Læsetid: 6 min.

Balladen om 'Krigerne'

Er det dokumentarisme eller fiktion, kunst eller kommercielt - eller er det bare banalt? Når genrerne blandes, sløres kontrakten med seerne: Oplevelsen afhænger af øjnene der ser. - Hvad har Poul Martinsen egentlig gang i med DR1-serien 'Krigerne'?
21. januar 2006

Der går længe imellem, at en tv-serie i DR-regi i den grad deler vandene, som den serie DR1 i disse uger udsender hver onsdag under titlen Krigerne - af en af tv-dokumen-tarismens pionerer i Danmark, Poul Martinsen.

Serien er kanonaktuel. Der er netop faldet dom i byretten i sagen mod Annemette Hommel for at have behandlet fanger i Irak umenneskeligt. Ideen til Krigerne blev konciperet af Poul Mar-tinsen for halvandet år siden da Rolf Kuschels og Faezeh Zands bog Ondskabens Psy-kologi udkom. Og stadig di-skuterer vi tortur af fanger i Abu Ghraib, på Guantánamo-basen og i CIA-fængsler i Europa. Arbejdstitlen for serien var: Ondskabens banalitet. Thomas Harder i Politiken taler efter første program om "Poul Martinsens ambitiøse og flot gennemførte og tankevækkende dokumentarserie". Helle Helmann kalder det for "noget ufokuseret og dilettantisk rod" efter at have set udsendelse nummer ti. I B.T. omtaler Birgitte Grue serien i sin helhed, som "noget så sjældent som tænke-tv", og "noget af det bedste jeg længe har set". I Information kalder Oliver Stilling serien for et "reality-show" og mener, at den som sådan "faldt igennem", og han var stærkt irriteret over Poul Martinsens fortællerstemme "der skar de fleste af pointerne ud i pap". René Gummer i Weekendavisen mener også, at der er tale om en slags "reality-tv", en genre, som han synes "gennemgående er rædselsfuld"; han mener dog alligevel serien er værd at bruge tid på at se, "fordi programmerne trods alt stiller en række relevante spørgsmål".

Krigerne er uklar og tvetydig omkring kontrakten med seerne. Det er man uvant med i vore dages skabelon-tv. Men i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne var der rigtig mange af den slags tvetydige udsendelser. Poul Trier Petersen producerede f.eks. såkaldte "spontanspil" med almindelige mennesker der agerede som sig selv i konstruerede situationer. Poul Nesgaard skabte tvetydige ironiske serier I sandhedens tjeneste.

En pioner

En af dem der var pioner på området iscenesat tv-virkelighed, var Poul Martinsen. Allerede i 1969 producerede han programmet Broen hvor han lod nogle medlemmer fra MC-gruppen "De vilde engle" mødes med et tilsvarende antal "langhårede" på en ø i en sø i Nordsjælland.

"De vilde engle" var den gang berygtet for voldeligt at invadere nogle af de steder hvor de unge "hippier" holdt til. I udsendelsen fik de to grupper til opgave at bygge en bro til søbredden af udleverede materialer inden for en tidsfrist. Hvis de kunne arbejde sammen og løse opgaven, fik de en efter datidens forhold stor pengepræmie til deling. Ellers ikke.

Broen blev nok bygget, men en af de langhårede havde også undervejs fået nogle øretæver. Speaken i starten af programmet fortalte, at man ville afprøve en socialpsykologisk teori, der sagde at samarbejde kunne nedbryde fordomme.

Udsendelsen er stadig i dag skidegodt tv. Men hvad tv-eksperimentet egentlig beviser, er uklart. Det er den nyopfundne genre: et "tv-eksperiment" også. Den virkelighed eksperimentet viser, er iscenesat, opgaven er en konstruktion, tidsfristen skaber kun fremdrift. Men inden for disse rammer agerer de medvirkende ud fra egne fordomsfulde forudsætninger, og det tilførte programmet indiskutable dokumentariske kvaliteter. Men også drama. Altså oplysning og underholdning i ét.

Udsendelsen vandt en international tv-pris. Var der noget der blev videnskabeligt bevist? - Overhovedet ikke. Optagelserne foregik over et døgn, deltagerne vidste, at der var tv på. Det originale var, at Poul Martinsen var blevet inspireret til at opfinde en ny tv-form ved i faglitteraturen at have læste om nogle socialpsykologi-ske eksperimenter i USA om opbygning og nedbrydning af fordomme. Det koblede han sammen med en helt aktuel social konflikt mellem to af datidens ungdomsgrupper.

Poul Martinsen producerede senere andre fascinerende dokumentariske "tv-eksperimenter" med udgangspunkt i forsøg fra den psykologiske faglitteratur, som f.eks. Lydighedens dilemma fra 1979 som dokumenterede at almindelige danskere kunne manipuleres til at torturere medmennesker. Mest samfundsmæssig 'impact' fik udsendelsen Dagbog fra en fristad fra 1975.

Her gik forsøget ud på at lade en solid socialdemokratisk arbejderfamilie fra Hedehusene leve en uge sammen med beboerne på Christiania. De sagde fra starten, at "lortet" skulle lukkes, men efter en uges forløb havde de skiftede mening: Christiania skulle bevares. Udsendelsen var sandsynligvis med til at ændre opinionen i befolkningen og Folketinget, selv om den jo sådan set ikke (be)viste andet, end at fire almindelige mennesker ved selvsyn havde ændret hold-ning.

En slags reality-show

Skræller man det autori-tative videnskabsbaserede "Kloge Åge"-lag væk, så kan man jo godt hævde, at der med den slags udsendelser er tale om en slags reality-shows - længe før underhold-ningsgenren blev opfundet. Der er tale om iscenesættelse og åbenbar manipulation af deltagerne - konstrueret virkelighed. Men at kalde Krigerne for et "reality-show", som nogle journalister og anmelder har gjort, er misvisende. Man kører på automat-pilot.

Udsendelserne har selvfølgelig en familielighed med reality-shows, men serien adskiller sig fra alle normale reality-shows ved, at der er tale om en ægte føljeton. Det er nærmest en dramaturgi som genfindes i en serie som Krøniken, hvor det heller ikke er godt for oplevelsen at komme ind midt i det hele og se et enkelt program. Modsat reality-shows, der grundlæggende er episodiske:

Hvert program skal kunne ses for sig. Krigerne er heller ikke båret af et udskilningsløb med en præmie for vinderen til sidst. Her er der nye konflikter og udfordringer for deltagerne for hvert af de fire programmer i serien. Og "alle skal med over målstregen".

Deltagernes "hardships" er ikke tilrettelagt for underholdningens skyld, og deltagerne er ikke med for at vinde en million. Det fremgår klart, at de enkelte forsøgsscener er udvalgt for at illustrere psykologiske pointer fra faglitteraturen om forskellige dele af ondskabens psykologi - pointer som har med aggressioner, fjendskab og umenneskelig social adfærd at gøre. Disse pointer skærer Poul Martinsen så ud i pap gennem sin "Kloge Åge"-speak gennem alle udsendelserne. Det ødelægger naturligvis noget af under-holdningen, bremser fremdriften, og sætter seerne i et distanceret og observerende forhold til de medvirkende i de dramatiske scener. Seerne får spoleret muligheden for bare at gå på "reality-komedie".

Der er altså hverken tale om seriøs videnskabelig bevisførelse, eller om et normal reality-show for underholdningens skyld. Det er faktisk lidt gammeldags belærende og oplysende tv, som så gør brug af en iscenesættende dramaturgi af de medvirkende, der nok er beslægtet med reality-shows, men altså en 'uren' hybridform som Poul Martinsen selv har opfundet længe før tv-reality-showenes fremkomst i midten af 1990'erne.

Tv i flere lag

Krigerne har mindst tre lag som for nogle seere og anmeldere arbejder sammen, men for andre tydeligvis modarbejder hinanden: et krigsspil med teambuilding-effekt for deltagerne - det tager den tidligere militærmand Stritich sig af, en ironisk-distancerende udstilling af de almindelige reality-udsendelser - den side repræsenterer Michael Carøe: "Det er godt tv!", og så et psy-kologisk illustrerende og demonstrerende lag - det tager instruktøren Poul Martinsen sig selv af. Men faktisk er der endnu et lag i serien: Et selvreflekterende lag. Poul Martinsen udstiller sig selv og sin rolle som iscenesættende "dokumentarist" - og dermed som manipulator over for deltagerne.

Han fremtræder som en figur i fortællingen, der er mindst lige så "ond" som de deltagere, der undervejs bliver forført til at vise sider af sig selv, som de måske ellers aldrig ville aktivere til daglig. Læg mærke til, hvordan han visuelt fremstiller sin egen figur i redigeringsrummet, hvor vi i hvert program ser ham læse sin speak op: "Den onde mand" i bengalsk belysning, der "tilstår" at han narrer og manipulerer deltagerne for at få sit tv-program i kassen, så det kan illustrere sider af ondskabens psykologi.

Om denne komplekse montage af flere optikker er lykkedes, vil jeg ikke tage stilling til. Jeg er hverken anmelder eller almindelig seer. Men noget lignende er vist indtil nu ikke vist i dansk tv. I øvrigt: Efter min mening var det en fejl at sende serien med en uges mellemrum, den skulle det have været sendt fire dage i træk i samme uge.

Peter Harms Larsen er tidligere professor i journalistik ved Syddansk Universitet. Han har skrevet bøgerne 'Faktion som udtryksmiddel' (1990). Og 'De levende billeders dramaturgi' (2003). Han har i to år arbejdet på en bog om Poul Martinsens samlede tv-produktion. Den forventes at udkomme ved udgangen af dette år. Deri fortælles også om produktionshistorien bag 'Krigerne'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her