Læsetid: 3 min.

'Vi er ikke bare forkælede middelklasseunger'

Selv om universiteterne snart åbner igen, bliver vi ved med at demonstrere. For den nye lov diskriminerer og er derfor en principsag, sagde den franske studenterpolitiker Maher Tekaya, da han onsdag besøgte Københavns Universitet
10. april 2006

Det hele handler om CPE. I butikker, busser og på barer - over alt har man i to måneder ikke talt om andet end Contrat Première Embauche, den lov, der gør det lettere for virksomheder at give unge under 26 år en fyreseddel uden at skulle sige hvorfor. Det fortalte den franske studenterpolitiker Maher Tekaya, generalsekretær for studenterorganisationen La Fage, da han onsdag endnu en gang talte om den lov, der har fået flere millioner franskmænd på gaden.

Diskrimination

"Der kommer flere store demonstrationer, men de 50 universiteter, der er helt eller delvist lukkede, åbner formentlig snart igen. For os handler det om diskrimination af en befolkningsgruppe. Det ville være lige så slemt, hvis man sagde, at kvinder eller sorte skal kunne fyres uden varsel. Loven er en åbning for flere love af samme slags," sagde Maher Tekaya til de omkring 40 københavnske studerende, der slængede sig i de grønne veloursofaer i et afsides hjørne af det gamle humanistiske fakultet på Københavns Universitet for at høre, hvordan man demonstrerer på fransk.

Debatmødet var arrangeret af det københavnske 3-procent-netværk, der protesterer mod nedskæringer på universiteterne. De fleste fremmødte så netop ud til at være omkring de 26, den alder, den nye franske lov kommer til at ramme.

Men loven, som skal skabe fleksibilitet på det rigide franske arbejdsmarked og dermed hjælpe de 22 procent franske unge under 26, der mangler arbejde, vil ikke hjælpe nogen som helst - ud over virksomhederne, mente Maher Tekaya.

"Efterspørgslen bliver ikke større, så hvorfor skulle loven skabe flere job? For virksomhederne handler det om omkostninger: Hvis en kvinde eksempelvis bliver gravid, vil hun blive fyret. Unge når at miste jobbet mange gange, inden de bliver 26. De mister muligheden for at tage lån, købe en bil eller en lejlighed," sagde den 27-årige politik-studerende fra Amiens, da han fra salen blev spurgt om lovens konsekvenser for de unge.

Loven er tilbageskuende

Men er der ikke behov for fleksibilitet, og har I et alternativ, spurgte en anden af tilhørerne.

"Vi går ind for reformer, og vi mener ikke, at man har løst problemerne, hvis loven kun bliver trukket tilbage. Loven er tilbageskuende, vi efterlyser fremadskuende forandringer. Eksempelvis er universiteterne for rigide. Uddannelserne er, som de var for 30 år siden, og de svarer ikke til arbejdsmarkedets behov."

"Vi har desuden brug for sikkerhed, hvis vi mister vores job. Sikkerhed for individet i stedet for sikkerhed for jobbet vil automatisk skabe fleksibilitet," sagde Maher Tekaya og benægtede, at de franske studerende blot er forkælede middelklasseunger, der er bange for, at rettighederne bliver taget fra dem.

"Jeg er i hvert fald ikke forkælet," sagde han og grinede under sin army-kasket.

Desuden er det ikke kun middelklassens universitetsstuderende, der har været på gaden: Arbejdere, fagforeningsfolk, studerende og unge fra forstæderne, alle har protesteret.

Den franske model

Hvordan er det lykkedes jer at mobilisere så mange forskellige grupper, spurgte en af de københavnske arrangører.

"Det handler om den franske model. Mennesker fra alle samfundslag er bekymrede, fordi franskmænd er konservative. Man vil ikke bare afgive de privilegier, man har tilkæmpet sig," sagde han og spøgte med, at franskmænd demonstrerer, når de får en mulighed, uanset hvad det handler om.

"Og hvis man ikke demonstrerer for en sag, kan man altid demonstrerer mod demonstrationen," sagde han.

Sjældent er der dog to millioner mennesker på gaden alene i Paris, men som studenteroprøret i 1968 er det langt fra.

"60'er oprøret var langt mere idealistisk, vi er pragmatiske, for os handler det om økonomi og sikkerhed. De ville ændre hele samfundet, for os handler det om en ting. Vi er hverken højre- eller venstreorienterede, vi vil bare have loven fjernet," sagde han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu