Balkan om igen

»Vi er de eneste, der har troværdighed til at engagere alle parter i konflikten. Den Europæiske Union er for uensartet, og albanerne mistænker europæerne for at have et ambivalent forhold til deres muslimske identitet.«
James O’Brien, tidligere præsident Bill Clintons særlige udsending på Balkan

MENS EN ny borgerkrig på Balkan har været under opsejling i Makedonien gennem den seneste uges tid har højtstående repræsentanter fra EU, herunder udenrigsministre som Joschka Fischer, ligget i pendulfart til det lille lands hovedstad Skopje. Situationen minder ildevarslende om den periode i 1991-92, hvor EU sendte David Owen, Gianni De Michelis og andre notabiliteter til et Jugoslavien, der var ved at gå i opløsning, med en blanding af trusler om sanktioner og løfter om økonomisk bistand. Formålet var at hindre en krig mellem serbere, kroater og bosniakker om en opdeling af føderationen, som ingen ønskede og alle frygtede ville være uundgåelig, med mindre det europæiske diplomati kunne fremtrylle en løsning. I mellemtiden trillede præsident Bush tommelfingre i Washington. Man husker, hvad der skete. EU skulle vise sig at være en kolos på lerfødder. Balkan-lederne nærede i grunden ingen respekt for unionens angivelige politisk-militære magt og indflydelse. Efter magtskiftet i USA lod Clinton-regeringen situationen flyde i et stykke tid. Amerikanerne var dybest set ikke interesseret i at blive rodet ind i moradset på Balkan. Igen erindrer vi, hvad der skete. FN’s fredsbevarende tropper blev taget som gidsler af bosnisk-serbiske paramilitære styrker og gjort til grin. Sammen med tv-billeder af folkemordet begået mod Sarajevo var det dråben, der fik bægeret til at flyde over for USA. Amerikanske fly gik på vingerne og bombede serbiske stillinger i Bosnien i 1995. Det endte krigen.

SIDEN HAR EU’s rolle på Balkan ikke været den samme. NATO overtog ansvaret for freden i Bosnien, og FN udstationerede styrker i Makedonien mellem 1993 og 1999 (og nu kan vi i princippet bebrejde Kina for krigsudbruddet i Makedonien, thi det var Beijing, der for to år siden fik bevirket tilbagetrækningen af FN-tropper i forbindelse med et diplomatisk slagsmål om Taiwan). Belært af erfaringerne fra den første Balkan-krig i 1990’erne greb amerikanerne hurtigt ind i Kosovo i 1999 for at forebygge et muligt serbisk folkemord – og nogen vil sige: Så hurtigt og uigennemtænkt, at NATO blev involveret i en krig, der faktisk var undgåelig. Nu er vi tilbage ved udgangspunktet. Præsident George W. Bush er, om noget, endnu mere skeptisk instillet end sin far over for USA’s sikkerhedspolitiske interesser i at engagere sig diplomatisk og militært i en ny Balkan-konflikt.
I fredags fortalte en rådgiver til Makedoniens præsident Boris Trajovski en amerikansk journalist, at hans regering endnu ikke havde modtaget nogen støtteerklæring fra USA i den væbnede konflikt med de albanske oprørere. Reporteren satte sig i forbindelse med Det Hvide Hus og nogle timer senere forelå der en officiel amerikansk fordømmelse af »en lille gruppe ekstremisters forsøg på at destabilisere Makedoniens demokratiske og fleretniske styre.« I weekenden ringede udenrigsminister Colin Powell så endelig til Trajovski, der netop var vendt tilbage fra EU-topmødet i Stockholm, og lovede Makedonien militærhjælp. Forinden havde amerikanske diplomater bogstaveligt talt vredet armene om på gamle allierede i Kosovo, som pacifisten Ibrahim Rugova og rebellen Hashim Thaci, for at få dem til at opfordre »ekstremistiske grupper i Makedonien til at nedlægge deres våben og vende hjem i fred.«

SOM MAN kan se, skal Bush-regeringen nærmest tvinges af force majeure omstændigheder til at manifestere USA’s magt og indflydelse på Balkan. Det kan tilskrives flere årsager. Den vigtigste er utvivlsomt, at republikanerne generelt aldrig var enige i Clinton-regeringens håndtering af Kosovo-konflikten.
Nogle kunne ikke se, at USA havde en militær-strategisk interesse i at gribe ind med så voldsomme og dyre midler et sted, hvor europæerne burde agere politibetjent. Andre republikanere var af den opfattelse, at Clinton-diplomater som Madeleine Albright og hendes tjener Jamie Rubin forkludrede drøftelserne i Rambouillet ved at stille Milosevic over for et ultimatum, som han umuligt kunne opfylde. Hvorom alt er, så føler den nye regering sig ikke videre forpligtet af Clintons noget blakkede eftermæle på Balkan. Og man kan være forvisset om, at USA under Bush ikke vil være nær så villig til at sende NATO-styrker og kampfly til halvøen som Clinton var. Det skulle på sin vis give større spillerum for EU.
Man kan dog have sine tvivl om, hvor stor en troværdighed EU nyder blandt Balkans folk. Generaliebladet fra 1991-92 vækker ikke ligefrem optimisme. Nuvel, EU er siden blevet en stærkere politisk og økonomisk enhed, der nu planlægger at oprette sin egen militære udrykningsstyrke. Men troværdighed er noget, man skal optjene gennem lang tid.
Den ubekvemme kendsgerning er, at Europa endnu ikke kan håndtere Balkan alene. Både albanere og serbere betragter USA som en faderskikkelse, mens europæiske stormagter snarere er storebrødre eller rige onkler. Derfor kan man håbe, at Bush-regeringen snart vågner op og engagerer sig i en konflikt, som bærer kimen til krig. Det haster. USA bør bruge sin indflydelse til at lægge en dæmper på ekstremistiske Kosovo-albanere og gøre det klart, at der aldrig kan blive tale om at bygge et Stor-Albanien. Blot at nævne idéen kan få Balkan-halvøen til at eksplodere igen.