Læsetid: 5 min.

Hvis bare hele verden var ét stort teater

24. august 2006

Skuespilleren Pia Rosenbaum måtte tænke sig om en ekstra gang, da Information spurgte hende, om hun ville deltage i interview-serien om danske jøders syn på konflikten i Mellemøsten. Indtil nu har hun aldrig deltaget i den politiske debat om Israel herhjemme.

"Jeg tror ikke, at mange forbinder mig med at være jøde, og hvis de gør, er det fordi, jeg selv har lagt op til det. Men jeg er dybest set ikke særligt interesseret i at bevidstgøre eller tydeliggøre at, fordi jeg er jøde, gør jeg sådan og sådan. Det jødiske giver mit liv en dimension, det er et bidrag til min palet. Jeg går ikke ind og spiller Holberg på en jødisk måde, fordi jeg er jøde - men fordi jeg er mig," forklarer Pia Rosenbaum.

En af de få gange, hvor hun selv har 'lagt op til det', var i 2001, hvor hun blev præsenteret for et stykke, hun bare måtte spille.

Et delvist autentisk stykke, Århundredets rose af Martin Sherman, der handler om en ældre, jødisk kvinde, der bliver fordrevet af progromerne i Ukraine til Warszawa og efter nazismen bliver interneret i den jødiske ghetto, hvor hun overlever Anden Verdenskrig ved at gemme sig i kloakkerne. Da hun slipper ud, følger man hendes lange vandring gennem Europa, hvor hun til sidst ender i USA, får en søn, der tager til Israel, og senere får et barnebarn, der skyder en palæstinensisk pige.

Tager mine tæsk

"Det var første gang, jeg kom ud af døren og sagde 'dette er også mit liv, dette er også mine rødder'," forklarer Pia Rosenbaum.

Rollen indbragte hende en invitation til en konference om jødiske kunstnere i teaterverdenen, hvor jødiske kunstnere fra hele verdenen diskuterede, hvordan det var at arbejde som jøde i teateret.

"Jeg fik et chok. Alle de historier, der blev disket op med, handlede om udelukkelse, diskrimination, Shylock-syndromet (fra Shakespeares Købmanden i Venedig, red.) Og jeg sad og tænkte 'hvad snakker de om'? Jeg var virkelig i mindretal, da jeg sagde, at jeg ikke havde oplevet diskrimination, at jeg ikke kan komme til orde."

"Jeg spurgte, om det var fordi, de var jøder, eller fordi de markerede, at de var det. Der var mange, der svarede, at de ikke kunne lade være med at ytre sig, ikke kunne lade være med at blande sig i debatten om Israel."

- Frygter du den udelukkelse, hvis du deltager i debatten herhjemme?

"Frygt ligger ikke til min alder. Men det er da bekymrende, hvis det begynder at ramme mit brød, min eksistens. Jeg håber det ikke. Men på den anden side vil jeg have lov til at udtale mig. Og få de tæsk, der kommer deraf. "

Forsoning i kulturen

Hendes syn på den politiske situation i Mellemøsten er ikke optimistisk. Pia Rosenbaum tror, at der vil gå generationer - hvis der nogensinde bliver fred.

"Jeg tror ikke på fred, så længe der er andre aktører på banen. For eksempel USA med skjulte dagsordener, hvor Israel bliver brugt som en del af en større mellemøstligt spil. Det her er måske en optakt til noget, der er 10 gange værre, en gentagelse af Afghanistan og Irak."

Og det er da heller ikke ved forhandlingsbordene, at fred og forsoning skal findes, siger Pia Rosenbaum. Netop hjemvendt fra en teaterverdenskongres i Manila, ser hun istedet løsninger i det kulturelle.

"De var der alle sammen: fra Syrien, Egypten, Libanon og Israel. Der sad vi så og diskuterede teater i fredelig sameksistens med små flag på bordene, næsten som en slags mini-FN.

De to israelske udsendte lavede underhåndsaftaler med både syrere og libanesere, fordi det handlede om at mødes i teaterets verden. Hvis man dog bare kunne lave verden til ét stort teater."

Fra religion til tradition

Skuespilkarrieren er den vigtigste årsag til, at Pia Rosenbaum i dag ikke er praktiserende jøde. Som ung var hun meget involveret i det jødiske miljø herhjemme, og hun tilbragte en tid i Israel med at arbejde i et landbrug.

Det socialistiske samfund fascinerede hende, og forbindelsen til religionen forstærkedes, da hun i en alder af 17 år var tæt på at blive forlovet med en meget ortodoks jøde.

"Men skulle jeg for alvor dyrke religionen, ville det betyde, at jeg ikke kunne stå på scenen fredag aften og ikke gå til prøve lørdag. Der blev jeg klar over, at jeg var ude i noget, jeg ikke helt selv kunne styre. Jeg tror også, mine forældre synes, jeg var blevet for rabiat, men det var først bagefter, at jeg opdagede, hvor manipulerende det miljø egentlig var."

Men selv om forældrene ikke følte en tilknytning til det religiøse, følte de en stærk historisk jødisk identitet. Bedsteforældrene kom fra Polen og Rusland med storfamilietraditioner, som Pia Rosenbaum i dag forsøger at bevare omkring påske og den jødiske jul, Hanukkah.

- Er Israel en del af din selvforståelse i dag?

"Ja, og det er jo mit dilemma. Jeg ser ikke Israel eksistere andre steder, end det gør, og jeg er dybt berørt, når Jostein Gaarder siger, som han gør (han sætte i en kronik i Norge spørgsmål ved Israels ret til at eksistere, red.). Men jeg er også berørt over, at Israel indimellem er politisk dybt anløben og strider mod min politiske overbevisninger. Men at stå i en demonstration på Rådhuspladsen- det kan jeg ikke. Mit liv er her, mine konflikter er her - min empati er der."

Pia Rosenbaum mindes dengang, hun spiste kosher (efter de jødiske religiøse forskrifter, red.), og smagte sin første hotdog i Israel.

"Det er et lille eksempel på, at jeg føler mig hjemme. På samme måde som beretninger om børn, der er blevet adopteret og kommer tilbage til deres kultur. Jeg kunne ikke tænke mig at bo dér, og jeg har ikke haft ønske om at tage dertil i mange år. Men jeg har den dér navlestrengsfornemmelse, men der er hele tiden forbehold; der skal ligge den store begrundelse for at tage afsted: fred."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu