Læsetid: 3 min.

Bang@Stuk.com.dk

18. april 2000

I DAG hedder det hype. Men for ikke så forfærdelig længe siden brugte man det nok så malende overophedning, når børsen gik amok, og selv den mådeligste sunde fornuft kunne indse, at kursernes klatretur foregik på buldrende vulkaner.
Herom har den sunde fornuft desuden i en rum tid været enig med eksperterne, så der er vitterligt grund til at undre sig over den panik, der nu breder sig, fordi forudsigelserne holder stik: IT-aktierne er blevet skudt ud i et frit fald og vælter mod dybet.
Den sunde fornuft må virkelig undres: Hvorfor gør folk det? Hvorfor investerer de i aktier, der med en naturlovs sikkerhed vil drøne i bund med et brag inden for et højst overskueligt tidsrum?
Svaret er tid: Vulkaner har det ganske vist med at komme i udbrud, men ingen ved, hvornår det sker, og måske kan man nå at høste inden.
Også dette havde en mindre amerikaniseret tid imidlertid ord for: Gründerperiode. Og skal man yde hype-betegnelsen retfærdighed, hører det med, at 'overophedning' kun dækker den tekniske side af aktieopvarmningen; den anden: gamblingen, grådigheden og fascinationen af det nye, som ligger i Gründer-begrebet, klinger også med i hype.

LÆSERE AF Informations Doonesbury må egentlig sidde tilbage med det indtryk, at der vitterligt er sket en Umwertung aller Werte, at alle værdier er blevet omvurderet (for stædigt at fremture på ikke-amerikansk). Konkurs er succes, fiasko det hurtigste adgangstegn til topstillinger, og handel med værdier, som ikke findes, det mest lukrative af alt. Men vistnok er verden ikke blevet spor mere vanvittig, end den har været. I det mindste i en rum tid. Som antydet er fænomet ældre end IT-revolutionen - eller lige så gammelt som kapitalismen. En innovativ sektor tiltrækker investeringer, kurserne stiger, spekulanter på såvel købs- som udbudsside tiltrækkes, svage papirer handles på fremtidsforventninger, og på et tidspunkt er overvurderingen kommet så vidt, at nogle bliver nervøse. Så afsløres det, at der ikke var værdier bag det hele, og en del går konkurs. Resten kan nu ekspandere. Det hedder konkurrence.

FØRSTE GANG, Danmark for alvor oplevede dette, var i 1880'ernes byggeboom - fastholdt af Herman Bang i mesterromanen Stuk. Man skal ikke mere end en side ind i bogen, før Bang slår overvurderingen fast: "Svært saa vi bygger Facader, sagde Berg. ... Vi kalker vore Grave, sagde Lange."
Det er Stuk, der på dansk grund lancerer den franske kok, hr. Desgrais, som steger tre bøffer lagt sammen og smider de to yderste væk. Det foregår i Victoria-Etablissementet, romanens centrale symbol på og samlingssted for alt, hvad der er dækningsløst, falsk og oppustet i epoken. Også dengang kastede vovehalse sig nemlig ud i luftige foretagender under indtryk af pengerigeligheden og fremgangen, der tilsyneladende ingen ende ville tage: "Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han, Og han begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Maaned..."
Kapitalismens uadskillelige følgesvend, globaliseringen anslås i datidig målestok: "Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele..."
Og naturligvis opfører de urovækkende velkendte parametre sig som forventet. Romanens og aktiekurvens vendepunkt markeres, da en investor, Konferens-raaden, uheldigvis falder over et af Victoria-Etablissementets 'ibenholtsborde'. Derved opdager han, at den sorte, guldforsirede overflade dækker over fyrretræ. Men på 'Inventarielisten' repræsenterer bordene en værdi af 43 kroner stykket. "For usolidt gjort," mener Konferensraaden.

OG, JA. Det er netop problemet, nu som dén gang. Hvis IT-firmaerne er for usolidt gjort, ja, så overlever de ikke den udrensning, der finder sted i disse dage. Men de solide gør. For der er vel ingen, der forestiller sig, at vi vil holde op med at skrive på computer, tale i mobil og gå på nettet, fordi nogle aktier dykker? "Regn af guld", hedder første del af Stuk, "Regn af Aske", hedder den anden. Og askeregn falder der jo, når vulkaner eksploderer. Men vi bruger stadigvæk borde. ks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu