Læsetid: 4 min.

Ikke bare farven på trøjen, men også på huden spiller en rolle

Organisationen Football Against Racism in Europe sætter i anledning af VM fokus på fodbold og racisme
19. juni 2006

BERLIN - Rundt omkring lå byen i ruiner. Anden Verdenskrig havde kun været slut i 12 dage, da den første efterkrigsfodboldkamp i Berlin fandt sted den 20. maj 1945. Et udvalgt hold berlinere spillede mod et hold russiske soldater på et nu tilvokset og forlængst glemt stadion i det østlige kvarter Lichtenberg. Hvem der vandt, melder historien ikke noget om, men 10.000 tilskuere glemte for en kamps tid måske, at deres by var ødelagt og koncentrerede sig om spillet på banen.

Når man hører historien om den venskabelige tysk-russiske fodboldkamp, umiddelbart efter at de to nationer havde slagtet hinanden de første måneder af 1945, er det lige før, man tror den engelske ambassadør i Berlin, der udtalte for nylig: "I fodbold er der kun én farve, der er vigtig. Det er farven på trøjen."

I det grønne berlinerkvarter Dahlem ligger Etnologisk Museum og Museum for Europæisk Kultur. Her kan man i anledning af VM i fodbold opleve en udstilling i tre sektioner. Den ene del er den lille fotoudstilling 'Fodboldhistorie(r) i Berlin'.

Verdensmesterskabet i fodbold har nu kørt en god uges tid. Tyskland er vært under mottoet 'Verden som gæst blandt venner', og indtil videre har stemningen været ganske fredsommelig. Bortset fra nogle fede og lettere aggressive polakker og tyskere i Dortmund forleden, der måtte i håndjern for at kunne opføre sig ordentligt. Og bortset fra, at man inden kampen mellem Sverige og Paraguay i torsdags ikke kunne sparke sig frem for pinligt fulde svenskere på undergrundsstationen Wittenbergplatz - et øjeblik troede man næsten at befinde sig ved de gamle flyvebåde til Malmø - ja, så har det indtil videre været ganske venskabeligt.

Det er organisationen Football Against Racism in Europe (FARE), der står bag udstillingen i Dahlem. Den ønsker med den del, der hedder 'Boldarbejde - Scener fra fodbold og migration' at minde om, at begreber som racisme og vold desværre er tæt forbundet med fodbold.

I efteråret 2005 måtte FC Messinas Marc Zoro fra Elfenbenskysten, og i foråret 2006 måtte camerunianeren Samuel Eto'o fra FC Barcelona afbryde deres spil på grund af racistiske tilråb.

Et levende hagekors

Især i lande som Spanien, Italien og dele af Østeuropa optræder racisme i forbindelse med fodbold stadig oftere. I marts 2006 reagerede så endelig også en fodboldspiller i Tyskland på racistisk tilsvining. Nigerianeren Adebowale Ogungbure satte to fingre op under næsen og parodierede Hitler, da hans hold FC Sachsen Leipzig havde spillet mod Hallescher FC. Men så var han også nær kommet i fedtefadet for brug af forfatningsfjendtlige symboler.

Publikum, der former et levende hagekors. Publikum, der kommer med antisemitiske tilråb. Primitive gesti, der ikke er usædvanlige i den nedre tyske liga. I bundesligaen er tilskuerne mere raffinerede. Deres retorik er ikke så plump og entydig, men deres højreekstremistiske budskab ligger ofte skjult i talkombinationer, flag med runer og særlig påklædning.

Op til VM har det tyske nynazistiske parti NPD offentliggjort en støtteerklæring og anmeldt demonstrationer til fordel for Irans præsident Ahmadinejad, der så sent som i går benægtede holocaust. NPD har indledt kampagner mod tyske landsholdsspillere med mørk hudfarve og anden herkomst end den tyske.

Et eksempel på, hvor hidsigt og ubehageligt det kan blive, stammer fra den westfaliske klub FC Schalke 04. Schalke kom i sæsonen 2003/04 skidt fra start. Nigerianeren Victor Agali var en af klubbens angribere, hvad også Ebbe Sand var. Agali blev kåret til syndebuk, og medierne erklærede ham for 'chancedød'.

Da så Schalkes træner kritiserede ham offentligt, brød et uvejr af fjendtligheder med racistiske undertoner løs over Agalis hoved. Han blev pebet ud af sine egne fans, når holdopstillingen blev læst op, og hans lille datter turde ikke længere komme på stadion til fars kampe.

Selv om Schalkes manager og forskellige fangrupper støttede ham, forlod Victor Agali klubben, så snart det var muligt. Måske var det bare et tilfælde, at det gik ud over Agali. Men man kan undre sig over, hvorfor klubkammeraten, den blonde og blåøjede Sand, som også spillede middelmådigt, ikke blev hængt ud.

Integrationsmiddel

Måske kan fodbold bruges til at fremme integrationen. I Frankrig er der masser af illegale børn og unge, som ikke går i skole, og hvis eneste kontakt med franskmænd er, at de spiller fodbold med dem.

I Berlin, som er verdens tredjestørste tyrkiske by, er der 100.000 små og store fodboldspillere engageret i klubber. Af dem har en tredjedel anden herkomst end tysk, og ud af denne tredjedel er de 25.000 tyrkere.

Der er dog lang vej, selv om man går til fodbold. Da klubben FC Dynamo Berlin mødte berlinerklubben Türkiyemspor, stod en gruppe glatragede typer i læderjakker og strakte arm og råbte "Asylansøgere!" efter vinderne fra Türkiyemspor. En af spillerne ramte de desuden med sten. FC Dynamo fik efterfølgende en bøde på 500 euro for ikke at holde orden i forbindelse med kampen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu