Læsetid: 7 min.

En bank for de fattige

Muhammad Yunus behandler fattige som entreprenører, ikke som tiggere. I morgen modtager han sammen med Grameen Bank Nobels fredspris for sit arbejde for at bekæmpe fattigdom med mikrokreditter. Information tog til Dhaka for at møde manden, der tjener godt på at låne fattigfolk penge til at ændre deres liv
9. december 2006

DHAKA - "Har I pengene klar," spørger bankmanager Jahangir Hossain sine kvindelige kunder. De tæller igen og igen deres tynde bundter af slidte pengesedler, inden de overdrager dem til Hossain, der gemmer dem af vejen i sin taske af imiteret læder.

Det er onsdag og bankdag i landsbyen Kothaltoli, to timers kørsel fra Bangladeshes hovedstad Dhaka. 42 sari-klædte kvinder er mødt op til det ugentlige træf.

52-årige Renu er veteranen. De sidste 17 år har hun hver uge indtruffet sig i bankfilialen, en skrøbelig konstruktion af bølgeblik, for at betale sine lån tilbage. Da hendes mand døde, stod hun tilbage med tre drengebørn og ingen indtægtskilde.

"Der var ingen til at hjælpe mig. Lånet var den eneste mulighed, hvis jeg ikke skulle begynde at tigge," siger Renu efter mødet.

Hun sidder foran sit hus, svøbt i en laksefarvet sari og omgivet af de børn og børnebørn, som hun siger nu har en mere lovende fremtid.

Hendes første lån på 2.000 taka (cirka 160 kr.) blev brugt til at købe et lille jordlod, hvor Renu begyndte at dyrke grøntsager, hun solgte på markedet. Siden da har hun hvert år lånt større og større beløb. Alle lånene har hun et år til at betale tilbage i ugentlige rater.

Hun opremser stolt, hvad den større indtægt, lånene har muliggjort, har skaffet hende: "Et nyt hus, en brønd, en latrin og en ko." Senest har hun købt et større jordlod til dyrkning af ris.

En befriende kraft

I Bangladesh, et af verdens fattigste lande, har syv mio. mennesker lånt penge af Grameen Bank. Den har specialiseret sig i de såkaldte mikrokreditter, som mange ser som en lovende strategi til bekæmpelse af fattigdom.

Manden bag banken, en hvidhåret 66-årig herre med en forkærlighed for kraveløse, ternede bomuldsskjorter, sidder på sit kontor i Dhaka. For en leder af en bank med flere millioner kunder holder Muhammad Yunus sig en spartansk arbejdsplads: et simpelt skrivebord, en hård stol, masser af propfyldte bogreoler. Næsten selvfølgeligt prydes væggen med fotos af Yunus sammen med hr. og fru Clinton.

Mens Yunus over telefonen fortæller en ven om sin forestående tur til Oslo, viser han med et vink, at det vil passe fint med et foto af denne scene. Den joviale professor forstår at gøre en god figur over for medierne. Hans kritikere i Bangladesh mener, at den PR-tække netop er grunden til, han nu står som modtager af Nobels fredspris.

Nobelkomiteen har dog naturligvis givet en anden begrundelse for at give ham og Grameen Bank prisen:

"Mikrokredit har vist sig at være en befriende kraft i et samfund, hvor specielt kvinder er nødt til at kæmpe mod undertrykkende sociale og økonomiske forhold," roste komitéen, da den afslørede årets valg.

Lån uden sikkerhed

Grameen Bank er bygget på Yunus' overbevisning om, at fattige mennesker kan være både pålidelige låntagere og ivrige entreprenører. Princippet er enkelt: Med små finansielle gnister som katalysator skal de middelløse transformeres til entreprenører.

Af fattige ikke får pengene som traditionel udviklingshjælp, men derimod skal betale dem tilbage med renter, har efter Yunus' overbevisning to fordele. For det første ender de ikke i finansiel afhængighed, men lærer derimod selv at tage initiativ.

"Velgørenhed hjælper ikke fattige mennesker. Det tager i stedet deres værdighed og initiativ fra dem," mener Yunus.

For det andet er systemet i stand til at skabe en god profit. Grameen Bank genererede i 2005 en profit på syv mio. dollar.

"Det viser, at det er muligt at have en god forretning og samtidig hjælpe folk," siger Yunus.

Mange fattige bangladesheres skæbne ligger altså ikke længere i velgørende organisationers hænder, men derimod i en bankmands.

Men bestemt ingen almindelig bankmand. I modsætning til andre banker kræver Grameen ikke, at der bliver stillet sikkerhed for lån - som ellers er den primære grund til, at fattige ikke er velkomne i traditionelle banker.

"Det faktum, at nogen er et menneske, er godt nok for os," siger Yunus og tilføjer, at det har vist sig lettere for fattige, hvis lånene betales tilbage i små rater ugentligt.

Mere magt til kvinder

På trods af, at der ikke stilles sikkerhed for lånene, er det kun en procent af dem, der ikke kan betale tilbage. En af grundene til det, er, mener Yunus, at mikrokreditterne næsten udelukkende gives til kvinder.

"Kvinder begår sig simpelthen bedre med penge," siger han.

"De har deres familiers velbefindende mere på sinde end mændene. Det er derfor mere sandsynligt, at de investerer pengene fornuftigt."

Ved sin lånepolitik har Grameen ikke kun udfordret traditionel bankpraksis, men også taget kampen op mod kulturelle tabuer ved at give flest lån til kvinder i et muslimskdomineret samfund, hvor kvinder på landet førhen sjældent var tilladt at håndtere penge eller arbejde uden for deres hjem.

Landets religiøse ledere har længe luftet deres kritik.

"De er mod at give kvinderne denne form for magt," siger Yunus. "Religion har været en af de største hindringer for Grameen."

Det kan Rina tale med om. "Han var imod det i starten," siger hun om sin mands holdning til lånene.

Rina, der selv gætter på, hun er 35 år gammel, startede med at låne penge til at købe materiale til en lille produktion af hængekøjer. Samtidig har hun taget et lån for at købe en mobiltelefon, som hun lejer ud til de andre i landsbyen.

Hendes mands attitude ændrede sig dog, da et af lånene blev brugt til at finansiere åbningen af hans skrædderbutik.

"Det er mig, der har sørget for pengene til hans skrædderhandel, så selvfølgelig er jeg nu mere medbestemmende," siger Rina om ændringen af familiedynamikken.

Økonomisk virkelighed

Ifølge legenden udviklede Yunus sin formel, da han i 1970'erne underviste økonomi på Chittagong Universitet. Da han hver dag forlod undervisningslokalerne og på gaden blev konfronteret med folks kamp for at overleve, begyndte han at spekulere over, om de økonomiske teorier, han underviste i, var andet end blot teorier, der ikke passede overens med folks hverdag. Han begyndte at studere livet i landsbyen Jobra for at lære om økonomi i den virkelige verden.

"Jeg gættede mig frem og forsøgte nye metoder indtil det virkede. Der var ingen manual at gå efter," siger han.

Yunus smiler bredt, da han fortæller om de fordele, hans bank har bragt Bangladesh:

"Fem procent af Grameens medlemmer kommer ud af fattigdom hvert år, 100 procent af låntagernes børn går i skole, familierne spiser bedre, og de har bedre boliger."

Yunos er stolt af sin idé, sin bank og dens resultater, Grameen systemet har ingen svagheder, korruption eller bedrag fra medarbejdernes side eksisterer ikke, siger han.

Men hvis Yunus var rejst til den lille landsby Pubari nord for Dhaka, ville Abul Hossain kunne fortælle ham en anden historie. Sammen med sin kone havde han gennem 20 år nydt godt af Grameens kreditter, og for det er han taknemmelig.

Han vendte dog banken ryggen, efter datteren Jamina var kommet i klemme. Hun havde i længere tid brugt penge fra hendes lån til at udvide en hønsefarm, men da hun kom i økonomiske problemer og ikke kunne betale den ugentlige rate, dukkede bankansatte op og beslaglagde hønsene for at sælge dem, så lånet kunne tilbagebetales.

Det er, ifølge indbyggerne i Pubari, hverken første eller eneste gang det er sket i landsbyen. De fortæller om flere tilfælde, hvor køkkenudstyr og møbler er blevet konfiskeret og solgt for at dække lånene - stik mod Grameens principper.

Ofte var det dog andre låntagere, der stod bag. For at få kredit hos Grameen skal kunderne organisere sig i grupper af fem, hvilket tjener det formål, at medlemmerne kan støtte og kontrollere hinanden - men for at beskytte deres egne interesser greb de til hårdere metoder, end ellers var Grameens hensigt, for at sikre, at andre medlemmer ikke missede deres termin.

"For når et medlem ikke kunne betale, kunne ingen andre få nye lån," siger Hossain. "Når man klagede til Grameen over det, sagde manageren, at det ikke var deres problem."

Indbyggerne fortæller deres historier, som var de fundet sted i går. Men de ligger i virkeligheden nogle år tilbage. Som reaktion på problemet løste Grameen i 2002 op for gruppereglerne, og i dag bliver pengestrømmen ikke afbrudt for alle medlemmer, fordi et enkelt er kommet bagud. Dog er det fortsat nemmere for grupper at få større lån, hvis alle medlemmerne holder deres terminer.

Kritik af Yunos

Efter den indledende begejstring i Bangladesh over Nobelprisen er det gået hen og blevet en favoritdisciplin i de lokale medier at kritisere Yunus. De stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor andre bangladeshiske organisationer, såsom ASA eller BRAC - verdens største ngo, der begyndte at tilbyde mikrokreditter før og samtidig med Grameen, ikke er blevet inkluderet i prisen.

"Det er resultatet af Yunus' gode PR-maskine," foreslår Nayemul Islam Khan, redaktør og fremtrædende politisk kommentator i Dhaka, som forklaring.

Han understreger dog, at han er taknemmelig over, at Yunus har bragt prisen til landet.

"Det er godt nyt, og dem er der få af i Bangladesh," siger Khan.

Med den reklame Nobelprisen giver Grameen, håber Yunus, at hans model til fattigdomsbekæmpelse kan blive spredt til alverdens fattige som håbefuldt nyt.

"Yunus' langsigtede vision er at eliminere fattigdom i verden," sagde Nobelkomiteen.

"Den vision kan ikke alene realiseres med mikrokreditter. Men Muhammad Yunus og Grameen Bank har vist, i den fortsatte indsats for at opnå det, at mikrokredit bør spille en stor rolle."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu