Læsetid: 4 min.

Balletmester med blottede hjørnetænder

Og flabede kommentarer. Til lykke til Nikolaj Hübbe som ny balletmester
3. april 2007

Så fik Nikolaj Hübbe endelig jobbet som balletmester ved Den Kongelige Ballet. I fredags fik han måske ikke de klapsalver fra offentligheden, som han fortjente; simpelthen fordi folk havde forventet, at valget faldt på ham. Men herfra skal lyde et kæmpe stort tillykke og 39 hurra'er for balletmesteren, der endnu ikke er rundet de 40.

For Nikolaj Hübbe er en af vores allermest spændende dansekunstnere - en ilter performer og en tænksom fortolker. En mand med international erfaring, krydret med nysgerrighed over for historien. En mand med arrogance, ja, men båret af en utålmodighed efter det interessante. Og en mand, der elsker Bournonvilles balletter. Så kan det næsten ikke blive bedre.

"Om Nikolaj Hübbe stadig danser vildt? Jo tak, New York City Ballet kunne dårligt klare sig uden hans blottede hjørnetænder i Tivoli." Sådan skrev jeg, da Hübbe dansede i København for halvandet år siden. Men nu er hans danserkarriere altså ved at være slut. Allerede fra august bliver han fast gæsteinstruktør ved Den Kgl. Ballet - og så overtager han balletmesterposten fra Frank Andersen fra 1. juli næste år.

Telefonsvareren

At Hübbe også søgte posten i 2000, er ingen hemmelighed. Faktisk dokumenterede han sit afslag over for hele verden i Ulrik Wivels film Dancer, hvor han aflyttede teaterchef Michael Christiansens ydmygende, mundtlige afvisning - på sin telefonsvarer!

Derfor herskede der tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville få lyst til at lege med Det Kgl. Teater mere. Men det har han så fået, gudskelov. Også selv om det bliver uden Michael Christiansen; han slutter nemlig som teaterchef samme dag, som Hübbe begynder som balletmester.

Hübbe er en flab. På scenen har han en karisma og en frækhed, som er helt hans egen - og et mod, der har hjulpet ham til at skabe nogle helt personlige rolletolkninger. Men at han er en flab, er måske også det allerbedste man kan sige om en leder på Det Kgl. Teater netop nu, hvor det glatte og strømlinede truer med at tage føringen fra det skabende. Flabet er i hvert fald et plus-ord, hvis det følges af ansvarlighed over for de dansere, der giver deres barn-dom og ungdom til Den Kgl. Ballet. For danserne er fuldkommen afhængige af balletmesterens syn på dem. Det er balletmesteren, der bestemmer, hvem der skal have rollerne. Og det er ham, der skal sørge for, at alle dansere er i topform og har roller.

Derfor er det også afgørende, at ballet-mesteren kan samarbejde med sin ballet-skoleleder. Fordi der må være en sam-hørighed mellem balletskolens anstrengelser - nu under Niels Balles ledelse - og så kompagniets, så ballet-børnene udvælges og trænes efter et udseende og en dansekunnen, som også reelt ønskes i balletmesterens repertoire.

Æstetisk er Hübbes bagland neoklassisk. I New York har han hovedsagelig danset Balanchines værker og Peter Martins'. New York City Ballet har ikke just handlings-balletter som en force, hvorimod det netop er danskernes stærke side at fortælle historier gennem dansen. The best story-telling company in the world, som Frank Andersen har blæret sig med. Så forhåbent-lig kan Hübbe nu finde koreografer, der kan kombinere den renlinjede æstetik med en god historie; selv er han ikke koreograf.

Hübbe har ofte med stolthed nævnt de dansere og instruktører, der har formet ham, med den afdøde balletmester Henning Kronstam som den væsentligste. Det vil derfor også være naturligt, om inspiratorer som Arne Villumsen, Sorella Englund, Ib Andersen og Arlette Weinreich igen vil dukke op på Det Kgl. Teater - for nu at gisne et par navne højt. Lige som Hübbe antagelig vil rokere om på kompagniets dansere, så visse skjulte kvaliteter kommer mere frem i lyset, so to speak.

Skægstubbene

Hübbe siger frække ting. Han har elsket rollen som enfant terrible, og han har lige så gerne optrådt i skægstubbe og hullet t-shirt som i eksklusivt designerjakkesæt. Men han er også blevet voksen. Og nu er det tydeligvis hans talegaver, der skal anvendes mest - hans retorik både over for danserne og over for pressen og offentligheden i øvrigt. Men en danser skal lære at bruge stemmen, når han ikke længere kan ud-trykke sig gennem kroppen alene. Det ved den afgående balletmester Frank Andersen ikke så lidt om. Og Nikolaj Hübbe vil da antagelig også lære af Andersens form; udover at han formodentlig vil benytte sig af Andersens Bournonville-ekspertise, sådan i femkløver med Anne Marie Vessel Schlüter, Eva Kloborg, Dinna Bjørn og Flemming Ryberg.

På tomandshånd har Hübbe imidlertid ingen problemer med at forklare sig. Netop fordi han ved, hvad han snakker om. Og fordi han ved, hvad han vil have. Lige inden premieren på hans fortolkning af Sylfiden i 2003, fortalte han sådan om en prøve:

"Rose Gad sagde en dag til mig: 'Jeg har altid været så sød lige her.' Og så sagde jeg: 'Jamen, det behøver du ikke være. Bare se på ham. Lås ham med øjnene og sig til ham, at han skal tage med dig ud i skoven.' Så fik hun et underligt udtryk af en dyb længsel efter ham - kom nu, kom nu! - og hendes overkrop stod helt stille, mens hendes ben galopperede nedenunder. Sådan!"

Hvis Hübbe kan bevare denne krops-lighed i sit sprog som balletmester, så vil han antagelig få selv de mest tøvende af kompagniets dansere til at følge sig. Og publikum.

Også selv om han af og til kommer til at snerre lidt mellem hjørnetænderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her