Læsetid: 2 min.

Bange for at gøre far utilfreds

Det handlede om kunst-nerisk frihed, da der i går blev diskuteret kultur-politik på Det Kongelige Bibliotek. Har politikere og erhvervslivets mæcener øget deres magt på bekostning af kunstnerne? Kulturpolitik
1. marts 2007

Armslængde-princippet betegner en adskillelse mellem den, der bevilger kulturkronerne og den, der deler dem ud: Princippet skal sikre kunstnerisk frihed ved at lade kunstnerne træffe de kunstfaglige beslutninger og holde politikerne ude af butikken.

I går var princippet til debat i Den Sorte Diamant, hvor teatret Mungo Park havde taget initiativ til diskussion. Debattørene var Martin Lyngbo, direktør for Mungo Park, Jørn Langsted, professor ved Århus Universitet og Ellen Trane Nørby, kulturpolitisk ordfører for Venstre, mens Steen Bille fra DR Kultur var ordstyrer.

Aktuel armslængde

Martin Lyngbo mener, at det er vigtigt, at 'armslængde' kommer på dagsordenen, da erhvervslivet og de tunge fonde er begyndt at agere mere og mere i kulturlivet. "Begge grupper sætter deres præg på kulturen, og for hverken fonde eller erhvervsliv er kunstnerisk frihed og armslængde en del af tankegodset", siger han.

Martin Lyngbo mener også, at kulturministeren og politikerne har fået mere magt. Som et eksempel nævner han krisen i Københavns Teater, hvor bestyrelsens udpegning af teatercheferne Ulrikka Josephsson og Lars Norén skabte stor debat.

"Bestyrelsen var udnævnt af kulturministeren, og hele projektet var politikernes. Der var ingen armslængde," siger han.

"Heldigvis har politikerne ikke indflydelse på Mungo Park. Denne armslængde giver frugtbar kunstnerisk frihed".

Hvem skal udpege?

Ellen Trane Nørby er uenig i Martin Lyngbos definition af armslængde:

"Politikere har altid udpeget, hvem der sidder i bestyrelserne," siger hun.

"Det væsentlige er, at der ikke må være nogen politisk indblanding i de kunstfaglige beslutninger".

Nu erkender Martin Lyngbo, at han faktisk er "pisse-ligeglad med armslængde". Han vil bare have kunstnerisk frihed. At politikere udpeger teater-bestyrelser, synes han, er problematisk.

Jørn Langsted mener, at det er fundamentalt, at armslængden overholdes, men det sikrer ikke nødvendigvis, at kulturlivet har det godt. Han fortæller, at staten med kommunalreformen overtog ansvaret for tolv af landets største teatre. Bestyrelserne blev udpeget af kulturministeren. Dette, mener Jørn Langsted, er en stram styring af kulturlivet, skønt instruktøren har sin frihed:

"Hvis vi havde fundet denne struktur før murens fald, ville man have kaldt det en grov styring af kulturen i østlandene!".

Ellen Trane Nørby ser intet problem i, at politikerne udpeger bestyrelser for kulturinstitutioner. "Politikerne er demokratisk udpegede og står til ansvar over for samfundet. Derfor må vi også holde hånd i hanke med kulturlivet. Vi må ikke blande os i kunstfaglige beslutninger, men det er nødvendigt, at politikere tager ansvaret for den overordnede planlægning, blandt andet for at undgå, at armslængde-rådene støtter det samme, som de altid har gjort".

Frygt for 'far'

Martin Lyngbo mener, at en støttegiver, privat som statslig, altid vil støtte kunsten med et formål og forsøge at stikke rammer ud. Det er der intet galt i. Men faren for den kunstneriske frihed opstår, når hvad han kalder en "snigende paranoia for at gøre far utilfreds" indfinder sig. Det mener han, at der er reel fare for i dag. Han fortæller, at Det Kongelige Bibliotek pludselig fik kolde fødder, da oplægget til dagens debat, som de havde forfattet i samarbejde med Mungo Park, skulle lægges ud på hjemmesiden. Kunne Mungo Park ikke tage ansvaret for det? De var nervøse for direktørens og kulturministerens reaktion. "Hvis kulturinstitutionerne bærer rundt på den samme frygt, står det slemt til", siger Martin Lyngbo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her