PARIS - Det er tilsyneladende en politisk grundregel: tænk på borgerkrigen inden for det danske konservative parti efter ekspartileder Hans Engells afgang; Socialdemokraterne under den seneste valgkamp, Venstre lige nu eller den britiske konservative opposition i det meste af Tony Blairs regeringstid: 'Med venner som disse, hvem har så brug for fjender?'
Talemåden er også dækkende for den valgkamp, som lige nu kører for fulde gardiner i Fran-krig. Første runde i det kommende præsidentvalg er blot fire måneder væk, og udfaldet vil få enorm betydning for Frankrig, hvor det politiske liv nærmest har ligget i koma, lige siden vælgerne i maj 2005 sagde nej til den europæiske forfatning.
Men også resten af Europa venter på resultatet, der vil blive afgørende, ikke bare for forfatningen og dermed rammerne for den europæiske unions virke i den nærmeste fremtid, men også for den samlede europæiske samfundsøkonomi, der hæmmes af et arbejdsløshedsramt og reform-angstkerneland, som ikke desto mindre er verdenssjettestørste økonomi.
Status lige nu er, at de to ledende kandidater, socialisternes Ségolène Royal, der er valgt af sit parti, og partiformand, indenrigsminister Nicolas Sarkozy fra det konservative regeringsparti UMP (som først kåres af sit parti den 14. januar, men som er sikker vinder) står lige i meningsmålingerne, dog med en lille overvægt til Royal. Paradoksalt og markant er det imidlertid, at intet af det, de to kandidater siger om eller til hinanden, i effekt kan måle sig med de angreb, som partifællerne på begge sider excellerer i mod egne kandidater.
På den borgerlige fløj har præsident Chirac og dennes væbner, premierminister Dominique de Villepin, i månedsvis gjort deres ypperste for at underminere Sarkozys kampagne, og ingen midler har været skyet for at forhindre det, der på trods af den indre modstand vil ske om godt to uger: at UMP's særligt indkaldte kongres vil kåre indenrigsministeren til partiets kandidat. Herefter er det dog fortsat en teoretisk mulighed, at præsidenten selv (eller en af hans allierede) alligevel vil stille op som uafhængig borgerlig kandidat.
Røg i køkkenet
På den modsatte side hos socialisterne har de ledende mandlige kadrer taget sig vældigt sammen efter kåringen af Ségolène Royal, der kom i stand gennem en urafstemning i partiet, og som efterlod partitoppen i lige dele surhed og chok. En efter en har de gamle hanelefanter svoret troskab mod deres kandidat, men lige før jul gik det alligevel grueligt galt. Partiformand François Hollande - der ifølge talrige franske medier fortsat er dybt deprimeret over, at det er moderen til hans fire børn, Royal, og ikke ham selv, der er partiets præsidentkandidat - gik i et interview ud med et forslag om at øge den franske topskat på 40 procent for de rigeste borgere betragteligt, genindføre formuebeskatningen, aflyse skattelettelser givet under Chirac og finansiere en statslig pensionsreform gennem både den nye topskat og en ny selskabsskat.
Problemet var blot, at initiativet ikke var aftalt med hverken Royal eller partiets ledelse, som ikke skal have noget af at genere middelklassen lige før valget. To hastigt aflyste pressemøder udstillede præsidentkandidatens ulyst til at kommentere på sin samlevers forslag, men medierne morede sig kongeligt over parrets genvordigheder.
Hele den pinagtige episode fik fluks de interne socialistiske sår til at bryde op igen. Tidligere premierminister Laurent Fabius, som blev slået af Royal i novembers urafstemning, sagde sarkastisk til dagbladet Le Figaro, at "problemet er, at vi har tre sange: valgmanifestet, som er vedtaget af partiet, partilederens manifest, som er diskuteret af ingen, og kandidatens manifest, som er blevet annonceret, men ikke fremlagt nogen steder."
Betonsocialistisk engel
Nummer to ved urafstemningen, den midtsøgende fhv. finansminister Dominique Strauss-Kahn, lod sive til pressen, at han var "rasende" på Hollande, og regeringens ministre fik hermed en sjælden lejlighed til at kommentere på modstanderen i stedet for på hinanden. Sarkozy sagde, at der bag Royals "engleagtige fremtoning skjuler sig en betonsocialist", og lederen af UMP's gruppe i Nationalforsamlingen, Bernard Accoyer, sagde, at "kandidaten (Royal, red.) er lutter overflade; men nu har vi fået lyd på. Stemmen tilhører François Hollande."
Men det fornærmende og sexistiske billede af en kvindelig marionet, hvor manden trækker i trådene, holder ingen steder. Sandheden er snarere, at den begavede, men ukarismatiske Hollande er ude af stand til at styre sin bitterhed over at være reduceret til ægteskabelig andenviolin.
Vanillebuddingens hævn
For en måned siden lod han det stå klart, at han ikke agter at flytte ind i Elysée-palæet, selvom hans partner skulle blive valgt til præsident - en erklæring, der ikke giver mening, hvis han ønsker, at partiet skal vinde valget, men kun kan forstås, hvis man medtager et ønske om personlig uafhængighed fra Royal. Han siges også at være rasende over det kodenavn, Royals politiudpegede bodyguards efter sigende har forsynet ham med: Cecilio (et ordspil på Sarkozys hustrus navn, Cecilia). På de indre linjer kalder partifællerne ham for Flamby (vanillebudding). Det satiriske ugeblad Le Canard Enchaîné, skrev forleden direkte, at Hollande var ude på at underminere hustruens valgkampagne.
Det hedder sig, at der bag enhver succesfuld mand står en effektiv og loyal baglandskvinde. Skulle det mon være sådan - selv i det 21. århundredes Europa - at der bag kvinder med tilsvarende succes står en frustreret ægtemand ?
