Læsetid: 3 min.

Banan-lære

27. maj 2005

Den 21. maj kunne man på tekst-tv se en talsmand for regeringen udtale, at børn ikke længere bevæger sig, hvilket fører til livstruende fedme. Enhver, der har børn, er naturligvis bekendte med dette fænomen, men som i alle den slags sager bør man dog vare sig for at hengive sig til alarmisme og defaitisme.

Hvor håbløst det end ser ud, er det rent faktisk muligt for sådanne børn at genvinde i det mindste en del af deres førlighed, blot kræver det tålmodighed og dedikation fra forældrenes side. Der findes således metoder, der har vist sig effektive, hvoraf jeg blot skal detaljere en enkelt.

Denne forudsætter dog, at barnet er på to forskellige life-support-systemer med en vis afstand imellem. Dette er da også ofte tilfældet.

I begge tilfælde er der tale om skærme, hvoraf den ene i reglen er et tv-apparat forbundet med kabel, satellit, video, dvd, og så videre, mens den anden er en computer eller spillekonsol. (I de tilfælde, hvor kun en skærm anvendes, er der erfaringsmæssigt ikke meget at stille op, andet end at få konstateret, at hjernedød er indtrådt, og slukke for apparatet.)

Man vil nu, hvis man betragter barnet nøje igennem en periode, konstatere, at det rent faktisk bevæger sig nogle skridt imellem de to skærme. Denne afstand kan så langsomt øges, idet man dog i begyndelsen må regne med en vis desorientering.

Dette kan imidlertid føre til, at barnet kortvarigt ser vok fraa skærmen. Er man nu hurtig, kan man ligefrem være heldig at få et øjebliks øjenkontakt. En anden mulighed er at snige sig til at løsne hovedtelefonerne. Man kan da forsøge at råbe ind i barnets øre.

Der er mange eksempler på, at man med denne taktik kan opnå rudimentært sproglige reaktioner som "Nh" eller i heldige tilfælde "Hva'." Talrige undersøgelser viser, at mange af disse børn allerede besidder tillærte reflekser, der muliggør signalering af sult eller tørst til forældrene.

Idet barnets sanser således er vakt, kan man forsigtigt begynde at vænne det til den virkelige verden. Dette bør givetvis foregå i etaper, som eksemplificeret i det følgende.

1. Vis barnet en Chiquita-reklame. Da dette er en type afbrydelser, barnet er konditioneret til at acceptere, burde det ikke umiddelbart resultere i nogen panikreaktion.

2. Vis barnet en illustration af en banan i et blad. Da der stadig er tale om et fladt billede, vil dette blive accepteret af barnet. Man bør dog i reglen afholde sig fra at benytte bøger, idet disse genstande erfaringsmæssigt vækker en betydelig ængstelse.

3. Vis det en banan. Når chokket har fortaget sig, kan du demonstrere, at det, barnet nu for første gang i sit liv ser, er det samme, som det i en halv snes år har stoppet i munden.

Ud af bilen - måske

Efter flere måneders intensiv træning med frugter og andre fysiske genstande er det nu tid for barnet til at gå udenfor. Børn på over 15 år og mindre invaliderede 12-årige vil allerede have gjort den værdifulde erfaring at gå ud til bilen.

Forældre med radikale ideer om børneopdragelse vil sågar insistere på, at barnet følger dem ind i supermarkedet, men i de fleste tilfælde vil det naturligvis vente i bilen på sin slikpose. På sådanne børn kan det virke uhyre beroligende at opleve verden indrammet af bilruderne på en måde, der henleder tanken på den kendte skærm.

Hvis alle disse anstrengelser ikke umiddelbart bærer frugt, bør man dog ikke af den grund miste modet. Børn udvikler sig forskelligt, og selv om ens eget måske ikke hører til de specielt opvakte, som er i stand til at stave sig igennem Anders And i 20-årsalderen, kan der være masser af lyspunkter undervejs.

Under intens træning vil selv de mere normalt begavede i reglen holde op med at skrige i otte-årsalderen og forme ordet mælk, og man har eksempler på, at børn, der næppe er fyldt 16 ved egen hjælp har rejst sig fra stolen, åbnet køleskabet og skænket op til sig selv. Det er den slags små solstrålehistorier, der giver en nyt mod, når man er lige ved at give op!

Og tænk så på, at dit barn efter al sandsynlighed skal på fabrik. Der vil han få brug for al den træning af pegefingeren, en menneskealder foran skærmen har givet ham.

At demokratiet forudsætter, at befolkningen kan læse og skrive, er vist en fordom, vi langt om længe har lagt bag os. Sætte et kryds kan vi trods alt alle sammen, og der vil altid være venlige mennesker til at vise os, hvor vi skal sætte det!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu