Læsetid: 3 min.

Ballade i Bradford

10. juli 2001

SÅ RYGER det igen fra tomterne i Bradford i det nordlige England. Flokke af unge mænd af fortrinsvis pakistansk oprindelse og hvide briter var oppe at slås med hinanden og politiet. Under balladen blev et af byens asiatiske kvarterer raseret til ukendelighed.
Briterne roser sig ellers af rimeligt gode forhold mellem landets mange befolkningsgrupper som f.eks. i en af de byer, der først ventes at få ikke-hvidt flertal, Leicester. Så mange har svært ved at hitte ud af, hvad der egentlig kan gøres for at komme raceurolighederne til livs.
Asiaterne skyder skylden for balladen såvel i Bradford som for nylig i Oldham og Burnley på det yderligtgående højreparti British National Front og den racistiske organisation National Front. NF havde fået en march forbudt i Bradford, og det menes at have bidraget til optøjerne.
Men så længe politiske partier og grupperinger som BNF er lovlige i Storbritannien, bliver de indvandrergrupper, der – med rette – føler sig belemrede af dem, nødt til at tolerere dem. De har ret til at lade deres stemme høre, uanset hvor lidt man måtte bryde sig om, hvad denne stemme har at sige.
Man kan godt forstå, at f.eks. muslimske unge ikke bryder sig om, at NF opererer i det område, hvor de selv bor. Men at give igen med vold og optøjer forekommer temmelig ubegavet. Det spiller jo gode kort lige i NF og BNF’s hænder.
Endnu mere ubegavet bliver det, når man hører, at volden åbenbart kom fra Anti-Nazi Ligaen, som holdt et stormøde i Bradford. Hvis anti-racisterne ter sig mindst lige så slemt, som dem, de ønsker at bekæmpe, er det vist på tide med lidt oplysning og undervisning i demokratiske spilleregler.

DET BREDERE asiatiske samfund i Bradford har da også klokkeklart fordømt den vold, som dets egne unge har begået. Men spørgsmålet er, hvad de mennesker fra alle etniske grupper, som ønsker at leve i fordragelighed, egentlig kan gøre.
Først og fremmest er det formentlig vigtigt at sørge for, at ingen etniske grupper bliver forfordelt. Hvid racisme må altså fortsætte med at bekæmpes, hvor man kan komme til det. Og det må alle mulige andre former for racisme også. Racisme og etnisk antipati findes også blandt ikke-hvide befolkningsgrupper. Storbritannien har en stolt tradition for fairness og lighed for loven, som måske ikke virker upåklageligt i alle tilfælde, men hvis princip ikke må sættes over styr.
Måske ville mere ægte integration hjælpe. I øjeblikket lever mange af Storbritanniens etniske grupper i en slags socialt apartheid, hvor der kun er ringe kommunikation mellem dem. At have en kæreste eller ægtemage fra en anden etnisk gruppe anses nærmest for helligbrøde og kan føre til katastrofale tragedier. Den slags blandingsforhold fører til tab af identitet, siger kritikerne.
Men det er et meget ufleksibelt syn på, hvad identitet er. Hvorfor skulle man ikke kunne være både hvid brite og muslim, f.eks.? Eller brite af pakistansk oprindelse og gift med en partner, hvis forældre kom fra Caraibien? Det er muligt at sætte pris på adgang til forskellige traditioner og kulturer i stedet for at betragte en sådan livsstil som en trussel.

MEN PÅ EN vis måde minder urolighederne i Bradford slet ikke om etnisk ballade. De minder bare om ballade.
Det lader til, at nogle af uromagerne simpelt hen lod sig rive med i rusen efter den første gnist, som antændte volden. Hvorfor synes de, at den slags er nødvendigt?
Det er svært at komme uden om social udstødelse her. For nok er Storbritannien et rimeligt rigt land med meget lav arbejdsløshed og tilsyneladende udmærkede muligheder for at finde noget at tage sig til andet end at smadre ruder og stikke ild til pubber.
Men den økonomiske velfærd er for at sige det mildt ikke ligeligt fordelt. Storbritannien har ifølge FN’s fattigdomsstatistikker det andetstørste gab mellem rig og fattig i Europa – det største findes i Irland.
Et gennemgående træk i det seneste uroligheder i Storbritannien er, at de har involveret muslimske unge fra fattige kvarterer. De hvide racister, de slås med, hører heller ikke ligefrem til blandt højesteretssagførerne og de privatpraktiserende læger.
Det betyder ikke, at race-spændinger udelukkende er et problem i de sociale klasser, der traditionelt bliver betegnet som »lavere«. Det betyder bare, at spændingerne dér har det med at give sig udslag i vold.
Endnu et element er helt almindelig kriminalitet. Nogle af Bradfords etniske unge er kriminelle og sidder på f.eks. narkohandelen i visse områder.
En bedre udligning mellem mulighederne for rige og fattige briter – uanset hvilken etnisk baggrund de har – vil måske kunne afhjælpe nogle af problemerne. Det er et forsøg værd.

beb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu