Læsetid: 4 min.

Bangladesh i terrorens vold

23. august 2005

Bangladesh er ikke Afghanistan. Internationale mediers påstande om talebanisering og en ny fristat for terrorister er løgn og bagvaskelse...
I flere år har regimet i Dhakas udkæmpet en Don Quijote-kamp for at værne om nationens image og tiltrække udenlandske investorer. De over 450 bomber, som i onsdags eksploderede igennem en halv times i 70 byer i 63 distrikter rettede et dødsstød imod fornægtelser som ovenstående. At antallet af ofre blev lavt – blot to døde og 150 sårede – bør ingen lade sig narre af. Terroristernes operation var den største og mest velorganiserede til dato i nogen muslimsk stat, og formålet bag var næppe at maksimere antallet af dødsofre.
Var aktionen tænkt som en advarsel til regimet? Eller var den en generalprøve på noget meget større?
Bangladesh har været plaget af enorme problemer, siden nationens fødsel for 34 år siden, og alle de fremskridt, som trods alt er gjort, er nu truet. Ustabiliteten har mange ansigter, og det mest gruopvækkende viser sig i en intolerance, et snæversyn og en fanatisme, som minder slående om Talebans. En »kokon af terror« skrev Far Eastern Economic Review allerede i foråret 2002, og stadig flere iagttagere drager da også paralleller til Afghanistan, hvor voksende ekstremisme og anarki lokkede udenlandske jihadier til foruden finansstrømme til madrassaerne, dvs. koranskoler, hvor en streng ortodoks islam indterpes sammen med et blindt had til Vesten.
Islamisk fundamentalisme er i forvejen en del af landets politiske hovedstrøm, og flere af de mindst 15 militante bevægelser menes at nyde godt af stiltiende støtte fra det regerende nationalistparti BNP, koalitionspartneren Jamait-i-Islami og formentlig også ministerpræsident Khaleda Zia.
Hvis der ikke øjeblikkelig slås hårdt ned på terrornetværkene, kan det være for sent for Bangladesh, advarer den indiske kommentator Brahma Chellaney, som også frygter for de langsigtede politiske og økonomiske konsekvenser for Indien.
Bomber har været en del af landets hverdag i flere år. De er først og fremmest gået ud over biografer, oppositionsmøder, medier og bazarer. Hundredvis af mennesker er blevet dræbt. Det skrantende demokratiske system er blevet anklaget for at være ’antiislamisk’, og kommunister og religiøse minoriteter er blevet stemplet som murtads eller ’frafaldne’. Den værste vold har ramt de byer og småbyer, hvor lokalbefolkningen er blevet terroriseret af mullahernes fatwaer.
Men sidste uges bombebølge var alligevel anderledes. Alle blev udløst med tidsindstillede ure og var i de fleste tilfælde ganske sofistikerede. Sprængladningerne var dog påfaldende små, hvilket mange iagttagere – sammenholdt med operationens minutiøse præcision – tolker som forsætlig ’tilbageholdenhed’, der antyder at bagmændene ikke tilhører de allermest fanatiske randgrupper.
På den anden side er attentaternes høje grad af koordination og ambitiøse omfang også typiske kendetegn for al-Qaeda, og den forbudte bevøgelse Jamat ul-Mujahedeen, som i flyveblade ved flere af bombemålene, påtog sig skylden for aktionerne, menes da også at have flere udenlandske mentorer.
De tidligere bomber er blevet motiveret med ’jihad for en renere islam’ og kamp mod umoral og for indførelse af den islamiske sharialovgivning. Men drivkraften bag terrorismen har været indenrigspolitisk, hvilket er grunden til at Khaleda Zia har indgået et fornuftsægteskab med nogle af mullaherne. Begge ser desuden en fælles fjende i Awami League og Hasina Wajed, frontfigur for landets andet store politiske dynasti.
Der er rivaliseringen imellem disse to egocentrikere, som har skabt det Frankenstein-monster, der nu truer med at opsluge nationen med hud og hår.
Men meget tyder på, at islamiseringen – eller talebaniseringen, som de intellektuelle siger – nu er gået ind i en ny fase. På alle fronter i Asien er jihadierne hårdt pressede: i Afghanistan og Pakistan af ’militær klapjagt’, og også i Sydøstasien bliver de stadig mere trængt. Stadig flere ekstremister menes derfor at søge sig et fristed i Bangladesh, hvor de kan operere uden at føle sig synderlig truede eller overvågede.
»Det, som vi oplever nu, kan være, en opdukken af en ny aktør på den politiske scene,« siger dr. Hossain Rahman fra Institute of Development Studies i Dhaka.
Allerede for to år siden betegnede Blair-regeringen Bangladesh som »en krudttønde«, og New Delhi har længe advaret om, at der i Bangladesh fandtes terroristlejre, hvor jihadier opøvedes i våbenbrug. For nylig sendte også præsident Bush en højtstående gesandt til Dhaka »with a very tough message«. Men Khaleda Zia, som blev stemt til magten i 2001, og åbnede fængslerne for alle de religiøse ekstremister, som forgængeren Hasina havde fængslet, har nægtet at lytte. I stedet har hun fremhævet landet som mønstergyldigt på grund af dets »moderate islamversion«. Efter sidste uges bomber afbrød hun sit statsbesøg i Beijing og fordømte terrorhandlingerne i vage vendinger. Men der er endnu vist, om hun vil bryde med Jamaat og mullaherne, eftersom der er valg til næste år.
I udenrigsministeriet foretrækker man at skyde skylden på RAW, den indiske efterretningstjeneste, der betragtes som en inkarnation af djævlen selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu