureau. Når han og ungerne slentrer forbi Emmerys til den mere københavnske van Hauen bager, råber familien i kor: "Rejs hjem til Jylland". I betragtning af, at manden er barnefødt på Fyn og her midtvejs i livet har bevaret sin fynske accent, er lokalpatriotismen nærmest lammende.

hbn@informatton.dk

HHHHII Morgues du Gres. Tre flasker for 179,50 kr.

Hos Emmerys i København og Århus

Bichel Vine - www.bichel.dk flere forskellige

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu