Læsetid: 7 min.

Bare borgmesteren dog ville blive lidt længere

10. marts 2006

Solen er på vej ned over kælkebakken, der udgør den ene ende af Taastrupgård. Fra toppen synes rækken af pastelgule bygninger uendelig i det, der engang blev kaldt en ghetto. Men Taastrupgård er ved at ændre sit udtryk, og dermed også billedet af unge med indvandrerbaggrund som potentielle ballademagere.

"Hvis du rører min lillebror, får du det betalt," råber én af dem - før han kaster en snebold efter en anden dreng. Alt er ikke, som det har været i Taastrupgård, hvor 72 procent af beboerne er ikke-etniske danskere. For tiden skiller især én borger sig ud.

Under kommunalvalgkampen blev Høje-Taastrups konservative byrådspolitiker Michael Ziegler Danmarksberømt, da han tog imod en udfordring om selv at bo en måned i det udsatte Taastrupgård, hvis han blev borgmester. Embedet fik han, og inden længe var der gjort klar til, at byens mægtigste mand kunne rykke ind i boligblokken i nummer 151.

Nu er han her, og han får en travl måned. Ikke blot skal han nu for alvor lære det sted at kende, han igennem årene har haft mange meninger om, men Ziegler vil også overbevise omverdenen om, at det slet ikke er så slemt at bo i Taastrupgård.

"Der er problemer i Taastrupgård. Er man i tvivl, kan man bare læse den seneste boligsociale årsrapport," skrev den konservative politiker ellers i et læserbrev i sommer. Men nu er indtrykket bedre og dagsordenen en anden.

"Sandheden er jo, at Taastrupgård er 1.000 gange bedre end sin historie - sludder, end sit rygte. Det skal være indsatsen fremover at få dét billede frem, og jeg håber, at vi kan få solgt den gode historie," siger den nyindflyttede borgmester.

I aften er borgmesteren inviteret til middag i Marokkanerklubben sammen med den marokkanske ambassadør. Klubben tager til dagligt både børn, ældre og udstødte under sine vinger og hjælper dem i gang med forskellige aktiviteter, fortæller formanden Salim Tayibi.

"I dag er en stor dag, hvor vi kan vise, at vi kan være danskere og marokkanere samtidig. Besøget fra borgmesteren og ambassadøren er en chance for at øge forståelsen mellem kulturerne," siger han.

PKK = SVIN står der med grafitti på langblokken med de mange tyrkiske beboere, som Michael Ziegler flere gange har foreslået at rive ned. Forbikørende oplever blokken som en massiv Berlinmur og oplever aldrig den indadvendte og langt hyggeligere forside, siger han.

I det hele taget ville Ziegler ønske, at flere danskere besøgte stedet. Selv mener han, at stort set alle i Taastrupgård har fundet ud af, at borgmesteren er på besøg. Men Michael Ziegler har ikke nået at gøre det store indtryk på alle, han bor i nærheden af:

"Jeg kan ikke mærke, at der er kommet en borgmester. Vi har ikke set noget til ham; vi har kun læst om det," siger Ersan Secilmis, mens nogle drenge drøner forbi på en knallert. Det er 13-årige Achmeds venner.

"Jeg har hørt, at nogen vil knække en rude hos ham," fortæller Achmed, mens han kigger efter vennerne. "Men jeg ved ikke hvem," skynder han sig at tilføje.

Større genkendelse vækker borgmesteren hos en flok 15-årige drenge på vej ind i Taastrupgård. De hilste på ham i går.

"Det er godt, at han kommer for at lære, at vi ikke er voldelige og godt kan være gode mod andre mennesker," siger albanske Armend, mens hans tyrkiske ven Hassan er en smule mere skeptisk.

"Jeg tror, han skal bruge noget mere tid her for at kende stedet. Han er her altså heller ikke særlig meget; han er alle mulige mærkelige steder hele dagen. Men det er en god ide at rive langblokken ned, for der bor mange kriminelle indvandrere i den," siger Hassan.

Langblokken kan lige skimtes igennem de frostede ruder i Marokkanerklubbens kælderlokale, hvor Information bliver hvisket velkommen. 20 muslimske mænd lytter i andægtig tavshed til den marokkanske ambassadør, der taler på sit modersmål til de fremmødte.

Inde ved siden af er der indrettet et bederum med marokkanske tæpper, guldindrammede Korancitater og et væld af 'Sluk mobilen!'-skilte. Kigger man hen ad gangen og ind i mødelokalet, troner et stort Dannebrog midt i synsfeltet. Ved siden af hænger det marokkanske flag, ligesom Marokkos konge skulle have haft følgeskab på sin væg af dronning Margrethe - men klubben nåede ikke at få fat i et portræt før den store dag, siger Salim Tayibi.

Flere gæster kommer til og nikker til de ældre, som sidder i marokkanske jalebe-klæder for at markere den særlige lejlighed. For enden af det lange spisebord bliver tallerkener med marokkanske pandekager, couscous og ris med rejer og muslinger stillet rundt om et enormt frugtfad. Alt er klar til borgmesteren, som træder ind ad døren og gør sig umage med at give samtlige tilstedeværende hånden.

"Da jeg fortalte min mor, at jeg skulle flytte herned, blev hun meget bekymret og sagde, at jeg skulle ringe hjem hver dag. Hun havde nok ikke forestillet sig, at jeg skulle sidde foran den marokkanske ambassadør," siger Michael Ziegler til de fremmødte og ambassadøren, som han sidder over for under middagen.

"Jeg må så indrømme, at det også kom bag på mig, for jeg var slet ikke klar over, at ambassadøren ville være her. Men jeg er da beæret over, at hun vil komme her, fordi jeg kommer," siger Ziegler, og ambassadøren smiler høfligt.

Under den diplomatiske middagssamtale får Ziegler både at vide, at der har været vikinger i Marokko, og at landet med kun én demonstration mod Muhammed-tegningerne har haft de mest moderate reaktioner i hele den muslimske verden. Borgmesteren beklager, at han ikke ved tilstrækkeligt om Marokko:

"Set fra Danmark virker de arabiske lande ens, men selvfølgelig er de ikke det."

Stemningen er løssluppen under middagen, hvor der hele tiden står folk omkring tag-selvbordet med frisk fisk og frugt. I et hjørne sidder en flok små drenge og taler om fodbold, men de bliver generte, da borgmesteren kommer forbi og vil vide, om de hygger sig. Da han atter er gået, siger 10-årige Mounir, at han i hvert fald ikke vil spille for det danske landshold:

"De skal da have tørt på," siger han - men erklærer kort efter, at Marokko heller ikke er meget værd. Imens er hans borgmester ved at være færdig med de hjemmelavede småkager og den marokkanske te, som han ikke kan undslå sig, selv om han foretrækker kaffen.

Ziegler er helt på det rene med, at han får et begrænset virkelighedsbillede af at bo i Taastrupgård en enkelt måned:

"Men det jeg gør, er mere end de fleste politikere, der højst tager herned i et par timer og kigger. Det bedste ville selvfølgelig være, hvis jeg kunne bo her i to år."

- Kunne du finde på det?

"Nej, for jeg har et hus, jeg er rigtig glad for. Men hvis jeg stod og skulle finde et sted at bo, vil jeg ikke afvise, at jeg kunne finde på at prøve at bo her."

- Så når du engang skal af med dit hus, flytter du måske ind her?

"Njarh, hvis jeg sælger det, er det jo for at købe et andet. Der er også grænser for, hvor store ofre... jeg ved ikke, om man kalde det et offer, men man skal jo som politiker have lov til at forme det liv, man gerne selv vil have. For mig er det at have hus og have vigtigt. Jeg vil gerne eje min egen bolig, og desuden har jeg jo også en kat, der godt kan lide at være ude."

Mange har kommenteret Michael Zieglers initiativ og har kaldt det et mediestunt - men de fleste er enige om, at det er et positivt af slagsen. Men integrationsrådgiver Manu Sareen hældte malurt i bægeret, da han til Dagbladet Køge sagde, at borgmesteren udstiller de lokale: "Hvis han virkelig havde mod, så havde han solgt sit fede hus og var flyttet derud de næste fem år. Men i stedet bliver det til en missionær: 'Her kommer jeg ud til de stakkels svage og klapper dem på hovedet og flytter ud igen, og så ved jeg, hvordan de har det.' Sorry, men det er langt ude," sagde Sareen.

Michael Ziegler har stor respekt for Manu Sareen, men finder hans kommentar meget hård: "Han overser både, at mit besøg kan være med til at blåstemple området, og at det faktisk betyder noget for folk i Taastrupgård, at jeg bor her. Jeg har oplevet folk sige 'Tak fordi du åbner dit hjerte', og alt andet lige må jeg blive klogere af at bo her. Manu bor her jo ikke selv. Og så er mit 'fede hus' altså et ret spartansk rækkehus, vil jeg lige påpege."

"Har jeg sagt noget forkert?", udbryder borgmesteren, da mange af muslimerne pludselig forlader bordet. Men de skal til bøn i nabolokalet, og Michael Ziegler får lov til at kigge med. Da han efter en rundvisning af formanden Salim forlader klubben, lyser en halv måne over borgmesteren. Selv den har ladet sig smitte af Zieglers vilje til forandring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her