Læsetid: 2 min.

Balletskoene er blevet byttet rundt

Bournonville Festivalens mest overrumplende stjerne har været en fuldeslentrende og liderlig karakterdanser
11. juni 2005

Skottekilter og amagerdragter har overtaget Gamle Scene denne uge. Og hvor det dog klæder Det Kgl. Teater at være i festivalstemning. Kontrollørerne smiler kæberne af led, og selv kaffedamen undskylder køen.

Balletmester Frank Andersen kindkysser med hele det internationale kritikerkorps, lige som han gjorde det under Bournonville Festivalen i 1992. Og hver eneste aften henrykker dronningen med sin hengivenhed oppe i logen: Tættere på guldalder-intensiteten kommer man næppe. Sjovt nok har festivalen rykket rundt på kompagniets hierarki: Enkelte korpsdansere og karakterdansere har simpelthen overstrålet alle andre, solister og solodansere eller ej. Balletskoene er blevet byttet rundt, så at sige.

Zig-zag ondskab

Jovist, solodanserstjerner som Thomas Lund og Gudrun Bojesen har glimtet som forventeligt i disse dage - ædelt, nobelt og fuldstændig selvfølgeligt. Ikke én fod sidder forkert, ikke ét blik ryster hos disse dansere. Alt er ægte: De elsker Bournonville - og kærligheden er gengældt.

Gudrun Bojesen og Thomas Lunds 'Sylfiden' i mandags var så rystende, at tiden stod stille. En stjernestund af Bojesens bløde trippemuskler og Lunds legende himmelspring i skæbneeksplosion. Hun døde af kærlighed, han døde af vanvid - og af karakterdanser Lis Jeppesens hekse-ondskab, der zig-zagede gennem ham.

Solodanserne Caroline Cavallo og Mads Blangstrup har også strålet i deres trinmæssige renhed og sjælelige aristokrati. Alt er beskedent - og dog kompromisløst. Deres 'Sylfiden' torsdag aften var stor illusionskunst: Cavallos Sylfide fandtes kun som en fantasiskabning for Blangstrups James, klar og sitrende som en luftspejling - og hans hjerte brast korporligt ved synet af den døde sylfide.

Forinden havde Jette Buchwalds heks 'kælet' sin ondskab ind i korpsdanseren Maria Bernholdts forstenede skulder og rundt om solisten Morten Eggerts maniske kinder, mærkeligt og dog helt rigtigt. Med Bernholdt-Eggert-Buchwald kunne en vildskabskoreograf skabe en helt ny, dybdedæmonisk 'Sylfiden 2...'

Alligevel har festivalens mest overrumplende stjerne faktisk været karakterdanseren Poul-Erik Hesselkilde.

I onsdags fejrede han 40 års jubilæum, først i rollen som overbærende og menneskeklog konsul i 'Fjernt fra Danmark' og siden som forfængelig og kynisk balletinspektør i 'Konservatoriet'.

Hesselkilde får tilsyneladende alt til at lykkes i øjeblikket. Nyest er hans rolle som hushovmester i 'Kermessen i Brügge', hvor han fuldeslentrer omkring så ligeglad og liderlig, at tilskuerne vrider sig på sæderne af grin. Hele tiden spiller Hesselkilde på komikkens underdrivelse - udsprunget af en kontrolleret opfindsomhed, der netop ikke plagierer forgængere som Flemming Ryberg, Kjeld Noack, Fredbjørn Bjørnsson eller Niels Bjørn Larsen. Næ, Hesselkilder tolker nyt med sin helt egen psykologiske vanvidssplint.

Men for at vende tilbage til hierarkiet. I fredags blev den 24-årige solist Kristoffer Sakurai udnævnt til solodanser - og aldrig har han danset så linjerent som denne uge. Men nogen dramatisk danser har han ikke afsløret bag sine japanske ansigtsfurer: Ikke den mindste forelskelse lyste fra hans Carelis i 'Kermessen'-

Men se nu selv i aften, på DR1 eller på etagerne: Også under en galla skal trimmede lårmuskler og velkørende piruetter gå i ét med rollefortolkningen. Ellers er Bournonville lige meget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu