Læsetid: 9 min.

Balkan sidder fast i militærets og myternes magt

10 år efter Bosnien-krigens afslutning er de gamle magtstrukturer og folkelige offermyter intakte på Balkan. Dette hindrer udleveringen af af krigsforbrydersigtede som Mladic og Karadzic til domstolen i Haag. Et helt uomgængeligt skridt, hvis Balkan skal blive en del af det moderne Europa
22. juni 2005

For 100 år siden havde Den glade enke premiere i Wien. Historien i Franz Lehárs berømte operette er følgende: En gesandt fra et meget lille land beordres til Paris for at gifte sig med en rig enke. Dette skal skaffe Pontevedro - sådan hedder lilleputstaten - adgang til hendes formue, som skal redde de betrængte statsfinanser. Alt står og falder med greve Danilo, hvem dette delikate hverv betroes, og hver gang han holder den stenrige enke i sine arme, er det selve fædrelandets skæbne, der står på spil. Men Pontevedro lød i mistænkelig grad som Montenegro, og Lehárs operette gav da også anledning til diplomatiske forviklinger. Vreden var stor på Balkan. Man følte sig misforstået og latterliggjort.

100 år er gået, men billedet er i dag omtrent det samme: Balkan kan stadig defineres som den del af Europa, hvor enkeltstaters skæbne kan ligge i hænderne på en eneste person. Forskellen er, at der af operettens ret harmløse skønsanger-forfører nu er blevet en kriminel, som Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag kræver udleveret: Nutidens pendant til greve Danilo Danilovitj hedder Ratko Mladic, Radovan Karadzic eller Ante Gotovina.

Forbrydere som helte

På Balkan føler man sig lige så misforstået og krænket som for 100 år siden, for i den brede befolknings øjne er disse sigtede tværtimod helte. At regeringerne i disse lande måske ikke til fulde deler denne opfattelse, afholder dem ikke fra at udtrykke mishag over, at deres lands muligheder for at blive optaget i det forjættede EU, skal bero på, hvad der sker med en enkelt person. Således har en general Mladic eller en general Gotovina taget hele nationer som gidsel. Trods deres højstemte patriotiske forsikringer har ingen af dem hidtil været rede til at ofre sig for fædrelandet som i sin tid grev Danilo.

At Balkan-staters relationer til det øvrige Europa skal afhænge af enkeltpersoner kan udlægges som udslag af arrogance over for, hvad EU's herskende elite opfatter som primitive andenklassesstater i kontinentets periferi. En sådan kritik kan vel have nogen berettigelse, for så vidt meget heller ikke har ændret sig siden Lehárs dage, hvad angår arrogance.

Alligevel kan det ikke bortforklares, at der findes en hård kerne af ubehagelige kendsgerninger, der belaster disse stater i kritisk grad: De har dramatisk tabt anseelse gennem deres selvforvoldte krige, deres stivsindede vægren sig mod at tilpasse sig til den moderne verden og deres tilbøjelighed til at forfalde til selvynk frem for at indlede selvransagelse. De er fattige, plagede af kriminalitet, korrupte. Mladic eller Gotovina fremstår som symptomer på en tilstand, som næppe lader sig ændre, uden at disse først bliver fjernet.

Og dog hører disse stater til Europa: Det gælder for Serbien, Albanien og Makedonien, som det gælder for Kroatien, og for dem alle i højere grad end for Tyrkiet.

Europa kan ikke reduceres til et geografisk eller historisk begreb - ja, ikke engang til et kulturelt fællesskab. Det Europa, jeg her sigter til, handler i langt højere grad om netop retssikkerhed med demokratiske og markedsøkonomiske spilleregler, med grundlæggende værdier og institutioner og civilsamfund, der ejer evnen til selvrefleksion. Det er netop i forhold til Europa forstået på denne måde, at balkanstaterne har deres problemer. De ynder måske nok at se sig selv som en del af dette Europa, men under en tynd europæisk fernis er Balkan i alt for vidt omfang forblevet, hvad det altid har været.

Titos Jugoslavien var et kommunistisk diktatur, som med diktatoriske midler løste en del af de problemer, som de eksjugoslaviske nationalstater endnu ikke har formået at løse. Men på titoismens traditioner lader det sig ikke gøre at opbygge en moderne europæisk stat, og det er en del af det balkanske dilemma, at man alligevel - nogle gange ubevidst, andre gange med velberåd i hu - har forsøgt at bygge videre på netop dem.

Måske kan man definere den balkanske statsdoktrin som patriarkalsk postfeudalisme. Der er tale om en tilstand, hvor en politisk klasse lever i problematisk symbiose med et vidtforgrenet sikkerhedsapparat. På en måde udgør dette kompleks med dets hær- og politistyrker det egentlige centrum i dette magtsystem. Det råder over en stor og veludrustet mandskabsstyrke, betydelige budgetter og diverse sikkerhedstjenester, som i krigstid hurtigt kan udbygges med paramilitære grupper, der er infiltreret i og mere eller mindre direkte kontrolleret fra dette centrum.

Titos Jugoslavien

Sådan var realiteterne allerede under Tito. Dengang blev sikkerhedskomplekset holdt i skak af Titos unikke autoritet og prestige. Den politiske klasse havde det sidste ord. Alligevel kom Jugoslaviens daværende politichef, Aleksandar Rankovic, i 1966 meget tæt på at styrte Tito og overtage initiativet fra den titoistiske politiske klasse.

Denne klasse blev i sidste ende styrtet under Jugoslaviens opløsning og i de efterfølgende krige. Men samtidig forblev det militære og politimæssige kompleks i al væsentlighed intakt i baggrunden. I Jugoslaviens sidste dage herskede det i praksis over et helt land, men skulle siden splittes op i flere mindre komplekser, samtidig med at en ny politisk klasse forsøgte at etablere sig i de nationalstater, som erstattede Jugoslavien. Udadtil er det lykkedes: Europa tillader ingen åbenlyse militærregimer - obersternes Grækenland var det sidste. Men i stater som Serbien, Bosnien-Hercegovina eller Kroatien må den politiske klasse tage store hensyn til sikkerhedskompleksernes interesser - noget, som medfører spændinger og gensidig mistro.

Først langsomt er det gået op for omverdenen, hvordan magt udøves i et sådant politisk system. Egentlig er det mærkværdigt. For siden 'revolutionen' i Rumænien for 15 år siden har vi kunnet studere den politiske koreografi i mønstre, som har slående lighedstræk fra Slobodan Milosevics fald i Serbien til det seneste magtskifte i Ukraine: Det begynder med, at et folkeligt oprør udfordrer den politiske magt (om oprøret er spontant eller ej er i denne sammehæng uinteressant). Pludselig befinder regimet sig under gadens tryk (hvorfor udholdenhed er folkeoprørets væsentligste aktiv), og snart bliver det nødvendigt for regimet at bede om sikkerhedskompleksets velvilje og bistand.

Er sikkerhedstjenesterne rede til at forsvare regimet? Vil det hellere holde sig udenfor? Eller overvejer det måske ligefrem at skifte side? De rumænske, serbiske og ukrainske folkeopstande blev alle afgjort i det øjeblik, da sikkerhedsapparaterne valgte at skifte side. For at undgå at miste kontrollen - hvad der vil kunne udløse borgerkrig - må magtskiftet ske hurtigt, uden alt for stor offentlig indsigt og besværlige spørgsmål. Den rumænske opstand forbliver i sin byzantinske kynisme eksemplarisk: Dets forberedelser havde været længe undervejes, og for en sikkerheds skyld blev Nicolae og Elena Ceausescu henrettet efter en parodi på en rettergang, uden nogen belemrende offentlighed eller vidner.

Vi kan gå ud fra, at et sådant sideskift først sker efter hårde forhandlinger, hvor sikkerhedskomplekset forsøger at opnå forskellige belønninger fra oprørets ledere, herunder garanti og amnestier for, at det ikke behøver at tage fuldt ansvar for dets indsats i det gamle regimes tjeneste. På denne måde overlever komplekset intakt og måske tilmed styrket. Først når de, som det har hjulpet til magten, åbent bryder med det, som er besluttet i hemmelighed, opstår der dramatiske problemer.

Djindjic myrdet

I Serbien blev ministerpræsident Zoran Djindjic myrdet, da han overvurderede sine muligheder og forsøgte at stække i hvert fald en del af sikkerhedsapparatets magt ved at beordre flere af dets håndlangere arresteret. Djindjic havde erklæret den organiserede kriminalitet krig. Dermed underskrev han samtidig sin egen dødsdom, fordi han ikke længere ville holde sig til det, man var blevet enige om - eller til, hvordan denne overenskomst blev opfattet af dem, han havde forhandlet med.

De militære og politimæssige komplekser på Balkan var i stand til væsentligt at udbygge deres magt under krigene. Men siden aftalen i Dayton råder der fred, og initiativet er overgået til den politiske klasse, som higer efter at kunne vende tilbage til Europa og gøre deres lande kredit- og salonfähige gennem samarbejde med Haag-domstolen og det internationale samfund.

Fra alle stater, som har været inddraget i de balkanske krige, er krigsforbrydere derfor blevet udleveret - i reglen sent og modvilligt. Ikke sjældent vælger de mistænkte at rejse 'frivilligt' til Haag - en formulering, som skal gøre det muligt for den politiske klasse at slippe for at fremstå som bydreng for udenlandske magtbud. Men så længe Mladic, Karadzic og Gotovina ikke befinder sig i Haag, slipper deres stater ikke ud af Europas ventesal.

I Beograd og Zagreb plejer man at forsvare sig med, at de pågældende ikke kan pågribes, fordi de er gået under jorden, og man ikke ved, hvor de findes - ja, måske er de for længst flygtet til udlandet. Dette er løgnagtige udflugter (Haags chefanklager, Carla del Ponte, plejer at udtrykke det mere diplomatisk, når hun siger, at Beograd og Zagreb "ikke samarbejder tilstrækkeligt" med domstolen).

Men bag løgnagtigheden ligger ikke så meget trods som uformåen eller frygt. Den politiske klasse frygter en konflikt med sit militær og politi. De krigsforbrydermistænkte, som kræves udleveret, er - med undtagelse af Karadzic - generaler i uniform. De hører til sikkerhedskomplekset og nyder godt af dettes beskyttelse. Enhver, som giver ordre om, at de skal arresteres, må derfor regne med, at denne ikke vil blive adlydt, og vil dermed fremstå som magtesløs. Den, som vil gå længere og måske forsøge at gennemtvinge en udlevering, kommer uværgerligt i livsfare.

I Zadar, Ante Gotovinas hjemby, har borgmesteren et portræt af generalen hængende på væggen i sit kontor. Ingen politimand her vil kunne pågribe Gotovina uden at blive stemplet som landsforræder. Situationen er ikke anderledes i Serbien.

Måske nærer den politiske klasse desto større frygt for befolkningen. Sidstnævnte er opfostret på myter om forsvarskrig og egne lidelser og på forestilingen om nationen som offer. Disse fædrelandsmyter er fortsat så stærke, at den politiske klasse, som udfordrer dem, må regne med, at befolkningen kan finde på at gå op barrikaderne i stedet for at blive hjemme foran fjernsynet. Det kan lyde overdrevet. Ville serberne i dag virkelig gå på gaden for at forsvare en general Mladic? Ville kroaterne gøre det for deres helt, Gotovina? Ingen ved det med sikkerhed. Men alene usikkerhedsmomentet heri bør være nok til at øge vores forståelse for de serbiske og kroatiske politikeres dilemma.

Er Europa virkelig nødsaget til at insistere på, at nogle få personer stilles for retten, før disse stater kan blive medlemmer af EU? Ville det ikke være bedre at slå en streg over fortiden? Dette var Titos metode. Efter den væbnede kamp mod udenlandsk besættelse - som ret hurtigt udartede sig til primært at være en borgerkrig - lukkede hans regime dette kapitel i Balkans historie.

Individuelt ansvar

At kræve, at krigsforbrydere stilles til individuelt ansvar på Balkan, er derfor ikke bare nødvendigt ud fra en juridisk synsvinkel, men også for at bane vej for et nyt syn på historie og samfund. At give krigsforbrydere lov at slippe, ville desuden være en måde at frikende den politiske klasse på. For årene i symbiose med sikkerhedskomplekset har korrumperet mange politikere og kompromitteret endnu flere. Bestikkelse, forbindelser til kriminelle grupper eller tvivlsomme økonomiske manøvrer forklædt som privatiseringer var længe normen for den politiske klasse, og det er først i de senere år, at den har indledt bestræbelser for at befri sig selv fra dette vanry.

Men politikerne kan ikke presse den uniformerede kaste for hårdt, for så vil denne i selvforsvar begynde at vise, hvor indsyltede politikerne også er i fordærvet. Hvis Europa pludselig skulle afstå fra at drage krigsforbrydere for retten, ville det være det samme som at give hele denne politiske realitet en aura af anstændighed. Konsekvensen heraf ville være en fuldstændig udhulning af troværdigheden hos det Europa, som vi fortsat har til gode at få etableret.

Omverdenen gør derfor ret i at kræve krigsforbrydere som Mladic, Karadzic eller Gotovina udleveret til Haag. Alt står og falder - nu som dengang - med den enkelte. Operettens libretto gælder stadigvæk. Det er kun Franz Lehárs musik, vi denne gang må forsøge at undvære.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu