Læsetid: 7 min.

Ballasten var nostalgi

29. april 2005

Den 17. februar 1864 torpederede den amerikanske undervandsbåd H.L. Hunley nordstatflådens nyeste og kostbareste krigsskib USS Housatonic, der blokerede havnebyen Charleston. Det var verdenshistorisk. I Danmark har man i de sidste år måske hørt om Hunley, da en ung dansk marinearkæolog, Maria Jacobson, står for at hive den op fra dybet. H.L. Hunley gik nemlig ved samme lejlighed ned med mus og otte mand og blev først fundet igen i 1995 af den amerikanske bestsellerforfatter Clive Cussler, der havde brugt årevis og bunker af dollars på at opspore den mytiske ubåd.

En anden bestsellerforfatter læste måske i 1864 nyheden om H.L. Hunleys bedrift. I Paris havde en 36-årig dramatiker nemlig påbegyndt en helt ny type forfatterkarriere.

En grå eftermiddag i februar 1864 har han som sædvanlig opsøgt et bibliotek i Paris og har grundigt gennemlæst samtlige aviser. Her er han måske faldet over nyheden om det torpederede krigsskib. Han har noteret det og arkiveret det sammen med det utal af andre oplysninger, han i disse år samler ind. Den unge forfatter var Jules Verne, et navn der hurtigt skulle blive kendt verden over.

I år er det 100 år siden, han døde. Det markeres på behørig vis i Paris men også i Nantes, hvor han blev født i 1828 og i Amiens, hvor han tilbragte en stor del af sit liv og var et stolt medlem af det lokale akademi, når det fine inde i Paris nu ikke ville vide af ham.

Hvem har ikke en barndom fyldt op af Jules Verne? Måske nutidens børn, hvor Harry Potter omsider har overgået de salgsrekorder Verne i over 100 år satte, kun overgået af Biblen. Ikke mindre end 80 romaner fik han strikket sammen i det minutiøse daglige skrivearbejde mellem klokken fem og 11 om morgenen. Rejsen til jordens indre, Kaptajn Grants børn, Den hemmelighedsfulde ø, To års ferie, Jorden rundt i 80 dage er blot nogle af de titler, der kommer barnesjælen i hu. Dertil kommer de teaterstykker og noveller den unge lovende jurist meget mod sin faders vilje skrev i sine tidligste år.

I Paris er det Marinemuseet ved Trocadero, der lægger ud med en stor udstilling bygget op omkring En verdensomsejling under havet. For at nå frem til udstillingen er man tvunget til at bevæge sig gennem gallerierne på museet ovenover, der fortæller historien om den franske flåde. Her kan man studere modeller og prototyper af de undervandsbåde, franskmændene har haft fingre i. H.L. Hunley var jo på ingen måde verdens første ubåd. Så langt tilbage som 1580, udkastede en engelsk kroejer, William Bourne, de første skitser til, hvorledes et skib kunne forblive neddykket. I 1634 regnede en fransk præst ved navn Marin Mersenne, sig frem til, at en undervandsbåd skulle konstrueres af kobber og være cylindrisk for at modstå tryk. Det var imidlertid en amerikaner i Paris, en middelmådig kunstner, men lovende opfinder, ved navn Robert Fulton, der i 1800 byggede den første Nautilus. Formålet var naturligvis at sænke engelske krigsskibe, og det franske militær finansierede forsøgene. Men da Nautilus skulle stå sin prøve, fik englænderne øje på den og sejlede udenom.

Af de tørre facts i stueetagen på Marinemuseet i Paris kan man aflæse, at det først er en militær succes som Hunley i 1864, der sikrer store 'videnskabelige' investeringer i et projekt som en ubåd.

Når man sammen med stimer af skolebørn og bedsteforældre stiger ned ad den blodrøde trappe mod Verne-udstillingen, der folder sig undervandsklaustrofobisk ud i underetagen, får man rigelig bekræftelse af, at den allerflotteste af undervandsbådene fra disse år voksede ud af hovedet på Jules Verne.

Man stiger ned i hvalens mave, ned til kaptajn Nemo, de moderne tiders navnløse Odysseus, ned til en allerede pessimistisk tolkning af den barske virkelighed, der præsenteres i marinehistorien ovenover. Et fantastisk univers, som Jules Verne formåede at tryllebinde sine læsere med, og som hans emsige forlægger med tæft for forretning først lod udkomme som føljetoner, så i 'paperback' og sidst i prangende udgaver, rigt illustrerede af tidens bedste tegnere. For Jules Vernes Nautilus er gjort af det stof, som drømme er gjort af: bunker af realiteter og så en rigtig god historie.

Virkelighedens H.L. Hunley var cigarformet, den var cirka 10 meter lang og blev drevet fremad ved hjælp af et håndsving. Den otte mand store besætning sad krumbøjede i en 1,3 meter høj kabine og trak på et fælles håndsving. Sprængstof sat på en lang stang gjorde det ud for den torpedo, der fik den 1.800 ton tunge Housatonic til at bryde i brand, så den gik ned med 155 mand om bord. Og så var undervandsbådenes historie i gang.

Jules Verne lader også sin historie starte med sænkede skibe. Fregatten Abraham Lincoln er sendt ud på oceanerne for at finde det søuhyre, der til alles rædsel sænker skibe. Det viser sig at være en imponerende ubåd. Men den ubåd Verne i 1867 forfatter er ikke indskrænket til sølle ti meter. Den er udvidet med al den videnskabelige viden, Jules Verne kunne krabe sammen i sin samtid, pustet op til dimensioner og kapaciteter, som ubåde først har i vore dage. Og som de alligevel slet ikke har: Findes der måske en ubåd, hvor man kan betragte havets fauna fra kæmpemæssige udsigtsvinduer eller udstyret med et bibliotek som det gamle kongelige?

Ballasten i Nautilus er nostalgien efter den gamle verden, der blander sig i Jules Vernes fascination af det moderne. Passagererne er med sikker hånd valgt ud som pendenter til den store verdenslitteraturs skikkelser i den heroiske kamp mellem videnskab og natur, fornuft og romantik: Den menneskehadende og desillusionerede Kaptajn Nemo, videnskabsmanden Arronax, hans tro tjener Conseil og ikke mindst canadieren Ned Land, hvaljæger og repræsentant for Den Nye Verden, der udnytter naturens ressourcer hensynsløst.

Detaljerne er vigtige. Science fictionforfatternes grand old man havde begge dele i orden: videnskaben og fiktionen. Fiktionen havde han sikkert greb om, som det allerede viste sig med den første succesroman om ballonfærden hen over Afrika. Hele det pædagogiske projekt, der er at finde i hans "fantastiske rejser" går ud på at få unge mennesker til at sluge så megen så mulig viden. Det er her, man finder den redaktør, der livet igennem udgav hans værker og som også indtager sin plads i udstillingen under Marinemuseet: Pierre-Jules Hetzel. Han havde Balsac, Musset og George Sand i stald og i 1864 lancerede han et populærvidenskabeligt blad Uddannelse og fritid. Det var tiltænkt hele familien, og det var her Jules Verne under Hetzels skrappe redaktion skulle slå sine folder.

Hetzel var en oplysningens og rationalitetens mand, et barn af revolutionen. Hvis man i dag opfatter Jules Verne som fremtidsoptimistisk, er det Hetzel, der fra starten retter ham skarpt af. Han nægter at udgive Jules Vernes Paris i det 20. århundrede, som Verne allerede skrev i 1863, den udkom først i 1994 efter på bedste kiergaardske vis at være fundet i en gammel pengeboks. Den viser ikke alene Jules Vernes forudsigelser, der er klaver-regnemaskiner og elektronisk musik, men også en verden, hvor kunst og litteratur skamfuldt er gået i glemmebogen og romanens hovedperson, en ung latinelskende kunstner, dør af sult.

Den slags bøger ville Hetzel ikke have. Han ville udelukkende bruge Jules Vernes forrygende evner til at vulgarisere den nyeste videnskab, og opfindelsen af Nautilus er eksemplarisk. Rejsen gennem alverdens oceaner er en lærebog i geografi og enhver fantastisk detalje er udelukkende forstørret fra videnskabelige fakta, der allerede forelå. Jules Verne opfinder ikke. Han tilbringer dagevis på Verdensudstillingen i Paris i 1867, han forudser den omfattende brug af elektricitet og undersøger ned til mindste detalje de sidste nyheder inden for dykkerudstyr.

Forlæggeren og forfatterens uenighed kommer til at stå om Kaptajn Nemo. For Hetzel er han en alt for negativ figur, der er for megen foregriben af Zaratrustra over denne antihumanistiske personage. Nemo torpederer af hævnlyst, og Jules Verne forestiller sig en vred polak, hvis kone og børn er blevet slået ihjel af russere og som derfor sænker zarens skibe. Heller ikke det vil Hetzel vide af, dertil er hans handler med russerne for gode, og han foreslår, at det er slaveskibe som Nemo sænker.

I første omgang løber Jules Verne af med den sejr, at Nemo forbliver en mystisk hævner. At vi siden får en forklaring i Den hemmelighedsfulde ø er til gengæld et krav fra forlæggeren. Læserne kunne ikke forblive i troen på, at den vældige Nautilus stadig gjorde verdenshavene usikre.

I kælderen under Marinemuseet i Paris kan man se historiske dykkerdragter, elektrisk udstyr fra Verdensudstillingen og originalmanuskripter med de fantastiske kobberstik af Riou. Men man kan især opdage koblingen Jules Verne og Hetzel og med etagen ovenover få rokket lidt ved sin barnetro. Undervandsbåde er stadig ikke hvad undervandsbåde kunne være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu