Læsetid 4 min.

Bakus sorte guld

12. januar 1998

DET VAR i Baku, Aserbajdsjans hovedstad, at verdens første større olieboring fandt sted (i 1847), det var her, de første olierørledninger blev lagt, og de første olietankskibe bygget, og det var her, dynastier som svenske Nobel og franske Rothschild grundlagde deres formuer. Halvdelen af verdens olieproduktion kom ved århundredskiftet fra felterne ud for byen.
Nu er Baku ved én af historiens underfundigheder påny i olieselskabernes og stormagternes søgelys, her hvor industrisamfundet er gået ind i sin tusmørketid.
Lovende prøveboringer har fået olieanalytikernes regneark til at gløde: De forsigtige skøn (oliebranchens egne) lyder på 70 mia. tønder olie, de mere optimistiske, f.eks. det amerikanske udenrigsministeriums, taler om 180 mia. tønder. Geologer og olieana-
lytikere er enige: Der er sandsynligvis tale om det sidste helt store oliefund på vor klode.
For et kvart århundrede siden - under de billøse søndage, da en hel verden opdagede, hvor afhængige vi var blevet af olien fra Mellemøsten - ville opdagelsen af så store oliereserver være en verdenssensation.
I dag har forskning i energibesparende teknologier og alternative energikilder dæmpet 1970'ernes paniske angst for, at olien en dag skulle slippe op.
Faktisk bugner verden af olie, og de dage er forbi, da møderne i de olieproducerende landes organisation, OPEC, blev fulgt med tilbageholdt åndedræt af frygt for nye prisstigninger på den sorte, klæbrige substans. Oliepriserne har været jævnt faldende de seneste år, og fredag meldte verdens oliemarkeder om de laveste priser i to-et-halvt år.
Når dertil kommer, at de skønnede oliereserver i
Det Kaspiske Hav nok er store, men - selv hvis de mest optimistiske skøn holder - langtfra overgår de allerede fundne reserver i et enkelt land som Saudi-Arabien, kan man spørge: Hvorfor al denne halløj omkring den kaspiske olie? Hvorfor strømmer ikke blot olieselskaber og entreprenørvirksomheder, men også diplomater og pressens gentlemen i disse måneder til Aserbajdsjans hovedstad?

DET ER DER flere svar på, og de handler alle om strategiske interesser. Først og fremmest reducerer oliefundene i Det Kaspiske Hav Vestens afhængighed af Mellemøsten - den afhængighed, der frembragte panikken i første halvdel af 1970'erne og som lejlighedsvis har ført til kriser, ja, væbnet intervention.
Som det huskes, var det udsigten til, at Saddam Hussein med erobringen af Kuwait ville kunne kontrollere en stor del af verdens dengang kendte olie-
reserver, der var den tungestvejende grund til den USA-ledede lynkrig mod Irak i 1991. Reserverne i Det Kaspiske Hav vil ikke kunne erstatte olien fra Mellemøsten, men vil - sammen med olieforsyninger andre steder fra - udgøre et kærkomment supplement.
For det andet indgår den kaspiske olie som hoved-
ingrediens i det spil om politisk indflydelse, der foregår i Kaukasus og Centralasien efter Sovjetunionens sammenbrud. USA og den gamle imperiemagt Rusland er hovedrolleindehavere, men andre regionale magter - Tyrkiet, Iran - spiller med. Den kendsgerning, at det 21. århundredes oliemarked ligger i Asien, inddrager lande som Kina, Japan, Pakistan og Indien.
For det tredje er olien altafgørende i de nyetablerede kaukasiske og centralasiatiske landes bestræbelser på at komme ud af Sovjetunionens slagskygge og etablere sig som selvstændige stater - ikke blot formelt, men også reelt. For øjeblikket er al infrastruktur
- olierørledninger, jernbaneforbindelser, telefonkabler - rettet i én retning: mod Moskva.

Det kaukasiske olieeventyr indebærer altså en række muligheder, men også farer. Hvis Mellemøsten har været en ofte besværlig handelspartner for Vesten, så er Kaukasus - og Centralasien - "et område med et meget stort konfliktpotentiale", som en russisk analytiker, professor Viktor Kremenjuk, sagde det her i avisen i sidste uge.
Det første risikomoment handler om styrernes interne stabilitet. Næsten alle landene regeres af overlevende dinosaurer fra Sovjet-tiden, lokale kommunistbosser, som forrygende hurtigt har glemt årtiers kommunistisk ligheds-frasemageri og etableret sig som forgyldte og forgudede eneherskere, ganske som præ-kommunismens khaner.
En sådan styreform opfordrer naturligvis til modstand fra de ikke-begunstigede klaner og interessegrupper. Og modstanden kan - i demokratiets fravær - kun komme til udtryk i udenoms-parlamentarisk form. Hvilket sjældent går fredeligt for sig.
Den næste kilde til ustabilitet er de myriader af etniske grupper, der findes i området - Kaukasus siges at have verdensrekord i antal nationer per kvadratkilometer. Hver nation synes med Sovjetunionens sammenbrud at lufte egne nationalistiske aspirationer. Tjetjenien er det bedst kendte eksempel, karabakh-armenierne i Aserbajdsjan og abkhaserne i Georgien er andre.
Den tredje destabiliserende faktor er den kendsgerning, at Moskva nok i skåltalerne, men aldrig reelt har affundet sig med tabet af Imperiet. Rusland er økonomisk og militært svækket, men langtfra uden midler til at gøre sin indflydelse gældende, f.eks. ved støtte til nationale mindretals væbnede oprør.
Og nok erklærer Washington højt og helligt, at man ikke har ambitioner om militær tilstedeværelse i Kaukasus og Centralasien. Al historisk erfaring siger noget andet: Milliardinvesteringer, som vestlige selskaber foretager i og omkring Det Kaspiske Hav, vil føre til overvejelser om, hvordan den regionale stabilitet kan opretholdes. Med og uden US marines i den kaukasiske krudtcirkel.
Konflikter er til at forudse. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu