Læsetid: 4 min.

Bagud, stridsmænd!

11. juli 2000

Igen i År var der rullet pigtråd ud bogstaveligt talt i lange baner omkring den lille Drumcree kirke uden for byen Portadown i Nordirland. Igen i år var politi og soldater mødt tilstærkt frem.
Og igen i år fik helikopterne lov til at lege Apocalypse Now, da urolighederne begyndte at melde sig søndag nat.
Forud var gået en uges tid med simrende vold mest fra protestant-side men også en bilbombe plantet af katolske ekstremister.
Drumcree krisen er efterhånden ved at blive et ritual. Faktuelt drejer den sig om, at den lokale afdeling af den protestantiske Orange Orden har fået forbud mod at marchere ned ad en gade i et katolsk beboelseskvarter, som de ellers har gjort det i hundredevis af år.
Marchen skal fejre protestanternes sejr over katolikkerne i 1600 tallets religionskrige.
Men de fastboende katolikker synes, at den slags larmende triumfmarcher er ret generende, og derfor er marchen nu blevet forbudt for tredje år i træk.
Det er Orange Ordenen stærkt utilfreds med. Deraf balladen.
Selve marchen foregik ellers uden vold, men som de forgangne år tiltrak den bøller og det, der er værre
- i Nordirland er grænsen mellem almindelige bøller og terrorister flydende.
Det er ironisk. For de stovte og lovlydige Orange folk har i årevis fordømt den irske republikanske hær IRA for dens terroraktioner, der havde til formål at få det britiske Nordirland indlemmet i Republikken Irland.
Nu er de selv årsag til vold, og det hjælper ikke ligefrem på renomméet, at de lokale ledere af Ordenen ikke vil fordømme volden.

MEN I ÅR gik Orange Ordenen i Portadown videre end de foregående år og opfordrede alle protestanter i hele Nordirland til at, nåja, protestere mellem klokken fire og otte i går aftes og dermed vise deres utilfredshed med, at den famøse Drumcree march ikke bliver tilladt.
Ordenen opfordrede til fredelig protest, men folk ved jo godt, hvordan f.eks. protesten i Portadown har det med at tiltrække decideret ufredelige elementer, og det var ikke mindst frygten for vold, der fik nord
irerne til at skynde sig hjem midt på eftermiddagen i går.
Folk var barrikaderede i deres huse, fordi vejspærringer hindrede almindelig trafik. Butikkerne lukkede, og det var ikke til at opdrive et eneste ordentligt værtshus, der havde åbent.
Ved redaktionens slutning var der dog ikke meldinger om vold, men protesterne ventedes at fortsætte såvel senere på aftenen, i løbet af natten og muligvis de kommende dage.
Billeder af tomme, forladte byer bringer væmmelige mindelser om situationen i 70'erne, da Nordirlands første forsøg på at regere sig selv faldt sammen. Det skete efter, at protestanterne havde lammet provinsen ved at gå i generalstrejke. Dengang som nu groft sagt fordi de ikke ville dele magten med katolikkerne. De syntes, det var bedre, at provinsen blev regeret direkte fra London.
Det er dog formentlig usandsynligt, at Drumcree protesten i sig selv vil eskalere i en sådan grad, at den kan få samme effekt som strejken i 1974 og dermed bringe fredsprocessen i fare. Det er den trods alt ikke lagt an på.
Den er rettet specifikt mod Drumcree situationen. Derimod kan den eskalere voldeligt og bringe liv i fare.

FORHÅBENTLIG vil protesten dog først og fremmest udstille splittelsen internt i protestanternes lejr. Ikke alle - heller ikke blandt Orange Ordenens 70.000 medlemmer - er lige begejstrede for den ekstremisme, som Portadown afdelingen excellerer i.
Der er stadigt færre, som møder op til marchen i Portadown. Religiøse ledere - også protestantiske - har fordømt vrangvilligheden.
Og det er ikke uhildet populært, at balladen i år f.eks. har ført til, at en amerikansk erhvervsdelegation aflyste sit besøg.
Et image af Nordirland som et voldsbefængt, usikkert sted er ikke ligefrem befordrende for udenlandske investeringer.
De stædige Orange folk bliver også stadigt mere upopulære hos den regering, som de ellers protesterer så højlydt for fortsat at få lov til at være underlagt. Nordirlandsminister Peter Mandelson bedyrede i går, at hvis de appelsinfarvede protester fører til vold, skal Orange Ordenen ikke regne med, at det fører til en tilladelse af Drumcree marchen.
Alt sammen bidrager til en fornemmelse af, at de kristne stridsmænd i Portadown marcherer bagud - ikke fremad - og at de taber terræn, jo mere de tramper.
De bliver mere og mere alene og isolerede. Måske er det virkelig blevet sådan nu, at et flertal af nordirerne har fået øjnene op for dialog og kompromisvillighed. Når alt kommer til alt, stemte 71,1 pct. af dem for den fredsaftale, som efter lange og svære forhandlinger blev vredet på plads Langfredag 1998.
Håbet for Nordirland må være, at Orange Ordenens urokkelige stædighed får sig et skud for den kompromisløse bov ved, at protesterne nu viser sig at tiltrække et ynkeligt lille antal mennesker.
Det ville være et umisforståeligt signal om, at de andre stridsmænd - de, der formår at gå fremad - har fundet den rigtige takt at marchere i.beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her