Læsetid: 1 min.

'Jeg vil bare give min støtte'

I Filippinerne havde Nora sit eget eksportfirma - i Danmark gør hun rent. Alligevel tjener den 52-årige mere her, så hun kan sende penge til sin mors hjertebehandling
17. juli 2006

- Hvem sender du penge til?

"Min mor. Hun har dårligt hjerte, og hospitalerne i Filippinerne vil ikke røre dig, medmindre du betaler. Så jeg sender, hvad jeg har råd til, så hun kan få medicin. Hvad jeg kan skrabe sammen er ikke nok, men alle vi søstre og brødre forsøger at hjælpe hende. Jeg er den eneste af os, der ikke bor i Filippinerne, men jeg vil bare give min mor min støtte."

- Hvor lang tid har du boet i Danmark?

"Jeg har boet her i 15 år og har to voksne børn her. Jeg var gift med en dansk mand, men vi er ikke sammen længere. Vi nåede at bo sammen i mange forskellige lande, fordi han var forretningsmand i Østasiatisk Kompagni."

- Hvad lavede du på Filippinerne?

"Jeg havde mit eget eksportfirma, hvor jeg lavede komponenter og haute couture-accessories; knapper til modetøj, smykker og så videre."

- Hvad laver du i Danmark?

"Jeg gør rent. Mærkeligt nok tjener jeg langt mere her, end bankansatte eller lærere gør i Filippinerne. Pengene er så meget mere værd på Filippinerne."

- Er der stor forskel på Danmark og Filippinerne?

"Stor, stor forskel. I Danmark er levestandarden så meget højere. Filippinerne er på alle måder et tredjeverdensland. Og så er der så varmt og fugtigt! Da jeg levede der, mærkede jeg det ikke, men det gør jeg nu. Jeg rejser hjem en gang om året."

- Føler du dig mest som dansker eller filippiner?

"Godt spørgsmål. Når jeg er i Filippinerne, savner jeg Danmark, men når jeg er her, savner jeg min familie derhjemme. Men min nye familie er mine børn, og måske får jeg børnebørn her på et tidspunkt."

- Kunne du forestille dig at flytte til Filippinerne igen?

"Det kommer an på, hvor min familie er. Hvis jeg skal flytte, skal det være fordi, vi allesammen flytter til Filippinerne sammen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her