Læsetid: 8 min.

Balladen om Peter Handke

Man kan af den genopblussede splid omkring forfatteren Peter Handke lære, at man i Vesten nærmer sig koldkrigsklimaet i de kommunistiske lande. Sådan opfatter man det i hvert fald i Serbien, som det hele egentlig drejer sig om
31. juli 2006

Sidst i marts læste lederen af Comédie Francaise en kort avisartikel om en begravelse i den lille by Pozarevac og besluttede, at det parisiske teater næste sæson alligevel ikke vil spille Spørgsmålsspillet eller rejsen til det sonore land.

Stykket er nemlig skrevet af den østrigske forfatter Peter Handke, som viste Slobodan Milosevic den sidste ære ved hans begravelse. Dét "generede mig kraftigt, for jeg forstod Handkes gestus som en fornærmelse mod krigens ofre", har den franske teaterdirektør, Marcel Bozonnet, forklaret.

En tid havde der ellers været stille omkring Handke, og rundt om var man begyndt at bruge mere tid på hans bøger og teaterstykker, end på at tage stilling til hans politiske standpunkter og de dilemmaer, han stillede kunstverdenen overfor. Men så døde Slobodan Milosevic i sin fængselscelle i Haag, og igen blussede debatterne i franske, østrigske og tyske medier op.

Handke har fra starten af krigen i Jugoslavien støttet Milosevic. Men selv om Milosevic skulle bære skylden for krigens døde, og selv om Serbien mere skulle fortjene fordømmelse - så burde Bozonnet ignorere dén side af Handke og lade teaterpublikummet se hans stykke - som i øvrigt er skrevet i 1989 og altså uden forbindelse med krigen i Jugoslavien. Det mente en række kendte navne fra litteratur og film, som i et åbent brev anklagede teaterdirektøren for at indføre censur på et statsligt teater.

Jelineks kommentar

Handkes landsmand og nobelpristager i litteratur, Elfriede Jelinek, skrev i Le Monde, at Bozonnet på den måde "anbringer dette teater med dets meget rige tradition sammen med kulturinstitutionerne fra en meget mørk fortid, som holdt enhver kunstner, der var en torn i øjet, på afstand. Den, der hindrer en kunstner i at udføre sine aktiviteter, begår en forbrydelse ikke kun mod kunstneren, men mod hele publikum".

Mange har til gengæld støttet Bozonnet. Som de to forfattere, der i Liberation kaldte Handke en "neo-negationist", som end ikke vil anerkende, at der blev begået folkemord i Srebrenica. Dén beskyldning fik Handke - der i 15 år har boet i en forstad til Paris - til at skrive et langt svar til avisen, selv om han hævdede oprindeligt ikke at ville blande sig.

Om samme emne skrev han også under overskriften "Hvad jeg ikke har sagt" i Frankfurter Allgemeine Zeitung:

"Jeg har aldrig benægtet en eneste af massakrerne i de jugoslaviske krige 1991-95 og heller ikke relativiseret eller retfærdiggjort endsige billiget nogen". Og videre "har jeg aldrig karakteriseret Slobodan Milosevic som offer eller som et af ofrene".

Han (gen)bekræftede i Liberation, at massakren i Srebrenica er den største forbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig - men bad i samme åndedrag om, at man holder op med udelukkende at tilskrive serberne massakrer og minder om, at muslimer før massemordet i Srebrenica i mindre målestok gjorde det samme mod serbiske civile i landsbyerne omkring byen.

Retfærdiggørelse

Dén argumentation ser mange netop som forsøg på relativisering og retfærdiggørelse. Det gælder mange serbere, som måske ellers burde være glade for at få lidt sjælden støtte udefra i kampen for at forbedre det image, der blev så grundigt ødelagt i løbet af 90'erne.

Men den serbiske dramatiker Biljana Srbljanovic - der p.t. også bor i Frankrig og deler forlag med Handke - skriver i østrigske der Standard, at "Handke forstår overhovedet ikke Serbien, han kan ikke sproget, kender ikke skikkene og har ingen anelse om, hvordan dets virkelighed er".

Eller med en fransk teaterkritikers ord:

"Mens Serbien prøver at befri sig for sin nationalistiske fortid, afstår Peter Handke ikke fra ved begravelsen at tilføje, at han er 'med Serbien, at han er ved Milosevic' side'".

Handke sætter altså Serbiens sag lig med Milosevic' - præcis som Milosevic selv gjorde, da han var præsident, men også da han sad på anklagebænken i Haag.

Dét lighedstegn gjorde serberne op med, da de 5. oktober 2000 gik på gaden og lavede revolution - troede de. Men nu viser det sig altså, at de stadig er lig med Milosevic - både i skeptiske vesteuropæeres, men også i deres 'venners' øjne.

Som Srbljanovic i juni sagde om Handke på radiostationen B92, så "snakker han hele tiden om Milosevic, det har ikke noget med serberne at gøre".

Netop derfor var mange serbere hellere fri for Handkes 'støtte'. På samme måde som selv landets konservativt-nationale regering frasagde sig enhver forbindelse med begravelsen af landets tidligere præsident.

For de serbere lyder Handkes forklaringer om massakrer og mod-massakrer i Bosnien lidt for meget som det Serbiske Radikale Parti, hvis radikalisme ikke mindst ligger i deres afvisning af at tale om serbisk ansvar for, hvad der skete i 90'erne.

Skammer sig

I Der Standard skriver Srbljanovic:

"Der findes ikke noget værre, end at sige 'De gjorde det først ved os, og derefter gjorde vi det ved dem' (-.). Jeg skammer mig over den kronologiske opregning af mord og forbrydelser, jeg skammer mig over den form for kalender, for det er, som om man med dén relativiserer den voldelige død, som om man vil indføre orden i dette frygtelige rod, som om man er indforstået med det".

Srbljanovic sammenlignede på B92 Handke med Bernhard-Henri Lévy, der i fransk og international debat har "taget den pro-bosniakiske eller promuslimske side" og er "en overfladisk nar, der er kendt for at have taget sin frisør med til Sarajevo, så han kunne føntørre ham" til en fotosession i byen.

Lévy interesserer sig mest for selvpromovering, mener Srbljanovic - og hævdede på B92 det samme om Handke:

"Det er alt sammen tåbeligheder: De manipulerer med halve sandheder og befinder sig på de intellektuelle excessers plan; for mig er det, Handke laver, rent intellektuelt snobberi. Jeg mener: Han har et frygteligt behov for - og sådan er han altid, sådan er hans litteratur - at være i fight og at være anderledes".

Hvis Handke virkelig har sådan et behov, må han for tiden være ret tilfreds. For sagen med Comédie Francaise er kun én polemik med ham i centrum.

Hvert år tildeler en jury på 12 mand Heine-prisen til en forfatter, der i sit værk viser politisk fritænken og kæmper for grundlæggende menneskerettigheder.

I år bestemte den uafhængige jury at give prisen til Peter Handke og skrev i begrundelsen, at "Egensindig som Heinrich Heine følger Peter Handke i sit værk vejen mod den åbne sandhed. Hensynsløst sætter han det poetiske verdenssyn op mod den offentligt anerkendte måde at tænke på og dens ritualer."

Så tvetydig formuleringen var, fik beslutningen alligevel et medlem af Düsseldorfs byråd - der lægger prisens 50.000 euro - til at indkalde til et hastemøde. Politikerne annullerede tildelingen, hvilket fik et medlem af juryen til at erklære fra starten at have været imod Handkes kandidatur. To andre medlemmer trådte derefter ud, da de "ikke ønsker at tilhøre en jury, som ikke står ved sine beslutninger".

I mellemtiden meddeltes, at byrådet ville træffe den endelige afgørelse på sit ordinære møde 22. juni - men før da skrev Handke til Düsseldorfs borgmester og afslog at modtage prisen.

Mange østrigske og tyske intellektuelle og forfattere har i stærke vendinger kritiseret eller støttet sagens forskellige hovedpersoner.

Sort og hvidt

Nogle taler om censur, mens den østrigske forfatter Robert Menasse mener, Düsseldorf "bør omdøbe Heinrich Heine-prisen til Paul Heisse-prisen - efter den konservative forfatter fra begyndelsen af forrige århundrede. Den pris vil så i Heisses ånd skulle tildeles epigoner og eftersnakkere. Efter denne demonstration er spørgsmålet, om Heine nogensinde ville få sin egen pris, eller om den ville blive ham frataget".

Men set fra Serbien har sagen langt dybere rødder og implikationer. For eksempel bemærker man, at byroden, der fik annulleret prisuddelingen, er fra De Grønne.

Og mens mange blev forargede over prisen til Handke, så "har politikere fra socialisternes og De Grønnes rækker - altså netop fra de partier, som (under Kosovokrisen i 1999) bombede Jugoslavien og førte krig mod Milosevic - udtrykt størst vrede", skriver Katarina Vesovic i det normalt anti-nationalistiske politiske ugemagasin Vreme.

I de mange voldsomme reaktioner læser hun, "at det billede, den offentlige mening har af serberne så godt som ikke har ændret sig" siden Milosevics tid - på trods af alt, der er sket i og med Serbien. Hvilket er udtryk for et bredere fænomen:

"For 10 år siden var opdelingen i godt og ondt i borgerkrigen i Jugoslavien meget skarp - mens vi i dag har en radikal opdeling i godt og ondt på globalt niveau. Det én gang skabte billede af verden korrigeres ikke mere i forhold til virkelighedens kendsgerninger - i stedet tilpasses virkelighedens kendsgerninger det skabte billede."

Det frosne sort-hvide verdenssyn gør, at det i Heine-sagen ikke er blevet ved den debat, der hører hjemme i et demokrati, men at "der fulgte en åben politisk indgriben i den kulturelle sfære, hvilket i et udviklet demokrati som Tyskland er aldeles uhørt", skriver Vesovic.

Dét viser for hende, at politik - som i de tidligere kommunistiske lande - har grebet hele samfundet: At "et bestemt politisk verdenssyn i en altomfattende oversvømmelse er trængt ind i alle livets sfærer - og dem, der rejser sig mod den politiske korrekthed, straffes radikalt".

Degenaration

Fra den kolde krig har vi arvet en 'enten-er-du-med-os-eller-også-er-du-imod-os'-tilgang, mener Vesovic:

"Den mangeårige proces med at favoriserere en bipolær opfattelse af verden har skabt betingelserne for, at den differentierede kritiske tænkning er blevet stadig mere svækket, ligesom den tvivl og skepsis, som er dens metoder."

Den 'degeneration' er blevet stærkere med krigen i Irak, men fandtes også i forhold til konflikten i Jugoslavien. Hvad den altså stadig gør, ser Vesovic af Handke-debatten.

"Engang var det vigtigt, om man var for eller imod Milosevic, i dag er det vigtigt, om man er for eller imod amerikanerne - og i den forbindelse er friheden til at udtrykke politiske holdninger ikke så vigtig som tvangen til politisk legitimering, en særlig form for efterprøvning af, om man accepterer systemet og dets opfattelse af virkeligheden."

Det er netop dét, Handke ikke gør, mener både hans serbiske kritikere som Srbljanovic - der ser ham som en rasmus-modsat - og hans sympatisører i Vesten.

I Vesten støtter folk ikke Handke - noterer Vesovic - fordi de ønsker "en revidering af det politiske billede af Serbien, men fordi de respekterer hans antimainstream-tænkning (Matthias Hartmann, Burgtheaters kommende direktør), fordi de er imod censur (Elfriede Jelinek), eller fordi de mener, at store forfattere har ret til at tage fejl politisk (Botho Strauss)."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu